socialdemokratiske kvindeudvalg

De første socialdemokratiske kvindeforeninger opstod allerede kort efter partiets stiftelse i 1871. Den Frie Kvindelige Forening, oprettet i København i 1873, blev efter tidligere at have fået afslag i 1876 optaget i partiet. Vi ved, at lignende foreninger opstod i hvert fald i Århus og Helsingør. I den første periode, 1971-1978, byggede partiets struktur på kollektivt medlemskab, hovedsageligt faglige foreninger, hvilket gjorde det vanskeligt for kvinder at deltage, da de første kvindelige fagforeninger først dannedes i 1880-1890'erne. En praktisk hindring for kvinder var, at møderne ofte blev afholdt på værtshuse eller kroer.

Efter Socialdemokratiets omdannelse i 1878 blev det efter en lang diskussion vedtaget, at kvinder kunne blive medlemmer, men mange steder, f.eks. på Østerbro, opretholdt man forbuddet mod kvindelige medlemmer. I Socialdemokratiet i Århus, som på den tid bar navnet Demokratisk Samfund, fik kvinder adgang som medlemmer i 1889 til halv pris, men snart blev spørgsmålet rejst, om kvinderne havde ret til at tage kærester, som ikke var partimedlemmer, med til ballerne og diskussionerne i partiet. Generalforsamlingen sagde nej, selv om de mandlige medlemmers koner uanset medlemskab altid havde kunnet følge med.

I anledning af kvindernes kommunale valgret i 1908 vedtog Socialdemokratiets kongres i Odense i september 1908 følgende principper for kvinders deltagelse i partiet:

1. Partikongressen anerkender kun én arbejderbevægelse, den socialistiske, og derfor er ”der blandt Arbejderkvinderne ikke [...] Plads for en særlig Kvindebevægelse eller et separat Kvindeparti”.
2. Internt i partiet har kvinderne deres plads i Socialdemokratiets organisationer og ikke i ”separate Kvindeforeninger”.

Forklaringen på denne bemærkelsesværdige vedtagelse, som lagde grunden for det danske Socialdemokratis i europæisk sammenhæng meget restriktive linje over for socialdemokratiske kvindeforeninger, må søges i flere samtidige begivenheder.

I tilknytning til Anden Internationales kongres i Stuttgart i august 1907 blev der afholdt en international socialistisk kvindekonference. Her blev det kritiseret, at socialistiske kvinder i mange lande, herunder i Danmark, samarbejdede i tværpolitiske kvindevalgretsforeninger sammen med ’borgerlige’ kvinder. Danske socialdemokratiske kvinder besluttede derfor at trække sig ud af det fælles Valgretsforbund og gik i gang med i stedet at danne en egen valgretsforening under ledelse af den meget aktive Andrea Brochmann, som var formand fagforeningen De Kvindelige Herreskræddere. I et brev til partiets forretningsudvalg i maj 1908 anmoder hun om foreningens optagelse i Socialdemokratiet. Det afslås af partiet med den begrundelse, at der ikke optages ”særlige kvindeorganisationer” i partiet. I november 1908 stiftes derfor en fra partiet selvstændig Socialdemokratisk Kvindeforening. Selv om Thorvald Stauning i 1910 udsendte en advarsel til alle partiforeninger mod disse ”separatistiske Tilbøjeligheder”, eksisterede Socialdemokratisk Kvindeforening frem til 1958 og fik afdelinger i bl.a. Aalborg, Århus og Kolding.

Kongressens afstandtagen fra begrebet ’kvindeparti’ må derimod ses i sammenhæng med, at der ved valget i april 1908 til de nye Hjælpekasser, fattigkassernes afløser, hvortil kvinderne have fået stemmeret på lige fod med mændene, var opstillet enkelte tværpolitiske kvindepartier. Ved det følgende valg til de kommunale råd i 1909 dannedes ligeledes kvindepartier.

Inspireret af de svenske, østrigske og tyske socialistiske kvindebevægelser udarbejdede Louis Pios datter, Sylvia Pio, i 1928 et forslag til det første socialdemokratiske kvindeudvalg. Under indtryk af diskussionen i partiet understregede hun, at det ikke var meningen at oprette et selvstændigt kvindeforbund med egen medlemsskare, men alene et udvalg, der blev nedsat af de lokale partiforeninger. Formålet var, skrev hun, at støtte vælgerforeningerne i agitationsarbejdet over for kvinderne, dygtiggøre egne medlemmer og ”at interessere Foreningens kvindelige Medlemmer i Socialismen, baade i Theori og Praksis". Det blev understreget, at kvinderne have brug for at kunne tale sammen i et eget rum, og at partikulturen kunne være fremmed for kvinder, idet den jo var udviklet, før kvinderne havde fået adgang.

Ifølge de første københavnske regler havde de lokale kvindeudvalg forbud mod at kontakte hinanden direkte, men måtte gå gennem deres respektive lokale bestyrelser. Som modvægt dannedes en uformel Kvinde-Udvalgenes-Klub, KUK, som holdt møder hjemme i Sylvia Pios dagligstue, med Margrethe Høst Neerup som mangeårig formand. Ifølge Sylvia Pio satte Stauning sig imod dannelsen af en landsorganisation, og han ville heller ikke acceptere et forslag om et socialdemokratisk kvindeblad.

Perioden efter 2. Verdenskrig og op gennem 1950'erne blev de socialdemokratiske kvindeudvalgs storhedstid. Gennembruddet skete på partikongressen august 1945, hvor alle kvindeudvalgene nu fik lov til at arbejde sammen direkte uden at skulle gennem de lokale partiforeninger, og det blev tilladt at oprette kreds- og amtskvindeudvalg over hele landet. Kvindeudvalg skød op overalt, og på højdepunktet i 1950'erne var der over 700 lokale kvindeudvalg og 100 kredskvindeudvalg. I 1936 havde 6% af partiforeningerne nedsat et kvindeudvalg, en andel som steg til 35% i 1948 og 56% i 1959.

Kvindeudvalgene fandtes i alle amter og storkredse, men tættest i Københavnsområdet og færrest på Bornholm. Bladet Frie Kvinder udkom første gang i 1947. I 1948 afholdtes den første landsdækkende konference for socialdemokratiske kvinder – 48 år efter den første tilsvarende konference havde været afholdt i Tyskland.

Kvindeudvalgenes repræsentation i partiets styrende organer var svag og vekslende. Fra 1945 kunne formanden for det lokale kvindeudvalg ’indkaldes’ til vælgerforeningens bestyrelsesmøder. Kvindeudvalgene blev ikke repræsenteret i partiets centrale organer før 1961, hvor amstkvindeudvalgsformændene blev stemmeberettigede medlemmer på partiets årsmøder og på partikongressen.

En enestående kilde er de mange kvindeudvalgs årlige beretninger. Her fremgår det, at kvindeudvalgene brugte uforholdsvis mange kræfter og tid på at afholde basarer, sælge lodsedler m.v. for at samle penge ind til virksomheden. Ifølge vedtægterne skulle partiforeningerne egentlig forsyne udvalgene med midler, men det skete kun sporadisk. I årsrapporterne ser man også bredden i aktiviteterne, som favnede fra studiekredse, foredrag, sy- og tilskærerkurser, madlavningskurser til udflugter, gymnastik, håndbold og masser af kammeratlige sammenkomster for tusindvis af kvinder.

I 1960'erne kom der en vis afmatning. Samtidig var partiorganisationen generelt i problemer med faldende medlemstal. Det kom til en debat om kvindeudvalgenes berettigelse, bl.a. i Frie Kvinder, som nævnte to mulighed: Enten større selvstændighed eller nedlæggelse. En Fornyelsesrapport med Poul Nielson som formand foreslog bl.a. kvindeudvalgene afviklet, dog kun under visse forudsætninger. Rapporten blev modtaget med bitterhed i kvindeudvalgene, som kritiserede at udvalget bag rapporten bestod af otte mænd og kun én kvinde, Lene Christensen. På den efterfølgende kongres i 1969 blev der vedtaget et ganske uklart kompromis for, som det hed, at skabe fuld ligestilling mellem kønnene organisatorisk gennem at åbne op for et kvindeudvalgsarbejde på linje med andre af partiet nedsatte udvalg. Det var tydeligt, at man ikke direkte ville pålægge de enkelte partiforeninger at nedlægge deres kvindeudvalg, men reelt fik kvindeudvalgene dødsstødet. Det førte til opløsning af kvindeudvalgenes eget organisatoriske netværk, og lidt efter lidt blev de lokale kvindeudvalg nedlagt. I 1973 nedlagdes kvindesekretariatet, og Frie Kvinder gik ind.

De socialdemokratiske kvindeudvalg fra 1929-1969 var den største af de danske partipolitiske kvindeorganisationer. De mobiliserede talrige kvinder til politisk arbejde, idet de tog udgangspunkt i kvinders daglige interesser, deraf de mange madlavnings- og sykurser med indlagte sociale foredrag, som blev så forhånede. Men en af de vigtigste målsætninger, at rekruttere kvinder som partimedlemmer, blev opfyldt. Samtidig er mange kvindelige ledere i partiet blevet skolet gennem arbejdet i kvindeudvalgene.

Kvindeudvalgene i det danske Socialdemokrati førte sig, modsat deres finske, svenske og i en vis udstrækning også norske søsterorganisationer, ikke frem med egne politiske programmer. I en europæisk sammenhæng var det danske Socialdemokrati usædvanligt restriktivt over for separat kvindeorganisering.

De mange socialdemokratiske lokale kvindeudvalg må imidlertid betragtes som en ofte overset aktør i opbygningen af den danske velfærdsstat. Husmoderafløsningen var bl.a. de Socialdemokratiske Kvindeudvalgs væk. Organisationen Frie Børnehaver startede via kvindeudvalgene. Kvindeudvalgene arbejdede også aktivt for sundhedsplejerskernes udbredelse i de enkelte kommuner, og de indsamlede masser af penge til Mødrehjælpen. Næsten alle disse områder blev med de socialdemokratiske kvinders billigelse efterhånden overtaget af det offentlige, dvs. af statetn og kommunerne.

Under indtryk af det nye kvindeoprør i 1970’erne, bl.a. rødstrømperne og kvindegrupperne i SF, opstod en række nye og langt mere offensive kvindegrupper eller ligestillingsgrupper inden for Socialdemokratiet, bl.a. S-Klubben af 1975 og Nina Bang-gruppen. I 1977 blev der nedsat et centralt ligestillingsudvalg, og der blev i 1970’erne og 80’erne afholdt årlige kvindekonferencer med op mod 500 begejstrede deltagere. Den nye kvindemobilisering i partiet stillede krav om en ny og mere aktiv kvinde- og ligestillingspolitik og krævede bedre kvinderepræsentation i partiets interne organer og ved valgene. I 1988 blev der igen oprettet et ligestillingssekretariat.

Efterhånden fadede aktivismen dog ud, og ligestillingsarbejdet blev nu institutionaliseret i partiet som et arbejde for både kvinder og mænd. Det blev dog især drevet af kvinder. I dag findes igen en aktivistisk gruppe, Helga Netværket, i tilknytning til Socialdemokratiet.

Den historisk stærke mandsdominans i Socialdemokratiet var nu blevet ændret. Fordi mænd og kvinder betalte forskelligt kontingent, ved vi, at kvindernes andel af Socialdemokratiets medlemsskare steg fra 17% kvinder i 1915 til omkring 40% i 1950'erne, dog med et lille fald i 1930'erne. Langsomt steg kvindeandelen i Hovedbestyrelsen, og den kom i 1988 op over 25%. I 1988 kom kvindeandelen i partiets folketingsgruppe for første gang over 30%-tærsklen, men den har svinget op og ned ved de følgende valg.

• partipolitiske kvindeorganisationer
• Socialdemokratiet