Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det Europæiske Socialdemokrati

Oprindelig forfatter GCal Seneste forfatter Redaktionen

Det Europæiske Socialdemokrati, The Party of European Socialists, PES, fælles europæisk organisation for socialdemokratiske partier udviklet fra og med oprettelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) i 1952 i samarbejde med Socialistisk Internationale. De socialdemokratiske parlamentarikere i EKSF oprettede i fællesskab et kontor i Luxembourg, som i 1957 udvidedes til The Liaison Bureau of the Socialist Parties of the European Community; efter indtrædelsen af Danmark, Irland og Storbritannien i det senere EU omdannedes kontoret til en konføderation, som fik betydning ved tilrettelæggelsen af en fælles politik. I 1992 omdannedes konføderationen til Det Europæiske Socialdemokrati, som er en organisation bestående af 20 medlemspartier, 15 associerede partier og seks observatører fra især de central- og østeuropæiske lande (2002). I tilslutning til partiet findes en parlamentarisk gruppe (en af de største grupper i Europaparlamentet), en ungdomsorganisation (ECOSY) og de regionale parlamenters medlemmer. PES har udviklet sig til især at være et diskussions- og koordinationsforum; således er der til valgene til Europaparlamentet udarbejdet fælles valgplatforme, og der arbejdes på tilrettelæggelsen af en fælles politik.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gerd Callesen: Det Europæiske Socialdemokrati i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=73177