• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed

Oprindelig forfatter Lous Seneste forfatter Redaktionen

Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, KILFF, international organisation, stiftet i 1915 efter et kvindefredsmøde i Haag, hvor kvinder fra 12 lande havde givet møde for at protestere mod den igangværende 1. Verdenskrig. I 1919 blev organisationen permanent under navnet Women's International League for Peace and Freedom, WILPF. Ligaen er tværpolitisk med en klar antiracistisk holdning, og hovedformålet er at hindre krig og opretholde verdensfreden. Ligaen arbejder også mod undertrykkelse af kvinder og for styrkelse af menneskerettighederne.

Den danske afdeling oprettedes i 1915 under navnet Danske Kvinders Fredskæde. I 1925 fik organisationen sit nuværende navn, dog var navnet 1969-96 det kortere International Liga for Fred og Frihed. Den danske afdeling havde i 1919 12.000 medlemmer og udgav fra 1924 Meddelelsesblad for Danske Kvinders Fredskæde, fra 1926 under navnet Fred og Frihed. Thora Daugaard (1874-1951) var ligaens formand 1920-41.

Ligaen har en lang tradition for samarbejde med andre freds- og nedrustningsorganisationer og arbejdede i slutningen af 1900-t. hovedsagelig med støtte til kvindeprojekter i krigshærgede lande. Efter Balkankrigenes afslutning er dette arbejde blevet videreført, nu med hovedvægten lagt på internationalt samarbejde mod handel med kvinder og implementeringen af FNs Sikkerhedsråds resolution om Kvinder, fred og sikkerhed. Medlemstallet i Danmark var i 2006 ca. 200.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eva Lous: Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=112799



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik