Venstres Kvinder var ligesom Venstres Ungdom en sideorganisation inden for partiet Venstre. Men der var en vis modstand fra partiets side mod, at kvinderne organiserede sig i ’særorganisationer’, dvs. egne foreninger inden for partiet. Denne modstand betød, at der reelt var snævre rammer for Venstres Kvinders mulighed for at præge partiets politik og åbent kritisere partiet, sådan som Venstres Ungdom ofte gjorde.
Igen og igen forsikrede Venstres Kvinder, at de først og fremmest arbejdede for at styrke partiet og skaffe flere medlemmer. "Vort motto er 'Ikke mod Mændene, men med Mændene'”, skrev formanden, Magda Andersen, i 1948 i Venstres Maanedsblad nr. 3, idet hun understregede, at Venstres Kvinder via sit oplysningsarbejde blandt kvinder arbejder for selv at blive overflødige, nemlig ”den Dag da Mænd og Kvinder har samme politiske Viden og samme politiske Interesse”.
Venstres Kvinder organiserede foredragsaftener og studiekredse, ofte i samarbejde med Liberalt Oplysningsforbund. Den årlige oplysningsuge på Hindsgavl samlede hundredvis af venstrekvinder, og fik, ligesom de årlige landsdelsmøder, omfattende omtale i den lokale presse. Fuldt udbygget fulgte Venstres Kvinder i sin opbygning Venstres stærke forgrening af organisationer på lokal-, kreds-, amts- og landsdelsniveeau. På højdepunktet i 1950’erne var der omkring 100 lokale kvindekredse. Venstres Kvinder var ligesom Venstres Ungdom sikret repræsentation i paritets bestyrelser på de forskellige niveauer, og formanden og senere også næstformanden for Venstres Kvinder havde sæde i partiets hovedbestyrelse.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.