stormagt

Begrebets oprindelse fortaber sig. I en vesteuropæisk sammenhæng kan fænomenet, som vi kender det i dag, dateres til 1400-, 1500- og 1600-tallets statsdannelser og magtkampe. Begrebet blev taget formelt i brug i 1815, hvor Wienerkongressen efter Napoleonskrigene anerkendte Storbritannien, Frankrig, Østrig, Preussen og Rusland som stormagter.

Den tyske historiker Leopold von Ranke definerede i 1833 stormagtstatus (i en europæisk sammenhæng) som evnen til at forsvare sig mod andre stater, selv når disse forener deres kræfter. Tidligere kunne en stat opnå stormagtsstatus ved at besejre en eksisterende stormagt i krig; således fik den første ikke-vestlige stormagt, Japan, denne status ved sin sejr 1905 over Rusland.

Antallet af alment anerkendte stormagter steg til omkring otte i 1914 (Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Østrig-Ungarn, Rusland, Italien, USA og Japan). Efter 1945 og under den kolde krig indførtes et nyt begreb, supermagter, som i højere grad signalerede en global magtposition og kontinentstore magter. Samtidig mistede Storbritannien og Frankrig noget af deres status i forbindelse med tabet af deres koloniale imperier.

I årene efter afslutningen af den kolde krig, talte man om en unipolær verdensorden, hvor der reelt kun eksisterer én global supermagt, nemlig USA. Men dette billede er nu til dels under opbrud.

Det er ikke entydigt, om det, der definerer en stormagt, er den objektive magtfordeling eller den sociale status, der følger af optagelse i stormagternes "klub". Det kan desuden afhænge af, om man taler om militær, økonomisk, politisk, eller andre former for magt.

I de senere år har særligt Kina forsøgt at gøre USA rangen stridig som supermagt. Derudover ses en række regionale stormagter, som måske ikke øver afgørende international indflydelse i sig selv, men derimod væsentlig regional indflydelse. Sammen udgør de en stigende international magtfaktor – fx de såkaldte BRIKS-lande (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika). Således kan man også tale om sammenslutninger af stater med stormagtsindflydelse, fx EU, eller den såkaldte G7-koalition af nogle af verdens førende (vestligsindede) økonomier (Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, USA og Storbritannien) inden for den økonomiske sfære.

På trods af det grundlæggende folkeretlige princip om staternes lighed er stormagter også i dag tillagt særlige rettigheder. Det skyldes bl.a., at de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd (Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA) er udstyret med vetoret.

• international politik
• det internationale system
• internationale organisationer
• småstater
• realisme – statskundskab
• FN
• NATO