Kvindekommissionen

Kvindekommissionen blev nedsat i februar 1965 af statsminister Jens Otto Krag for at undersøge kvindernes stilling i samfundet og stille forslag til at skabe reel ligestilling for kvinderne. Kommissoriet begrundede behovet for kommissionen med, at store samfundsændringer havde grebet dybt ind i familiens og det enkelte menneskes vilkår, og de havde ændret i de traditionelle opfattelser af kvinders og mænds stilling. Kvinderne var gennemgående væsentligt ringere stillet end mænd og deres arbejde derfor dårligere betalt.

Der var som udgangspunkt uenighed om kommissionens fokus, sammensætning og størrelse. Forslaget kom fra kvinder, der var aktive i kvindeorganisationerne og i partierne, og de havde forestillet sig en lille, slagkraftig organisation efter svensk og norsk forbillede. Der var imidlertid mange forskellige interesser i spil, og Jens Otto Krag inddrog medlemmer fra en lang række organisationer, herunder kvindeorganisationerne, arbejdsmarkedets parter, ministerier og politiske partier.

Kommissionen blev derfor meget stor. Den fik i alt 55 medlemmer, og for at gøre den funktionsdygtig valgte Edel Saunte at opdele den i en række underudvalg, der arbejdede med hver deres område som fx uddannelsesforhold, arbejdsforhold, kvinders deltagelse i det offentlige liv, familiens og børnenes tilpasning, sociale forhold, sundhedsproblemer mm. Udvalgene udgav hver deres betænkninger med analyser af deres områder og forslag til ændringer.

Slutrapporten fra januar 1974 refererede konklusioner fra de otte delbetænkninger og opsummerede 187 forslag til ændringer.

Gennem de ni år, kommissionen arbejdede, var der allerede blevet realiseret en del af kommissionens forslag, hvoraf nogle var afledt af politiske diskussioner i andre sammenhænge. Det gjaldt fx for udbygning af daginstitutionerne. Dette spørgsmål havde givet anledning til stor diskussion i Kvindekommissionen, som var uenige, om børn skulle passes i familien eller i vuggestuer og børnehaver. Man forsøgte at få eksperter til at løse denne uenighed. Kommissionen skrev til det lægevidenskabelige og det filosofiske fakultet for at få svar på, om børneinstitutioner var skadelige for børn eller ej. Svarene var ikke entydige, og reelt var der allerede inden kommissionens nedsættelse truffet afgørende beslutninger på dette område.

Lov om børne- og ungdomsforsorg fra 1964 resulterede i en markant stigning i vuggestue- og børnehavepladser. Loven blev forhandlet og besluttet med afsæt i hensyn til børns sociale udvikling, mens kvinders tilgang til arbejdsmarkedet, som var Kvindekommissionens afsæt for diskussionen om børnepasning, spillede en meget begrænset rolle. I andre tilfælde var der blevet gennemført forslag, der var motiveret med hensyn til ligestilling mellem kønnene.

Ved afslutningen af kommissionens arbejde var det ikke muligt at opnå enighed om samlede anbefalinger. Kommissionens hovedforslag var oprettelse af et permanent ligestillingsorgan, men der var uenighed om sammensætningen af det. Især vægten af arbejdsmarkedets parter i ligestillingsorganet gav anledning til konflikt.

Kvindekommissionens slutrapport udkom i januar 1974, og opfølgningen af kommissionens arbejde blev behandlet under en forespørgselsdebat i Folketinget i november 1974. Den viste, at der ikke var flertal for forslaget om et permanent ligestillingsorgan. Statsminister Poul Hartling udtalte, at han så med stor skepsis på et stort organ med sekretariat, ”fordi bureaukratiske forskrifter, papirer, dokumenter osv. måske ikke umiddelbart fremmer arbejdet for at skabe mere ligelige betingelser for de to køn.” Men han slog samtidig fast, at regeringen ikke havde taget endelig stilling.

Forslaget blev dog realiseret i september 1975 efter et regeringsskifte. Statsminister Anker Jørgensen nedsatte Ligestillingsrådet administrativt. Det skete i lyset af, at FN havde udråbt 1975 til kvindeår.

På kort sigt fik Kvindekommissionen ikke stor direkte betydning. Det hang dels sammen med, at dens størrelse og sammensætning gav problemer med at opnå fælles anbefalinger, og dels at de økonomiske og politiske rammebetingelser havde ændret sig betydeligt siden kommissionens nedsættelse ni år tidligere.

Kvindekommissionen startede sit arbejde under en højkonjunktur med stort udækket behov for arbejdskraft, hvor både kvindeorganisationer, et bredt politisk flertal og virksomhederne ønskede flere kvinder på arbejdsmarkedet. Da den afsluttede sit arbejde, var dansk økonomi blevet hårdt ramt af en oliekrise med høj arbejdsløshed til følge. Politisk havde jordskredsvalget i 1973 omkalfatret dansk politik, fordi de gamle politiske partier, der havde en lang tradition for at indgå forlig med hinanden, blev udfordret af de nye partier på tinge. Det største nye parti, Fremskridtspartiet, var skeptisk over for offentlige udgifter og offentlig politik, og det noget mindre Kristeligt Folkeparti ønskede, at børnene skulle passes i familien.

På længere sigt satte Kvindekommissionen sig spor i form af etablering af ligestilling som et nyt område i dansk politik med Ligestillingsrådet som permanent ligestillingsorgan. Det omfattende analysearbejde, som kommissionen fik udarbejdet, bidrog til at kvalificere debatten om kvindernes placering, som der var meget begrænset viden om. Analyserne blev på denne måde en forløber for kvindeforskningen.

Senere blev ligestilling også gjort til et selvstændigt forvaltningsområde, dog altid knyttet til et andet politikområde. Dermed har der aldrig har været en ligestillingsminister, der udelukkende har haft ligestilling som ressort.

Der gik 30 år, før der igen blev nedsat en kommission, der skulle analysere ligestillingsarbejdet, nemlig Udvalget vedrørende det fremtidige ligestillingsarbejde. Det arbejdede fra 1996 til 1999.

• ligestilling
• Ligestillingsrådet

• Betænkning vedrørende kvindernes stilling i samfundet (1974): ”Slutrapport afgivet af den af statsministeren nedsatte kommission vedrørende kvindernes stilling i samfundet”. Betænkning nr. 715, København (på kb.dk).
• Anette Borchorst: Ligestillingsrådets historie (1999): ”Bilag til betænkning om det fremtidige ligestillingsarbejde og dets historie”. Betænkning nr. 1370. Det fremtidige Ligestillingsarbejde (kb.dk)