Plakat fra 1909
Først efter lange diskussioner turde Dansk Kvindesamfund i 1909 sætte denne plakat op. Det stod jo i historiebøgerne, at der allerede var indført almindelig stemmeret i Danmark med grundloven af 1849. ”Politisk valgret” betød dengang valgret til Rigsdagen.
Plakat fra 1909
Af /Dansk Kvindesamfund.

Kvindebevægelsen er sammenslutninger af kvinder, der kæmper for kvinders rettigheder, for at afskaffe diskrimination mod kvinder, og som bekæmper den historiske mandsdominans i samfundet.

Feminismen kan ses som kvindebevægelsens ideologi. Forskellige grene af kvindebevægelsen har beskrevet målsætningen som kvindeemancipation, ligestilling, ligeværd eller kvindefrigørelse mv., og strategierne har varieret. I Danmark har man historisk talt om ’kvindesagen’, men siden årtusindskiftet er termen ’feminisme’ blevet udbredt også i Danmark.

Kvindebevægelsen opstod i USA og Europa i sidste halvdel af 1800-tallet. Norden skiller sig ud fra resten af verden, idet de oprindelige kvindesagsorganisationer fra 1800-tallet stadig eksisterer i dag. Dansk Kvindesamfunds blad, Kvinden & Samfundet, er i dag verdens ældste feministiske blad, idet det er udkommet uden ophør siden 1885.

Kvindebevægelsen har historisk oplevet opsving og nedgangsperioder, og man taler ofte om kvindebevægelsens første, anden og tredje bølge. MeToo-bevægelsens globale udbredelse i 2017 og årene derefter vidner om fornyet gennemslagskraft, og i Danmark har demonstrationer på Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts i dag fået en opblomstring under et bredere feminisme-begreb end tidligere.

Kvindebevægelsens arbejde for at ændre traditionelle kønsstrukturer og -opfattelser har gennem historien bidraget til markante forandringer i kvinders position i samfundet, men har også mødt megen modstand. De nyeste frembrud efter årtusindskiftet af anti-feministiske ideer og bevægelser under betegnelser som ”anti-gender” og modstand mod ”gender-ideology” kan delvis ses som en modreaktion mod kvindebevægelsernes og LGBT+ bevægelsernes landvindinger, idet genetablering af en traditionel familieform med manden som familieoverhoved indgår i mange af de nye højrepartiers og -bevægelsers ideologi.

Selv om udvikling af nye, selvstændige kvindeidentiteter altid har været en vigtig del af kvindebevægelsernes virke, så må den historiske kvindebevægelse primært betegnes som en politisk bevægelse, som gennem historien har arbejdet for strukturelle forandringer af magtforholdet mellem kvinder og mænd. I visse bevægelser med vægt på lovgivningsændringer, i andre med fokus på grundlæggende kulturelle forandringer i diskurser og daglig adfærd, i et gensidigt samspil og modspil mellem de to retninger.

Den tidlige kvindebevægelse

Spredte oprør mod kvindernes underordnede stilling er forekommet gennem hele menneskehedens historie. I nyere tid startede oprøret med kvindeklubberne og Olympe de Gouges' erklæring om kvinders rettigheder under Den Franske Revolution.

Kvindebevægelsens første organiseringer kom i USA i 1840’erne, Storbritannien 1850'erne, Tyskland og Rusland 1860'erne, Frankrig 1870'erne og i 1900-tallets første årtier i en lang række andre lande uden for Europa og USA, bl.a. Indien og Kina. I Norden opstod de første kvindesagsforeninger i 1870-80’erne.

Stemmeret for kvinder var sjældent den tidlige kvindebevægelses første krav; det blev opfattet som alt for radikalt i samtiden. Kvinderne måtte først anerkendes som selvstændige individer, så kravene om kvinders adgang til uddannelse, juridisk myndighed samt retten til erhverv især for de ugifte kvinder var de vigtigste.

I samtiden var kvinder udelukket fra de fleste uddannelser og fra offentlige hverv, men ikke fra at udføre det hårde arbejde i markerne, i de nye industrier eller i hjemmene som tjenestepiger og husmødre.

Efter at ugifte kvinder i midten af 1800-tallet i mange lande havde opnået en vis juridisk selvstændighed, føltes det særlig ydmygende, at kvinder ved giftermål igen blev juridisk umyndige som børn. I de fleste lande kunne gifte kvinder således ikke vidne i retten eller råde over egen formue eller indtægt, og forældremyndigheden over børnene tilfaldt alene ægtemanden, både under ægteskabet og efter en evt. skilsmisse.

Kvinderetsbevægelsen

Kvindebevægelsen var et oprør mod den traditionelle kvindeopfattelse, at kvinden fra naturens side var manden underlegen og derfor måtte være underordnet ham. De første kvindebevægelser samlede især kvinder — og enkelte mænd — fra de bedrestillede lag og intellektuelle kredse. De lagde stor vægt på retlige reformer, og denne gren af kvindebevægelsen kaldes derfor kvinderetsbevægelsen, på engelsk Women's Rights Movement.

I USA indkaldtes i 1848 til det første kvindekonvent, Seneca Falls-kongressen. Her blev der vedtaget et af kvinderetsbevægelsens hovedmanifester, som både sprogligt og idémæssigt tog udgangspunkt i den amerikanske Uafhængighedserklæring, ifølge hvilken alle er født lige og med samme umistelige rettigheder. Dette måtte også gælde kvinder.

I Skandinavien begyndte debatten med tre litterære værker: I Danmark blev den unge Mathilde Fibigers korte bog Clara Raphael. 12 Breve (1851) det første skrift til forsvar for kvinders ret til et selvstændigt liv. I Norge blev debatten vakt af Camilla Colletts roman Amtmandens Døtre (1854-55) og i Sverige af Fredrika Bremers Hertha (1856, da. 1857).

Den danske kvindebevægelse startede i 1871 med stiftelsen af Dansk Kvindesamfund. I den politisk ophedede tid under J.B.S. Estrup i 1880'erne opstod flere kvindeorganisationer, bl.a. i 1885 den mere radikale Kvindelig Fremskridtsforening med tidskriftet Hvad-Vi-Vil. I modsætning til Dansk Kvindesamfund optog Kvindelig Fremskridtsforening i begyndelsen kun kvinder som medlemmer.

Efterhånden opstod kvindesagsforeninger rundt om i landet. I Århus startede Dansk Kvindesamfund i 1886 og Kvindelig Fremskridtsforening i 1888. I 1893 dannede Dansk Kvindesamfund en landsorganisation, mens Kvindelig Fremskridtsforening sygnede hen og blev erstattet af andre kvindeorganisationer delvis i opposition til Dansk Kvindesamfunds forsigtighed i stemmeretsspørgsmålet.

I 1884 blev Fredrika Bremer-Förbundet stiftet i Sverige, og samme år kom den første forening i Norge, Norsk Kvinnesaksforening.

Kvinderetsbevægelsen hentede inspiration i bl.a. Mary Wollstonecrafts bog A Vindication of the Rights of Woman (1792, dansk titel Quindekjønnets Rettigheder forsvarede, 1801) og John Stuart Mills The Subjection of Women, som i selve udgivelsesåret, 1869, også udkom i Danmark i Georg Brandes' oversættelse, Kvindernes Underkuelse.

Arbejderkvinderne organiserer sig

I sidste halvdel af 1800-tallet opstod kvindeorganisationer i tilknytning til arbejderbevægelsen. De betegnede sig selv som den "proletariske kvindebevægelse" i modsætning til den "borgerlige kvindebevægelse", dvs. kvinderetsbevægelsen.

Kvinderne i arbejderbevægelsen kæmpede især for forbedring af kvindernes og arbejderfamiliernes elendige vilkår under industrialiseringen. Her gjaldt det ikke retten til arbejde, for den havde arbejderkvinderne til overmål, men derimod forbedring af arbejds- og levevilkår.

Den tyske proletariske kvindebevægelse var den førende i Europa, ledet af Clara Zetkin. Den proletariske kvindebevægelse måtte også inden for arbejderbevægelsens egne rammer kæmpe mod fordomme og traditionelle holdninger til kvinder.

I Danmark dannedes allerede ved Socialdemokratiets start i 1871 de første politiske kvindeforeninger i tilknytning til partiet; blandt de aktive var Jaquette Liljencrantz. De kvindelige Herreskrædderes Fagforening, stiftet i 1883 med formanden Andrea Brochmann i spidsen, var særlig aktiv i kvindepolitikken.

At der opstod rene kvindefagforeninger inden for fagbevægelsen, skyldtes enten mændenes modstand mod at optage kvinder i fagforeningerne pga. frygt for løntrykkende konkurrence, eller at organiseringen gjaldt rent kvindelige arbejdspladser som dannelsen af Foreningen for Vadske- og Rengøringskoner i 1885, det senere Kvindeligt Arbejderforbund, KAD. Københavns Tjenestepigeforening fra 1899 blev forløberen for Husassistenternes Forbund, det senere Husligt Arbejder Forbund. Disse to store kvindeforbund fusionerede senenere med mandlige arbejdere og indgår i dag i henholdsvis 3F og FOA.

Den proletariske kvindebevægelse hentede inspiration i bl.a. Friedrich Engels' Der Ursprung der Familie, des Privateigentums und des Staates (1884, dansk titel Familiens, Privatejendommens og Statens Oprindelse, 1888) og August Bebels Die Frau und der Sozialismus (1879, dansk titel Kvinden og Socialismen, 1912). Ifølge den klassiske marxisme opstod kvindeundertrykkelsen med den private ejendomsret, og derfor var socialismens indførelse forudsætningen for kvindernes frigørelse.

Mellem disse to grene af den tidlige kvindebevægelse var der både samarbejde og konflikt i et varierende mønster fra land til land.

Stemmeret til kvinder

Kvindetoget til Amalienborg 5.juni 1915

Kvindebevægelsen. Det store kvindetog til Amalienborg Slotsplads 5.juni 1915 i anledningen af vedtagelsen af kvindevalgretten. En enestående bred kreds af kvindeorganisationer stod bag kvindetoget. Dog stod de kvindelige socialdemokratiske stemmeretsforkæmpere ikke som medindbydere på indkaldelsen. Partiorganet, Social-Demokraten advarede samme dag de socialdemokratiske kvinder mod at gå i kvindetoget sammen med ”borgerkabets kvinder”. I stedet burde de, skrev avisen, gå sammen med arbejderklassens mænd i Socialdemokratiets traditionelle grundlovstog til Søndermarken. Kilder blandt socialdemokratiske kvinder har dog fortalt, at man godt kunne nå begge dele!

Kvindetoget til Amalienborg 5.juni 1915
Af .

Kravet om stemmeret til kvinder blev efter 1900 et hovedkrav for kvindebevægelsen, og der opstod mange stemmeretsforeninger. Modstanderne hævdede, at kvinder ikke havde forstand på politik og ikke burde bevæge sig ud i den offentlige sfære, men forblive i den private.

I Storbritannien greb suffragetterne, ledet af Emmeline Pankhurst, til militante metoder, som vakte opstandelse langt ud over Storbritanniens grænser, også i Danmark.

Da de ikke fandt støtte til stemmeretskravet i Parlamentet, gik suffragetterne over til lejlighedsvis at smadre butiksvinduer, ødelægge golfbaner, sætte ild til jernbanevogne mv. I fængslerne sultestrejkede de, men blev tvangsfodret. En suffragette kastede sig under et britisk derby ud foran kongens hest og blev dræbt.

I Danmark opstod der kvindestemmeretsforeninger over hele landet. I de større byer fandtes flere konkurrerende foreninger, mens man i mindre kommuner kunne samles i én stemmeretsforening. Den største konkurrent til Dansk Kvindesamfund var Landsforbundet for Kvinders Valgret, stiftet 1907 med Elna Munch som primus motor og bladet Kvindevalgret som medlemsblad. Datidens politik afspejledes i de to foreninger, idet der i Landsforbundet for Kvinders Valgrets ledelse sad en del radikale og socialdemokratiske kvinder, mens mange i Dansk Kvindesamfunds ledelse havde tilknytning til partiet Venstre, enkelte til et af højrepartierne.

Deres kvindepolitiske strategi var også forskellig. Landsforbundet for Kvinders Valgret ville nedlægge sig selv, når kvinderne havde fået stemmeret, og de opfordrede kvinderne til at tilslutte sig de etablerede partier. Gyrithe Lemche, redaktør af Kvinden & Samfundet og medlem af Dansk Kvindesamfunds forretningsudvalg, agiterede derimod for, at kvindestemmeretten burde blive et ”systemskifte”, og hun understregede, at partierne jo var dannet, før kvinderne havde ret til at være med (KvS 1908, nr.15). Denne modsætning mellem tilpasning og oprør/nybrud har været et tilbagevendende dilemma i kvindebevægelsens historie.

Efterhånden blev modstanden mod kvindevalgretten overvundet. I Danmark fik kvinder og samtidig tyende i 1903 valgret og valgbarhed til de nyoprettede menighedsråd, i 1907 til Hjælpekasserne (første valg 1908), i 1908 til de kommunale råd (1909) og i 1915 til Rigsdagen (1918).

En meget bred kvindealliance lå i kampagnens sidste faser bag stemmeretskravet: Socialdemokratiske kvinder og kvinder i fagbevægelsen, kristelige kvinder, Dansk Kvindesamfund, Danske Kvinders Nationalråd, Landsforbundet for Kvinders Valgret og, som det ses af det berømte kvindevalgretstog til Amalienborg 5. juni 1915, diakonisserne, sygeplejerskerne, kommunelærerinderne, telefonistinderne, pigespejderne mfl.

Kvindebevægelsen i mellemkrigstiden

Modsatte strømninger karakteriserede mellemkrigstiden, hvor kvindebevægelsen kom i stærk modvind. Kvindesagen synes i det hele taget at have størst fremgang i økonomiske opgangstider. Under 1930'ernes arbejdsløshed blev der i mange lande ført en hetz mod gifte kvinders erhvervsarbejde, især mod gifte lærerinders.

I Tyskland stoppede nazismens fremmarch kvindebevægelsen, og kvinderne blev henvist til "Kirche, Kinder und Küche" (kirke, børn og køkken). Paradoksalt nok blev kvinderne i Tyskland akkurat som i andre krigsførende lande alligevel ansat i industrien, fx våbenindustrien, og i andre erhverv, mens mændene var ved fronten.

I mellemkrigstidens Danmark, hvor demokratiet udvikledes og parlamentarismen nu blev fast forankret, organiserede kvinderne sig i stadig stigende omfang, men samtidig kom kvindesagens landvindinger under pres. Det lykkedes dog for den danske kvindebevægelse at tilbagevise de fleste forsøg i kommunerne på at vedtage generelle bestemmelser om afskedigelse af gifte kvinder.

Forfatterinden Thit Jensen fik stor indflydelse med sin agitation for ”frivilligt Moderskab”, først og fremmest lovlig adgang til prævention samt seksualoplysning, hvilket mødte voldsom modstand i samtiden. Foreningen Arbejderkvindernes Oplysningforbund, 1925-1934, dannet af kommunisten Marie Nielsen sammen med en oppositionsgruppe i Kvindeligt Arbejderforbund, havde ligeløn, seksualoplysning i skolerne og for voksne samt adgang til prævention og afkriminalisering af abort på deres i samtiden kontroversielle program.

Organisering

I mellemkrigstiden kom der for alvor gang i kvindernes organisering i Danmark. I 1920'erne opstod de første husmoderforeninger, som med tiden blev den største kvindeorganisering. Samtidigt steg antallet af fagligt organiserede kvindelige arbejdere. Med dannelsen i 1915 af Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, som fik en dansk afdeling samme år, begyndte kvindefredsbevægelsen i Danmark.

I 1930'erne opstod partipolitiske kvindeorganisationer, ofte på trods af modstand fra mændene i partierne. De organiserede titusindvis af kvinder, og 1940'erne og 1950'erne blev disse organisationers højdepunkt. De fleste blev i ligestillingens navn nedlagt i slutningen af 1960'erne.

Danske Kvinders Nationalråd, som i 1999 genoptog det oprindelige navn fra stiftelsen i 1899, Kvinderådet, har som paraplyorganisation for størstedelen af danske kvindeorganisationer arbejdet aktivt for reformer i kvindernes stilling via lovgivning.

Det kan diskuteres, om alle disse mange kvindeorganisationer skal regnes med til kvindebevægelsen; mange ville betakke sig for at blive kaldt kvindesagskvinder. I det omfang og i de perioder, organisationerne har arbejdet for feminismens målsætning, nemlig at afskaffe diskrimination mod kvinder og fjerne mandsdominans i samfundet, må de regnes som en del af kvindebevægelsen.

Ud fra en sådan indholdsbestemmelse har kvindebevægelsen i perioder været bred, fx i stemmeretskampen, og i andre perioder har kun de erklærede kvindesaglige organisationer, fx Dansk Kvindesamfund, stillet feministiske krav. Dog har der været bred enighed om krav om øget kvinderepræsentation og omkring støtte til de sociale forbedringer for kvinder og børn og den gradvise opbygning af den danske velfærdsstat.

Den lovgivningsorienterede kvindesag havde sin storhedstid i årtierne lige efter 2. Verdenskrig. Adgangen til lovgiverne var direkte, idet en femtedel af de kvindelige rigsdagsmedlemmer i perioden 1945-1979 samtidig eller tidligere sad i styrelsen for Dansk Kvindesamfund eller Danske Kvinders Nationalråd, mens omfanget i de følgende perioder og indtil i dag kun er nået op på et par procent.

Den "nye" kvindebevægelse

Kvindefestivalerne i København og Århus i 1970'erne samlede tusindvis af kvinder og en hel del mænd. Denne forside fra bladet Kvinder viser Lone Kellermann, som optrådte på festivalen i Fælledparken i København i 1975. Med Kvinder, som udkom 1974-85, forsøgte rødstrømperne at lave et feministisk alternativt til samtidens dameblade.

.

Årene omkring 1970 blev begyndelsen til et nyt højdepunkt i kvindebevægelsens historie. I Danmark var centrum Rødstrømpebevægelsen. På grundlag af kombinationen af radikal og venstreorienteret feminisme betegnes denne nye bølge i kvindebevægelsens historie som kvindefrigørelsesbevægelsen, på engelsk Women's Liberation Movement. Det betragtes ofte som kvindebevægelsens anden bølge, og blev derfor i samtiden kaldt den "nye" kvindebevægelse.

I USA fik den mere moderate feminisme, Women's Rights Movement, dog også en renæssance med dannelsen i 1966 af bl.a. National Organization for Women, NOW. En af initiativtagerne var Betty Friedan, hvis bog The Feminine Mystique (1963, på dansk i en forkortet udgave med den misvisende titel, Farvel, kvindesag?, 1964) fik stor betydning for kvindesagens opblussen i USA gennem dens beskrivelse af "problemet uden navn": Frustrationerne og tomheden hos forstadshusmoderen, der har alt undtagen en mening med livet.

I de nordiske lande opstod der ikke som i USA nye grene af den traditionelle kvinderetsbevægelse, fordi de oprindelige organisationer, i Danmark Dansk Kvindesamfund og Danske Kvinders nationalråd og i Sverige Fredrika Bremer-Förbundet og i Norge Norsk Kvindesaksforeningen, stadig var fuldt aktive.

Forløberen for Rødstrømpebevægelsen var den banebrydende ”nordiske kønsrolledebat": Efter at mange af kvindebevægelsens tidlige krav om retlig ligestilling mellem kvinder og mænd var gennemført, uden at den ønskede ligestilling var opnået, blev kritikken i 1960'erne rettet mod den stereotype opdragelse af piger og drenge lige fra babyens udstyr i lyserødt og lyseblåt til det kønsopdelte arbejdsmarked og uddannelsessystem. Nedbrydelse af ”mandssamfundet” blev nu sat på dagsordenen, og den traditionelle opfattelse, at de få kvindelige ledere og fraværet af kvindelige ”genier” skulle skyldes ”kvindens natur”, blev stærkt udfordret. Svenske Eva Moberg og danske Maria Marcus var vigtige inspirationskilder i 1960’erne.

Det nye radikale kvindeoprør begyndte i USA som en protest blandt kvinder på den nye og voksende venstrefløj (The New Left), der, som de kvindelige aktivister udtrykte det, var "trætte af at lave te til revolutionen". Oprøret bredte sig hurtigt over hele den vestlige verden, men nåede ikke Østeuropa.

Rødstrømpebevægelsen

I Danmark var Rødstrømpebevægelsen kernen i det nye kvindeoprør. Lesbisk Bevægelse arbejdede selvstændigt inden for Rødstrømpebevægelsen. I Sverige var Grupp 8 den vigtigste gruppe, mens det nye kvindeoprør i Norge deltes i to stridende grupper: Kvinnefronten og Nyfeministerne.

Bevægelsens vigtigste aktionsrepertoire var farverige og provokerende aktioner, som da en rødstrømpegruppe en tidlig morgen byggede en ny rampe af cement ned til Nørreport station, så også kvinder med barnevogn fik mulighed for at komme med toget, eller da en rødstrømpe under en 1. maj-demonstration erobrede mikrofonen fra LO-formanden og krævede ligeløn. Med entusiasme og en ukuelig tro på forandringens mulighed kastede først og fremmest unge kvinder sig ind i kampen. Kvindekamp og fællesskab mellem kvinder, "søsterskab", var strategien.

Samtalen i basisgrupperne mellem kvinder var i Danmark som i resten af den vestlige verden det organisatoriske grundprincip. "Det private er politisk" var et af bevægelsens vigtigste slogans. Man kritiserede alt: kvinders selvhad, opfattelsen af menstruation som uren, hustruvold og voldtægt, uligelønnen, diskriminationen af lesbiske og mænds manglende deltagelse i husarbejdet. Kort sagt kvindeundertrykkelsen i hjemmet, på arbejdsmarkedet, i organisationslivet, i balsalen, på gaden og i sengen. Kampen for fri og selvbestemt abort førte overalt til stor mobilisering.

Ifølge kvindefrigørelsesfeminismen er socialismen en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for kvindernes frigørelse, og derfor må både patriarkatet og kapitalismen bekæmpes. I Danmark stod der på bannerne ved de store kvindefestivaller, som samlede hundredevis af kvinder, men også en del mænd: ”Ingen kvindekamp uden klassekamp – ingen klassekamp uden kvindekamp”. Et slogan som ikke let lod sig oversætte til engelsk, men hvor første led indeholdt en kritik af de hidtidige kvinderetsbevægelser, og det andet led en kritik af mændene i ungdomsoprøret, studenterbevægelsen og Det nye Venstre generelt for at negligere kvindernes frigørelse.

Vigtige værker

Blandt det nye kvindeoprørs centrale værker var Kate Milletts Sexual Politics (1970, dansk titel Seksualpolitik, 1971), Germaine Greers The Female Eunuch (1970, dansk titel Den kvindelige eunuk, 1971) og Juliet Mitchells Woman's Estate (1971, dansk titel Kvindernes befrielse, 1972). Marge Piercys Woman on the Edge of Time (1976, dansk titel Kvinde ved tidens rand, 1980) var en af periodens få udfoldede feministiske utopier. Klassiske socialistisk-feministiske værker fik stor udbredelse, og værker af bl.a. Alexandra Kollontai, Clara Zetkin og Emma Goldman blev nu genudgivet i oversættelse.

Blandt de vigtigste danske inspirationskilder var Vita Andersens digtsamling Hold Kæft og vær smuk, 1978, og fra aktive rødstrømper, Suzanne Gieses Derfor kvindekamp. En bog om kvinders undertrykkelse 1973 og På andre tanker, 1978 samt Kvinde Kend Din Krop fra 1975, som er kommet i mange senere udgaver. Bladet Kvinder blev udgivet som et alternativt til tidens dameblade.

Dertil kom duplikerede nyhedsbreve, udgivet af lokale rødstrømpegrupper og kvindegrupper rundt om i landet.

Det nye kvindeoprørs betydning

Det nye kvindeoprør skabte en omfattende debat om kvinders vilkår, og tusindvis af yngre kvinder blev aktive feminister. Trods sin løse struktur eller måske netop pga. engagementet i de autonome basisgrupper lykkedes det bevægelsen at udvikle en omfattende ny feministisk modkultur med kvindebands, kvindeteater, kvindelitteratur, kvindesange, kvindefilm m.m.

Det nye kvindeoprør klingede ud i løbet af 1980'erne, men bevægelsen efterlod sig nye institutioner, bl.a. krisecentre for kvindelige voldsofre, kvindehelsecentre, samt kvinde- og kønsforskningen, som blev udviklet i Danmark, Norden og internationalt på baggrund af kritik af universiteterne for i forskningen og undervisningen at have negligeret kvinders skiftende livsvilkår og den strukturelle kvindeundertrykkelse, hvorved forståelsen af samfundsudviklingen måtte forblive mangelfuld.

Organisationen Kvinder for Fred og flere kvindefredslejre var også udløbere af den ny kvindebevægelse, ligesom Kvindehøjskolen (1978-1994) og fra 1982 Kvindemuseet (fra 2021 kaldet Køn, Gender Museum Denmark).

Kvindefrigørelsesbevægelsen havde ikke kvinders ligestilling med mænd som mål (”ikke på mændenes præmisser”). Målet var et helt anderledes samfund uden nogen form for undertrykkelse. Men den stærke udenomsparlamentariske mobilisering bidrog uden tvivl til at give den mere moderate, lovgivningsorienterede kvindesag øget legitimitet og fik dermed indirekte stor betydning for udviklingen af ligestillingspolitikken.

1970-80’ernes nye kvindebevægelse var primært en kulturforandrende græsrodsbevægelse, som bidrog til at skabe ændrede holdninger og adfærd i samfundet. Mange anså dog rødstrømperne for at være alt for rabiate og ville ikke selv betegne sig som rødstrømper, men gik alligevel ind for mange af eller alle deres mærkesager som fx ligeløn, fri abort og at mændene skulle tage en lige del af husarbejdet. Kvinderne i fagbevægelsens ledelse mente også, at rødstrømperne talte for meget om sex og krop, men samarbejdede dog med bevægelsen i bl.a. demonstrationerne for ligeløn. Brede alliancer lå også bag de mange protester, som førte til loven om fri abort i 1973.

I nogle tilfælde forhandlede den i egne øjne udenomsparlamentariske Rødstrømpebevægelse og kvindegrupperne, som var opstået over hele landet, direkte med politikere i kommunerne og ministerier, nemlig når det gjaldt offentlig støtte til kvindehuse og kvindeprojekter, bl.a. til kvindelejrene på Femø og Samsø. Disse sommerlejre for kvinder og deres børn, drengebørn dog kun op til 13 år, fik stor tilslutning. De vakte samtidig opsigt i medierne, som kunne udtrykke forbavselse over, at kvinder selv kunne klare at rejse store militærtelte og tømme lokummer.

Det var ikke mindst via de grænseoverskridende aktioner og den nye insisteren på, at ”det personlige er politisk”, at bevægelsen satte skub i debatten om, hvad kvinder kan og vil, og samtidig fik rettet søgelyset mod de kønnede magtstrukturer i alle dele af samfundet – en debat, som stadig foregår.

Internationalt samarbejde

Allerede omkring forrige århundredeskifte havde kvindebevægelserne god kontakt over landegrænserne, bl.a. via International Council of Women, der blev dannet 1888, og via den internationale stemmeretsorganisation, den senere International Alliance of Women, der blev stiftet 1904.

To store kvindekonferencer fandt sted i Danmark. I juli 1888 afholdtes et Nordiske Kvindemøde i København med ca. 700 tilmeldte deltagere. I 1910 afholdtes i København den anden socialistiske kvindekongres i tilknytning til Anden Internationale. Det var på denne kongres, at Kvindernes Internationale Kampdag blev indstiftet efter forslag fra Clara Zetkin.

Kvinder fra Norden var de første kvindelige delegater i Folkeforbundet. Efter 2. Verdenskrig blev FN en vigtig ramme for ideudveksling og samarbejde mellem kvindebevægelserne internationalt, ikke mindst i forbindelse med FN's kvindetiår 1975-1985 og verdenskvindekonferencerne i Mexico i 1975, København i 1980, Nairobi i 1985 og Beijing i 1995. Nu omfattede samarbejdet ikke kun landene i det Globale Nord, som havde domineret kvindearbejdet i FN i de første år, men også det Globale Syd, hvor mange nye kvindebevægelser var opstået i forbindelse med kampen for uafhængighed fra kolonimagterne.

I Øst- og Centraleuropa eksisterede der under kommunismen kun de officielle kvindeorganisationer, men efter systemskiftet blev der dannet nye, uafhængige kvindebevægelser. Dog under vanskelige vilkår, fordi kvindesag af mange i disse lande blev forbundet med kommunismens statslige kvindeorganiseringer og ’feminisme’ med vestlig indflydelse.

Antallet af transnationale kvindebevægelser, de såkaldt TNGO’er, er steget markant, så man i dag kan tale om en global feminisme. Nogle har form af paraplyorganisationer for nationale kvindeorganisationer som Den Europæiske Kvindelobby, andre blev fra starten etableret som internationale organisationer, fx. det omfattende NGO CSW Forum i tilknytning til FN's Kvindekommission eller det anti-fundamentalistiske feministiske netværk, Women Living under Muslim Laws (WLUML) fra 1984. Formålet er at påvirke de internationale organisationers beslutninger og påvirke den globale diskurs om kvinders vilkår. Den professionalisme, det kræver at begå sig på den internationale scene, kan være et problem for græsrodsbevægelser. På den anden side har internettet reduceret de høje omkostninger ved internationalt samarbejde, som det fx sås med den hurtige spredning af MeToo-bevægelsen.

Tredje eller fjerde bølge?

Kvindebevægelsen er i dag verdensomspændende. Samtidig har kvindebevægelser i det globale syd kritiseret den vestlige feminisme for at være etnocentrisk, og med start i bl.a. USA og Storbritannien har etniske minoriteter i Vesten kritiseret kvindebevægelsen for at repræsentere en overvejende hvid og middelklassebaseret feminisme.

Historisk har kvindebevægelsen altid været præget af ideologiske og klassemæssige splittelser, men samtidig også af forsøg på at skabe samarbejde mellem kvinder på tværs af disse skel. Brede alliancer har været dannet nationalt og internationalt omkring vigtige emner af særlig interesse for kvinder, bl.a. stemmeret for kvinder, øget kvinderepræsentation, ligeløn, ’reproductive health’ (en omskrivning af retten til prævention og selvbestemt abort samt sikre fødsler), bekæmpelse af vold mod kvinder og senest mod seksuelle krænkelser i MeToo-bevægelsen.

Udviklingen af begrebet intersektionalitet inden for kønsforskningen har haft stor indflydelse på idéudviklingen i dele af kvindebevægelsen. Specielt blandt de yngre generationer rettes fokus nu mod sammenhængen mellem køn, etnicitet, seksuel orientering, race og til dels også klasse – både når det gælder identitetsdannelse og kritikken af diskrimination og ulige magtforhold. Samtidig er der opstået nye alliancer mellem feminister og LGBT+bevægelserne. I Danmark, ligesom i mange andre lande, har 8. marts-demonstrationerne fået en opblomstring omkring et bredere feminisme-begreb, hvor ligestilling mellem kønnene sidestilles med eller afløses af et krav om diversitet. Samtidig sker der rundt omkring i verden, fx omkring #MeToo, nye mobiliseringer af kvinder, som måske for første gang oplever en styrke ved at deltage i en ren kvindemanifestation.

Nogle taler om det intersektionelle perspektiv som kvindebevægelsens tredje bølge. Andre taler allerede om en fjerde bølge. Jo tættere i tid, jo flere nuancer fremstår. Men hvis kvindebevægelsens bølger opfattes som historiske opsving af en vis varighed med en betydelig forandrende kraft og et internationalt gennemslag, vil historien formentlig udråbe MeToo-bevægelsen til kvindebevægelsens tredje store bølge.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Litteratur

  • Eva Hemmer Hansen: Blåstrømper, rødstrømper, uldstrømper. Dansk Kvindesamfunds historie i 100 år. Grevas 1970.
  • Drude Dahlerup: Rødstrømperne. Den danske Rødstrømpebevægelses udvikling, nytænkning og gennemslag 1970-1985. Gyldendal 1998, bd. I-II.
  • Anette Borchorst & Drude Dahlerup (red.): Før og efter Stemmeretten. Køn, demokrati og velfærd, 1915-2015. Frydenlund Academic. 2015.
  • Rawwida Baksh & Wendy Harcourt (red.): The Oxford Handbook of Transnational Feminist Movements. Oxford University Press. 2015.
  • Roman Kunar & David Paternotte (red.): Anti-Gender Campaigns in Europe. Mobilizing against Equality. Rowman & Littlefield. 2017.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig