Jægere ved statsbanket i 2017.
To jægere står i den mørkegrønne uniform bag dronning Margrethe og kong Philippe af Belgien ved statsbanketten på Christiansborg slot i 2017 i anledning af et todages statsbesøg.
Jægere ved statsbanket i 2017.
Af /Ritzau Scanpix.

Jæger er i dag en stillingsbetegnelse for den regerende majestæts personlige tjener. Ved officielle arrangementer følger jægeren majestæten og står bl.a. ved gallamiddage bag majestætens stol. Jægeren kan kendes på sin mørkegrønne uniform til forskel for de nærmeste kollegaer, løbere og livrister, der er iført rød uniform.

Fra jagt til opvartning

Kongelig jæger i 1807.
Jægerens uniform anno 1807. Akvarel af Johannes Senn.
Af /Statens Museum for Kunst.

Jægerens titel og uniform afspejler jægerstillingens oprindelige formål. Jægeren havde, som titlen også antyder, til formål at bistå kongen ved jagt samt med vildtforsyninger til kongens bord. Jægeren stod ofte kongen nær, idet jagt under særligt Christian 5. var enyndet kongelig beskæftigelse og en statusmarkør. Jagt på storvildt var et kongeligt regale, hvilket betød, at alene majestæten og hans følge havde ret til jagt på bl.a. kronvildt. Nærheden til kongen gjorde stillinger som jæger eller i det kongelige jagtvæsen attraktive, idet disse kunne være springbræt til en karriere ved hoffet eller i centraladministrationen.

I dag deltager jægeren ikke længere i jagt, men fungerer alene som kongelig oppasser og tjener for den regerende majestæt.

Jægerens arbejdsopgaver

Der er normalt to jægere ansatte ved hoffet som på skift er i tjeneste ved majestæten. Foruden at bestride opgaven som personlig tjener fungerer jægeren som daglig arbejdsleder for det tjenestegørende vagthold af livrister og løbere. Jægeren varetager blandt andet koordineringen af tjenerskabets opgaver, der består af en bred vifte af gøremål fra pudsning af sølvtøj til modtagelse af gæster.

Ved statsbesøg er begge jægere i tjeneste, som det bl.a. kan opleves ved gallamiddage. Her opvarter den ene jæger majestæten og står bag denne, mens den anden står bag det besøgende statsoverhoved.

Uniform

Jægerne har forskellige uniformer til deres rådighed. Den fornemste, gallauniformen, består af en mørkegrøn jakke med sølvtresser, sølvknapper med rigsvåbenet samt epauletter med sølvkantille og majestætens monogram i guldbroderi. Dertil trekantet hat. På bandoleret, en skrårem af læder med sølvnitter, er der fortil monteret et stort ovalt skjold med rigsvåbenet, ligesom en fløjte er monteret. I uniformens sølvbeslåede bælte hænger bl.a. jagthorn, krudtmål og hirschfænger. Sammen med den mørkegrønne farve refererer uniformens forskellige dekorationer og genstande til jægerens oprindelige funktion i jagtvæsenet.

I dagligdagen bærer jægeren en enkel, ensfarvet grøn uniform bestående af uniformsjakke og bukser. Om sommeren kan jægeren iføre sig hvid jakke til de grønne bukser samt hvidt huebetræk på kasketten.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig