Lucretia Mott, 1793-1880, amerikansk kvækerpræst, abolitionist og kvindesagsforkæmper. Lucretia Mott, der var ud af kvækerfamilie, ordineredes 1818 til præst. Fra 1833 var hun en af de ledende i den amerikanske bevægelse for slaveriets ophævelse; mødet med den britiske abolitionismes kvindediskrimination fik hende til at tilslutte sig den gryende kvindebevægelse, og i 1848 blev hun sammen med blandt andre Elizabeth Cady Stanton initiativtager til Seneca Falls-kongressen, der regnes for den amerikanske kvindebevægelses begyndelse. Lucretia Mott valgtes flere gange til præsident for de kongresser, der ledte frem til dannelsen i 1869 af de første kvindevalgretsforeninger i USA.