A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, A.P. Møller Fonden, fond, der i 1953 blev stiftet af skibsreder A.P. Møller for at sikre hans rederier en rolig udvikling, værnet mod spekulanter. Fonden er hovedaktionær i A.P. Møller – Mærsk A/S og anses for at være en af Danmarks største private fonde.

Faktaboks

Også kendt som

A.P. Møller Fonden

Anvendelse af fondens midler

Midler fra fonden er bl.a. anvendt til opførelse af Amaliehaven i København (1983), til restaurering af Fregatten Jylland i Ebeltoft (1989-1994), til restaurering af flere kirker, til opførelse af The Maersk Mc-Kinney Møller Center for Continuing Education ved Churchill College i Cambridge, England (1992), til indretning af Orlogsmuseet i Søkvæsthuset i København (1989) samt til indkøb af scannere til flere danske hospitaler.

Blandt andre af fondens donationer er opførelse af Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet for Produktionsteknologi ved Syddansk Universitet i Odense (1999), restaurering af Kastellet i København (1989 og 1999), opførelse af Det Kongelige Teaters operahus, Operaen, på Holmen i København (2004), etablering af Center for Electron Nanoscopy ved Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby (2007), opførelse af Mærsk Mc-Kinney Møller Videncenter i Sorø (2009) og af Den Arktiske Ring i Zoologisk Have i København (2013).

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig