Den Grønne Fond, fond, oprettet i 1994 under Miljø- og Energiministeriet med det formål at engagere befolkningen i en miljøvenlig og resursebevidst udvikling; nedlagt 2001. Blandt tilgodesete formål var Den Grønne Nøgle, der indebærer miljøvenlig drift af hoteller og restauranter, Max Havelaar Fonden, der indebærer salg af kaffe til en pris, som giver producenterne i den tredje verden en højere betaling, og etablering af et netværk af lokale miljøvejledere.