Magtbalance er dels det til enhver tid herskende magtforhold mellem de vigtigste stater i et system, hvad enten det drejer sig om det internationale system eller et regionalt system som Europa. Dels er det en tendens til dannelse af en magtmæssig ligevægt i et sådant system.

Magtbalanceteorien og dens brug

Magtbalanceteorien, der står centralt i den såkaldte realistiske skole i disciplinen international politik, postulerer, at ethvert system vil tilstræbe en balance. Balancen forhindrer den eller de stærkeste stater i at dominere eller underlægge sig de øvrige. Hvis en stat bliver for stærk, vil andre stater alliere sig imod den, således at en ligevægt opstår.

Et vigtigt aspekt ved enhver magtbalance er polariteten, dvs. hvor mange stormagter (poler) den hviler på.

Multipolær magtbalance

Et multipolært system består af flere end tre stormagter, der afbalancerer hinanden, først og fremmest gennem skiftende alliancer. Balancen kan være udtryk for en bevidst politik fra en eller flere staters side, men kan også have karakter af en næsten automatisk selvjustering.

Det klassiske eksempel på en multipolær magtbalance er det europæiske magtbalancesystem fra Den Westfalske Fred i 1648 og frem til 2. Verdenskrig. Systemet bestod af en række skiftende stormagter, Frankrig, Preussen (senere Tyskland), Østrig-Ungarn, Rusland, Storbritannien mfl., der i et varierende alliancemønster uden permanente venner eller fjender søgte at bevare systemets status quo.

Den ultimative justeringsmekanisme var krig, der som regel havde det sigte at modvirke én magts dominans, kaldet hegemoni. I dette system optrådte Storbritannien som balancemagten, der ved en bevidst antihegemonisk alliancepolitik søgte at fastholde en magtbalance på det europæiske kontinent og hindre opkomsten af en magt, der kunne true Storbritannien. USA's indgriben i 1. Verdenskrig og 2. Verdenskrig havde samme baggrund.

Trods de periodiske krige anses den multipolære magtbalance af mange klassiske magtbalanceteoretikere for at være mere stabil end andre former for magtbalancer, specielt den trilaterale, altså med tre stormagter.

Den kolde krig: den bipolære magtbalance

Efter 2. Verdenskrig opstod en ny form for magtbalance under den kolde krig, nemlig den bipolære, domineret af de to såkaldte supermagter USA og Sovjetunionen. I modsætning til den multipolære magtbalance, hvor magtforholdet justeres ved allianceændringer og krig, var justeringsmekanismen i det bipolære system militære rustninger, især på atomvåbenområdet.

Resultatet blev den såkaldte terrorbalance, hvor ligevægten blev skabt ved gensidig afskrækkelse og frygten for en ødelæggende atomvåbenkrig. Efter nogle teoretikeres opfattelse var denne konstellation mere stabil end den multilaterale magtbalance, fordi den skabte store tilskyndelser til at undgå krig.

Fra uni- til multipolaritet?

Efter den kolde krig og efter Sovjetunionens opløsning ophørte det bipolære system, idet USA stod tilbage som den ubestridt dominerende magt i det internationale system. Denne konstellation kan betegnes som en unipolaritet, da der nu kun er én betydende pol, som de øvrige stater i systemet flokkes om.

De senere år og i overensstemmelse med den klassiske magtbalanceteori, er unipolariteten dog ved at blive afløst af en højere grad af multipolær orden. Det sker med fremkomsten af flere regionale stormagter, og ved at andre magter, særligt Kina, til tider sammen med Rusland afbalancerer USA's magtposition.

På længere sigt kunne man forestille sig EU som endnu en ’pol’. Men det afhænger af fremtiden for EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik samt forholdet til USA.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig