Ford Foundation, velgørende institution, etableret i 1936 af Henry Ford og hans søn Edsel Ford. Da arven efter begge stiftere var faldet, rådede fonden over mere end 4 mia. dollars og var ubestridt den største af sin art. Fonden øvede i begyndelsen hovedsagelig social velgørenhed i Fords hjemstat, Michigan, men valgte derefter i stigende grad at støtte dels uddannelsesformål i form af bl.a. studiestipendier i Fords navn, dels forskningsformål og internationalt samarbejde. Efter at fondens formue i løbet af 1970'erne blev reduceret, har fonden især støttet lovende unge amerikanere, støttet afhjælpning af hungerkatastrofer i den tredje verden og støttet projekter, som gennemfører familieplanlægning blandt verdens fattigste. Siden er støtte til miljøbeskyttelse kommet til.