Mandebevægelsen, sammenslutninger af mænd, som oprindelig havde til formål at forsøge at afvikle de hårde og ufølsomme sider af den traditionelle manderolle. Mandebevægelsen brød igennem i Danmark omkring 1975 og var et udtryk for mænds støtte til kvindefrigørelsen; kvindebevægelsens flade organisationskultur med basisgrupper og ølejre blev kopieret. I begyndelsen af 1980'erne dalede interessen for den "gamle" mandebevægelse; den eksisterer dog stadig. I 1990'erne etableredes nye mandeorganisationer, som fremhævede maskulinitetens konstruktive sider og kæmpede mod diskrimination af mænd i især familieretlige sammenhænge: Foreningen Far, Foreningen Mandebevidsthed, Foreningen Orpheus, Landssammenslutningen mod Ægtefællebidrag, Aktive Fædre samt paraplyorganisationen Maskulint Forum.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.