Venstres Kvinder var en sideorganisation i partiet Venstre, som samlede tusindvis af kvinder, primært landbokvinder. Venstres Kvinder og de socialdemokratiske kvindeudvalg var de to største partipolitiske kvindeorganisationer i Danmark i mellemkrigstiden og tiden efter 2. Verdenskrig. Venstres Kvinder blev nedlagt i 1969.

De første kvindeorganisationer i tilknytning til partiet Venstre opstod på Fyn i slutningen af 1920’erne, og snart bredte foreningerne sig over hele landet. I 1933 holdt Venstres Kvinder sit første landsmøde, og samme år blev Venstres Kvinder for første gang inviteret med til partiets landsmøde. Den første landsformand for Venstres Kvinder, Magda Andersen, var tillige meget aktiv i Dansk Kvindesamfund.

"Ikke mod Mændene, men med Mændene"

Venstres Kvinder var ligesom Venstres Ungdom en sideorganisation inden for partiet Venstre. Men der var en vis modstand fra partiets side mod, at kvinderne organiserede sig i ’særorganisationer’, dvs. egne foreninger inden for partiet. Denne modstand betød, at der reelt var snævre rammer for Venstres Kvinders mulighed for at præge partiets politik og åbent kritisere partiet, sådan som Venstres Ungdom ofte gjorde.

Igen og igen forsikrede Venstres Kvinder, at de først og fremmest arbejdede for at styrke partiet og skaffe flere medlemmer. "Vort motto er 'Ikke mod Mændene, men med Mændene'”, skrev formanden, Magda Andersen, i 1948 i Venstres Maanedsblad nr. 3, idet hun understregede, at Venstres Kvinder via sit oplysningsarbejde blandt kvinder arbejder for selv at blive overflødige, nemlig ”den Dag da Mænd og Kvinder har samme politiske Viden og samme politiske Interesse”.

Venstres Kvinder organiserede foredragsaftener og studiekredse, ofte i samarbejde med Liberalt Oplysningsforbund. Den årlige oplysningsuge på Hindsgavl samlede hundredvis af venstrekvinder, og fik, ligesom de årlige landsdelsmøder, omfattende omtale i den lokale presse. Fuldt udbygget fulgte Venstres Kvinder i sin opbygning Venstres stærke forgrening af organisationer på lokal-, kreds-, amts- og landsdelsniveeau. På højdepunktet i 1950’erne var der omkring 100 lokale kvindekredse. Venstres Kvinder var ligesom Venstres Ungdom sikret repræsentation i paritets bestyrelser på de forskellige niveauer, og formanden og senere også næstformanden for Venstres Kvinder havde sæde i partiets hovedbestyrelse.

Kvindernes egen skyld?

Formålet med det oplysende arbejde var at få kvinderne til at være mere politisk interesserede og mere aktive politisk. I mellemkrigstiden var det en udbredt opfattelse, også blandt kvindeorganisationerne, at den meget lave kvinderepræsentation var kvindernes egen skyld, idet kvinderne ikke var tilstrækkeligt interesserede i og ikke tilstrækkeligt indsat i politik og derfor måtte dygtiggøres.

Akkurat som de øvrige partipolitiske kvindeorganisationer i Danmark udarbejdede Venstres Kvinder ikke egne politiske programmer med krav på forandringerne, men der var en stigende utilfredshed med den lave andel kvinder på ledelsesposter i Venstres organisation og blandt partiets valgte.

Alle kvindelige medlemmer af en venstrevælgerforening var automatisk tilsluttet Venstres Kvinder, og man betalte intet kontingent. Historisk har mange kvindelige politikere på kommunalt-, amts- og landsniveau arbejdet sig op via Venstres Kvinder, dog ønskede ikke alle kvindelige medlemmer af Venstre at deltage i rene kvindeforeninger.

På Venstres landsmøde i 1969 blev Venstres Kvinder frataget sin forhåndsrepræsentation i partiets organer. Det var uklart, om formålet var helt at nedlægge Venstres Kvinder som organisation. I hvert fald vedtog Venstres Kvinder selv på sit delegeretmøde i 1970 under udtalt bitterhed, bl.a. fra landsformanden, fhv. folketingsmedlem Ellen Poulsen, at nedlægge Venstres Kvinder som landsorganisation. Også i mange andre partier blev de politiske kvindeorganisationer nedlagt i denne periode.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig