Strategiske råvarer, råvarer, som er vigtige for våbenproduktion og krigsførelse, og som staterne derfor ønsker at sikre sig adgang til eller hindre modparten i at opnå. Karakteren af de strategisk vigtige varer skifter med tiden. I sejlskibenes tid var hamp, beg og tjære strategisk vigtige varer, senere blev det kul, stål og olie. Omkring 2000 bruges betegnelsen mest om sjældnere stoffer som molybdæn, titanium eller uran. Pga. tekniske substitueringsmuligheder findes der dog næppe i dag strategiske råvarer af afgørende betydning, når der ses bort fra olie og i visse dele af verden vand.