Kolonialisme. Plakat udarbejdet af det britiske regeringskontor Empire Marketing Board, som eksisterede 1926-33. Kontorets funktion var at markedsføre produkter fra Det Britiske Imperium. Denne plakat var fremstillet til udstillingsvinduer og plankeværker og viser vareudvekslingen mellem de afrikanske kolonier og moderlandet 1895-1925. Teksten på det øverste skriftbånd lyder Jungler i dag er guldminer i morgen.

.

Kolonialisme. Afrikanske slaver spillede en stor rolle som arbejdskraft i de danske kolonier i Vestindien. Her er slaveskibet Fredensborg af København, ført af kaptajn Jens Jensen Berg, på vej fra Guldkysten til Dansk Vestindien i 1789. De tre sejldugscylindre er kulsejl, der ledte frisk luft ned i lasten, hvor 301 slaver var stuvet sammen. På skansens agter luftedes de relativt ufarlige fruentimmerslaver. Mandsslaverne derimod blev luftet nede i kulen foran den svære palisade, som havde skydeskår, og der stod også et par kanoner ladet med skrå, dvs. gamle søm og andet jernaffald. Samtidig farvelagt tegning af ukendt kunstner.

.

Kolonialisme. Kinesiske arbejdere i færd med at sortere tobak på en hollandsk tobaksplantage; arbejdet overvåges fra galleriet af koloniherrerne. Fotografi fra Østsumatra ca. 1885.

.

Kolonialisme. På kortet ses de vigtigste europæiske kolonimagters besiddelser i Amerika i hhv. ca. 1600 og ca. 1750. At visse områder havde en meget omskiftelig historie i den mellemliggende periode, fremgår således ikke. Desuden var graden af reel kontrol meget varierende, ligesom mange områder var omstridte og med ikke særlig præcist definerede grænser; farveangivelserne skal derfor tages med et vist forbehold.

.

Kolonialisme. De spanske koloniherrers fremfærd i Amerika blev mødt af kraftig kritik især fra dele af dominikanerordenen. Mens de verdslige motiver til kolonisering først og fremmest hang sammen med ønsket om at vinde rigdom og ære, så mange inden for munkeordnerne muligheden for at skabe sande kristne samfund i de spanske kolonier i Amerika, når de indfødte var blevet kristnet. Her døbes en indfødt af en dominikanermunk. Maleri fra 1600-t. af den mexicanske kunstner Castillo de Chapultepec.

.

Kolonialisme er et lands erobring og besiddelse af landområder uden for sit eget territoriums grænser. Formålet vil ofte være at opnå politiske eller økonomiske fordele for moderlandet. Hermed bliver kolonialisme tæt forbundet med imperialisme. Det afgørende er dog det formelle herredømme, mens spørgsmålet om en evt. økonomisk udbytning er sekundært.

Faktaboks

Etymologi
Ordet koloni kommer af latin colonia 'landgård, udflyttersamfund', af colere 'dyrke'. Endelsen -isme angiver en holdning, fx politisk, en bevægelse, en virksomhed eller en tilstand

Kolonialisme retfærdiggøres ofte gennem henvisning til gavnlige virkninger for de koloniserede, fx gennem udbredelsen af fremskridt og civilisation.

Det mest omfattende eksempel på kolonialisme er de europæiske magters erobring især i 1700- og 1800-t. af store dele af de landområder, der i dag kaldes ulandene.

De tidligere koloniområders fortsatte økonomiske afhængighed på trods af politisk selvstændighed betegnes ofte neokolonialisme.

Kolonialismens historie

Kolonialisme i ordets videste betydning har eksisteret så langt tilbage, vi kan følge menneskenes historie, men her vil kun den europæiske kolonialisme efter de store opdagelser blive behandlet.

Denne periode, den såkaldte europæiske ekspansion, påkalder sig særlig interesse, fordi de europæiske kolonisationer på en så afgørende måde har medvirket til at forme den verden, vi nu lever i.

Kolonialismens forskellige motiver

Kolonialisme, kolonisering og kolonier er ikke entydige begreber. Forskellige motiver kunne føre til kolonidannelse, og forskellige vilkår i de områder, som europæerne nåede frem til, skabte forskellige behov og muligheder.

Købmanden, krigeren, missionæren og pioneren havde ikke samme interesser. Handel kunne være kolonialismens eneste formål, og for købmændene var et sikkert fodfæste i handelsknudepunkter, emporier, tilstrækkeligt. Men ofte var plyndring, erobring og underkastelse af fremmede folkeslag et mål i sig selv.

Erobring førte til emigration og bosættelse, i nogle tilfælde alene med henblik på at organisere en produktion af varer til det europæiske marked, i andre tilfælde blev resultatet en bosættelse, der domineredes helt af europæiske udvandrere, som i kolonierne genskabte samfund af europæisk type.

Den Iberiske Halvø som udgangspunkt

Så at sige alle europæiske lande deltog i kolonialisme og kolonidannelse, men udgangspunktet var Den Iberiske Halvø, Portugal og Spanien, i tæt samarbejde med italienske købmænd. Allerede i 1300-t. indledte Spanien erobringen og koloniseringen af De Kanariske Øer.

I 1415 erobrede portugiserne den nordafrikanske by Ceuta, hvor de fik kontakt med de karavanekøbmænd, der krydsede Sahara med vestafrikansk guld, og dermed også med information om de områder, hvor guldet blev udvundet.

Få år senere begyndte portugisiske skibe at sejle længere og længere mod syd langs den afrikanske kyst, og regelmæssig handel blev praktiseret fra befæstede portugisiske handelspladser som Arguin (fra ca. 1445) og Elmina (fra 1481/82).

En del af drivkraften bag de portugisiske rejser var håbet om at finde en søvej til Asien syd om Afrika. I den samme periode indledtes koloniseringen af Azorerne, Kap Verde-øerne og Madeira i Atlanterhavet, og især Madeira blev snart en vigtig producent af sukker til det europæiske marked.

Spanierne og portugiserne i Amerika

Christoffer Columbus' rejse i 1492 var planlagt med henblik på at finde søvejen til Asien ved at sejle mod vest. Man håbede at finde byer, der var egnede til handel, men de samfund, spanierne mødte på De Vestindiske Øer, var agerbrugssamfund uden byer og med kun svagt udviklet handel.

Til gengæld fandtes der guld i floderne, og udvaskningen af det med tvangsudskrevet indiansk arbejdskraft blev det økonomiske grundlag for de tidligste kolonier i Amerika, Santo Domingo på Hispaniola fra 1496, Cuba fra 1511 og Jamaica fra 1512.

Koloniseringen tager fart

Med Hernán Cortés' rejse til Mexico 1519 og erobringen af Aztekerriget 1519-21 trådte koloniseringen af Amerika ind i en ny fase. I Mexico fandt spanierne nemlig et forholdsvis gennemorganiseret samfund, der lod sig beherske, da de først havde sat sig i besiddelse af hovedstaden, Tenochtitlan, det nuværende Mexico City.

Det økonomiske grundlag blev nu indianernes tributforpligtelse, der organiseredes gennem de såkaldte encomiendas. I 1532-33 erobredes det ligeledes gennemorganiserede Inkarige i det vestlige Sydamerika. Underkastelsen af de mere spredte og mindre centraliserede indianersamfund i det øvrige Amerika blev til gengæld en århundredlang proces.

Til de spanske kolonier i Amerika knyttedes fra 1564 Filippinerne, der især fik betydning, fordi det blev muligt at handle amerikansk sølv for kinesisk silke over Manila.

Sølvets betydning

Afgørende for de spanske kolonier i Amerika blev opdagelsen af rige sølvforekomster i Peru, især i Potosí (i det nuværende Bolivia), og i Mexico. Sølvet forblev gennem 1500-, 1600- og 1700-t. langt den vigtigste eksportvare fra de spanske kolonier til Europa og den spanske krones vigtigste indkomstkilde fra de oversøiske besiddelser.

Store befolkningstab

Et andet afgørende forhold var de katastrofale befolkningstab, der især i de tættest befolkede områder ramte den indianske befolkning som følge af mødet med sygdomme fra den gamle verden. Det skabte problemer for spanierne mht. rekrutteringen af arbejdskraft, men affolkningen gjorde det til gengæld muligt at oprette storgodser, haciendas.

Spansk emigration og den nye befolkningssammensætning

De spanske kolonier i Amerika tiltrak mange emigranter. Næsten 500.000 spaniere rejste ud før 1650; mange vendte hjem igen efter en årrække, men de fleste blev og stiftede familie. Den spanske administration koncentreredes i en række byer, hvor hovedparten af de spanske indvandrere og deres efterkommere slog sig ned.

I begyndelsen var kun en lille del af indvandrerne kvinder, og ægteskab mellem spanske mænd og indianske kvinder var ikke ualmindeligt, især i de første årtier efter erobringerne.

Allerede efter få generationer begyndte et nyt, differentieret kolonisamfund at tage form. De ledende embedsmænd rekrutteredes oftest i Spanien. Som peninsulares (sp. 'fra halvøen') forventedes de at være mere loyale over for den fjerne spanske konge end kreolerne, dvs. folk af europæisk afstamning, men født på stedet.

Den kreolske overklasse bestod af godsejere og mineejere, gejstlige, sagførere og storkøbmænd. Til dem knyttede der sig en omfattende gruppe af lavere embedsmænd. Håndværkere og småhandlende var ofte mestizer eller folk af blandet afrikansk og europæisk herkomst. Lavest på den sociale rangstige stod slaver og indianere.

Koloniseringen af Brasilien

Koloniseringen af Brasilien, der pga. Tordesillastraktaten af 1494 var tilfaldet Portugal, fik ikke samme eksplosive karakter, men i slutningen af 1500-t. var Brasilien blevet en vigtig leverandør af sukker til det europæiske marked.

Arbejdskraften på de brasilianske sukkerplantager bestod af slaver importeret fra Afrika og indfangede indianere. Dødeligheden var høj for begge grupper, men de afrikanske slaver tilpassede sig lettere vilkårene på slaveplantagerne. Kolonisterne samlede sig om sukkermøllerne i Nordøstbrasilien, men de brasilianske byer var få og små helt frem til 1800-tallet.

Efter at sukkerproduktionen på De Vestindiske Øer havde taget fart fra midten af 1600-t. stagnerede den brasilianske sukkerproduktion; opdagelsen af rige guldforekomster ca. 1695 og diamantlejer ca. 1730 skabte imidlertid ny velstand og en forskydning af Brasiliens økonomiske tyngdepunkt mod syd til området omkring São Paulo og Rio de Janeiro.

Portugiserne i Asien

Efter Vasco da Gamas tilbagekomst i 1499 fra den første rejse syd om Kap det Gode Håb til Indien tog den portugisiske konge titel af "Herre over Guinea og over erobringen, handelen og sejladsen i Etiopien, Arabien, Persien og Indien" og markerede dermed sin vilje til magtpolitisk at udnytte opdagelsen af søvejen til Indien.

De vilkår, som portugiserne mødte i Asien, var imidlertid ganske anderledes end dem, europæerne havde mødt i Amerika. Overalt fra Østafrika til Japan fandtes der havne og handelsbyer, de såkaldte emporier, der åbnede mulighed for handel uden erobring, og de asiatiske imperier var ikke som de amerikanske sårbare over for angreb udefra.

Herredømmet over havet

På den anden side var de heller ikke særligt interesserede i, hvad der foregik på havet, og ingen af dem rådede over en krigsmarine af betydning. Den tidlige portugisiske kolonialisme i Asien prægedes derfor af herredømmet over havet.

Erobringerne begrænsede sig til en række strategisk placerede knudepunkter, først og fremmest Goa (1510), der blev hovedsæde for vicekongen over Estado da India, Portugisisk Indien, Melaka (1511) og Hormuz (1515). De portugisiske skibe kunne tvinge store dele af den asiatiske skibsfart gennem havne under portugisisk kontrol og dermed sikre Estado da India betydelige toldindtægter, men det lykkedes aldrig at gennemføre dette monopolsystem til fuldkommenhed, idet de asiatiske søfarere hurtigt fandt veje til at undgå den portugisiske kontrol.

En anden side af den portugisiske kolonisering i Asien blev portugisiske købmænds deltagelse i den asiatiske søfart og søhandel enten på lige fod med asiatiske foretagere eller under særlig privilegerede vilkår som på den vigtige rute mellem Kina og Japan.

Hollænderne i Asien og Amerika

Portugal og Spanien krævede under henvisning til den pavelige bulle Inter Caetera fra 1493 eneret til besejlingen af de nye verdener, som opdagelserne havde åbnet. Kravet respekteredes dog kun af andre europæiske stater i det omfang, det blev forsvaret med våbenmagt.

Allerede i løbet af 1500-tallet udgik der oversøiske rejser fra England, Holland og Frankrig, men først ca. 1600 begyndte nordvesteuropæerne for alvor at trænge ind i Amerika og i de asiatiske farvande.

Den hollandske kolonialisme prægedes først og fremmest af Hollands position som førende handels- og skibsfartsnation i Europa gennem det meste af 1600-tallet. Handel var altid hovedformålet; erobring og bosættelse underordnet.

Det Forenede Ostindiske Kompagni

I Asien havde det private Forenede Ostindiske Kompagni (VOC) fra 1602 eneret på sejlads og handel fra Holland. I kraft af sit privilegiebrev kunne kompagniet oprette diplomatiske forbindelser, holde sin egen hær og flåde og føre krig. Fra 1619 styredes det hollandske handelsnet i Asien fra Batavia (det nuværende Jakarta) af en generalguvernør.

Asiatiske erobringer

Bandaøerne og andre dele af Molukkerne, de eneste steder i verden, hvor de eftertragtede krydderier nelliker og muskat produceredes, blev hurtigt bragt under kompagniets herredømme. I 1641 erobredes Melaka fra portugiserne, og hertil føjedes i 1658 Sri Lanka, der var den eneste eksportør af kanel. Dermed havde hollænderne fået monopol på de tre kostbareste krydderier.

Med erobringen af Cochin i 1663 håbede de også at have et monopol på peber inden for rækkevidde, men peberdyrkning var udbredt over så store dele af Asien, at monopolet ikke kunne opnås.

Til erobringerne føjedes bl.a. Makassar og dele af Vestjava. I 1652 anlagdes ved Kap det Gode Håb en koloni, det nuværende Cape Town, der skulle tjene som forsyningshavn for kompagniets skibe på den mindst seks måneder lange rejse mellem Europa og Batavia. De omfattende, men spredte erobringer var dog ikke et mål i sig selv, de skulle blot sikre den indbringende handel.

Den hollandske kolonialismes organisering

Den typiske nederlandske tilstedeværelse tog oftest form af et handelskontor i et handelsknudepunkt, enten på lige fod med andre asiatiske eller europæiske handlende eller måske med særlige rettigheder, der var indrømmet dem af den lokale fyrste. En flåde på 20-40 skibe fra Holland indløb årlig til Batavia, og herfra hjemsendtes returfragterne.

Fra hovedkontoret i Batavia dirigeredes en flåde af kompagniskibe fra havn til havn med deres laster af sølv fra Europa eller Japan, bomuldstøj fra Indien, krydderier og tin fra Sydøstasien, silke fra Persien og Bengalen eller silketøj og porcelæn fra Kina.

Især handelen på Japan blev en indbringende forretning for hollænderne, der som de eneste europæere fik lov til at besejle Japan, efter at portugiserne i 1639 var blevet udvist. VOC blev 1600-t.s største erhvervsvirksomhed med op til 20.000 ansatte. Gennem 1600-t. kunne kompagniet årligt udbetale 20-40% i dividende til sine parthavere.

Det Vestindiske Kompagni

Også i Atlanterhavet søgte hollænderne at koordinere deres handel ved oprettelsen i 1621 af et monopolkompagni, det Vestindiske Kompagni (WIC). Allerede før da havde forskellige købmandssammenslutninger drevet handel på Amerika, bl.a. fra 1613 gennem Ny Amsterdam (nuv. New York) ved Hudsonflodens munding, hvorfra det var muligt at købe pelsværk fra den indianske befolkning. WIC var i højere grad end VOC politisk motiveret.

Krig mod Spanien på Brasiliansk jord

Efter en tolvårig våbenstilstand var hollænderne fra 1621 atter i krig med Spanien, der var forenet med Portugal i personalunion, og gennem et angreb på Brasilien håbede hollænderne at forene god forretning med et dræbende slag mod det spansk-portugisiske imperium. Fra omkring 1630 syntes det at lykkes; både det nordøstlige Brasilien og næsten alle portugisiske handelsstationer på den vestafrikanske kyst var under kompagniets herredømme.

Et uventet oprør i 1644 blandt de portugisiske kolonister i Brasilien knuste imidlertid dette eneste store forsøg på at skabe en bosættelseskoloni under hollandsk herredømme. Tilbage var senere kun øen Curaçao ud for den venezuelanske kyst, nogle plantagekolonier på Guyanas kyst samt Ny Amsterdam, der dog i 1664 erobredes af England.

England i Amerika og Asien

Også England var fra begyndelsen af 1600-tallet begyndt at interessere sig for oversøisk sejlads og handel og kolonisering (se Det Britiske Imperium). Mod vest var det især den nordamerikanske østkyst og De Vestindiske Øer, der blev genstand for kolonisering, om end under vidt forskellige former. På De Vestindiske Øer oprettedes plantagekolonier.

I begyndelsen havde englænderne kun kontrol med nogle mindre øer med Barbados som den vigtigste. Senere fulgte større øer, først og fremmest Jamaica, der var efterladt næsten ubeboede, efter at spanierne havde flyttet deres opmærksomhed til fastlandet. Englænderne producerede først tobak, hvorefter de fra 1640'erne gik over til sukkerproduktion med slavearbejdskraft.

Nordamerika

På den nordamerikanske østkyst begyndte den engelske kolonisering af Virginia i 1607. Både Virginia og de senere grundlagte sydligere kolonier Maryland, North Carolina, South Carolina og Georgia domineredes af tobaksproduktion, senere også af dyrkning af ris og bomuld på slaveplantager.

New England-kolonierne

De nordlige kolonier, New England, blev bosættelseskolonier af en ny type. Klimaet tillod kun produktion af de samme varer som i Europa, og der var ingen store riger at erobre. Tværtimod tyder alt på, at epidemier havde reduceret den oprindelige befolkning kraftigt før englændernes komme. Området var derfor tyndtbefolket, men delvis ryddet for skov, og skønt indianerne satte sig til modværge, var det ikke vanskeligt for indvandrerne at tage ny jord under plov.

Deres særlige præg fik New England-kolonierne, fordi koloniseringens ledere var drevet af religiøs overbevisning. De var puritanere, dvs. calvinistiske modstandere af den engelske statskirke, og udvandringen omfattede hele familier, ofte velstående bønder eller håndværkere. Koloniseringens mål var for dem ikke at tjene moderlandet, men at opbygge et "Nyt England".

Den første New England-koloni, Massachusetts, blev grundlagt i 1620. Næppe flere end 20.000 emigrerede til New England før 1640, men nye kolonier grundlagt af folk fra Massachusetts var allerede under udvikling: New Hampshire, Rhode Island og Connecticut.

Med erhvervelsen i 1664 af Ny Amsterdam, der siden 1655 også havde omfattet det tidligere Nya Sverige ved Delawarefloden, blev mellemrummet mellem de nordlige og de sydlige engelske kolonier fyldt ud. Ny Amsterdam blev omdøbt og delt i New York og Delaware, og kort efter oprettedes de to sidste af de oprindelige tretten kolonier, New Jersey og Pennsylvania.

Det britiske kolonisamfunds organisering

De engelske kolonisamfund fik en anden karakter end de spanske. Byerne var mere handelscentre end administrative centre. Kolonisationens tyngdepunkt lå i landdistrikterne, i de nordlige og mellemste kolonier i townships af selvstændige landbrugere, fra Virginia og mod syd i plantagerne, der fra 1600-t.s slutning i stigende grad gjorde brug af importerede afrikanske slaver som arbejdskraft.

Kolonisterne bevarede trods konflikter med kronen en høj grad af selvstyre. Den stærkeste tilknytning til moderlandet gennemførtes med handelslovgivningen. Navigationsakterne (den første fra 1651) udelukkede skibe, der ikke var engelske, fra sejlads til de engelske kolonier, og alle vigtige varer måtte kun eksporteres til engelsk havn.

East India Company

Som i Holland oprettedes der også i England et monopolkompagni, East India Company (EIC), med henblik på handelen med Asien. EIC, der blev grundlagt i 1600, havde i begyndelsen et svagere kapitalgrundlag end det hollandske, og dets indsats var i de første årtier af langt mindre omfang. Først efter en reorganisation 1657-61 begyndte kompagniet for alvor at blive en udfordring for VOC.

EIC havde ikke så store resurser bundet i erobringer og var derfor hurtigere i stand til at omstille sig til en voksende efterspørgsel på det europæiske marked af nye varer med langt større vækstmuligheder end krydderierne. Det drejede sig fra ca. 1660 især om bomuldstøj og fra ca. 1700 om kaffe og te.

EIC var længe endnu mere tilbageholdende end VOC i deres erobringspolitik. Madras blev købt af en lokal fyrste i 1639, Bombay (Mumbai) erhvervedes fra Portugal i 1661, og 1696 fik kompagniet tilladelse af Bengalens guvernør til at befæste Calcutta.

Frankrig i Amerika og Asien

Også franske søfolk, købmænd og fiskere foretog allerede fra 1500-t. oversøiske rejser. I 1608 lagdes grunden til det franske Canada med oprettelsen af en permanent handelsstation i Québec, men interessen for udvandring fra Frankrig var ikke stor; endnu i 1660 omfattede befolkningen kun ca. 2000 personer.

I de følgende 100 år indvandrede færre end 10.000, men dødeligheden var lav, og fødselstallet højt, så i midten af 1700-t. var befolkningstallet vokset til over 55.000. Den nuværende fransktalende befolkning i Canada nedstammer overvejende herfra. Trods udviklingen af familielandbrug som i New England forblev handelen med pelsværk, især bæverskind, det økonomiske grundlag.

Det førte sammen med den intensive missionsvirksomhed til tætte, men langtfra altid venskabelige kontakter med den indianske befolkning, og det bragte franske opdagelsesrejsende ud på omfattende rejser til de store søer og i Missouri-Mississippi-bækkenet. Fra 1682 gjorde Frankrig krav på hele dette vældige område, som de kaldte Louisiana.

Vestindien

På det tidspunkt havde de franske besiddelser i Vestindien imidlertid langt større betydning. I 1635 havde Frankrig sikret sig Guadeloupe og Martinique, og hertil føjedes i århundredets sidste halvdel den vestlige del af Hispaniola (Haiti), der snart blev den rigeste sukkerproducent af alle.

Asien og oprettelsen af et fransk ostindienskompagni

Også i Asien var franske interesser begyndt at gøre sig gældende efter oprettelsen af et fransk ostindienskompagni i 1664. Det fik aldrig den samme økonomiske betydning som det hollandske og det engelske, men til gengæld blev det tillagt stor politisk betydning som led i de mange og langvarige fransk-britiske krige mellem 1688 og 1763. Krigene udkæmpedes i stigende grad også uden for Europa både mellem kolonierne i Amerika og som en verdensomspændende søkrig.

Vendepunktet ca. 1750-1820

Sidste halvdel af 1700-tallet og de første årtier af 1800-tallet blev et vendepunkt i den europæiske kolonialismes historie. Fire forhold bidrog hertil:

For det første gik Storbritannien sejrrig ud af den langvarige duel med Frankrig om søherredømmet; Frankrig bevarede sine kolonier i Vestindien, men afstod i 1763 sine nordamerikanske besiddelser til briterne.

For det andet indtraf den første afkolonisering, da de tretten gamle kolonier i Nordamerika i 1776 med Uafhængighedserklæringen og den efterfølgende revolutionskrig indtil 1783 løsrev sig fra moderlandet. I 1804 løsrev Haiti sig, og mellem 1810 og 1825 fulgte næsten alle de spanske og portugisiske kolonier i Amerika efter.

For det tredje blev grunden til nye bosættelseskolonier lagt i denne periode. I 1788 anlagde Storbritannien den første koloni i Australien, først som straffekoloni — indtil deportationerne ophørte i 1867, skal ca. 160.000 personer være deporteret fra Storbritannien til Australien — snart som en bosættelseskoloni, hvor jorden som i Nordamerika blev taget under plov eller udlagt til græsning på den oprindelige befolknings bekostning.

For det fjerde ændrede den britiske tilstedeværelse i Indien radikalt karakter. Fra at have været begrænset til små områder omkring de tre handelsbyer Bombay, Madras og Calcutta erhvervede East India Company efter Slaget ved Plassey i 1757 herredømmet over Bengalen og i løbet af de følgende årtier frem til ca. 1820 over næsten hele Indien.

Britisk overherredømme og uformel imperialisme indtil ca. 1880

Efter Napoleonskrigenes afslutning dominerede Storbritannien således helt den europæiske kolonialisme. Spanien, Portugal, Frankrig og Danmark (se danske tropekolonier) bevarede deres besiddelser i Vestindien og deres pladser på de afrikanske og indiske kyster, men det var under vilkår, der afspejlede den britiske magtposition.

Det gamle hollandske handelskompagni VOC var blevet nedlagt i 1799, og dets besiddelser overtaget af den hollandske stat. Holland måtte afstå Kapkolonien og Sri Lanka til Storbritannien, men bevarede sine besiddelser i Vestindien og kunne gennem 1800-tallet udvide besiddelserne i Sydøstasien.

Storbritannien havde i 1783 måttet anerkende USA's uafhængighed, men East India Company havde til gengæld erhvervet Indien, der frem til 1947 forblev den vigtigste britiske oversøiske besiddelse, fra 1858 som kronkoloni.

Perioden frem til ca. 1880 omtales ofte som den uformelle imperialismes tidsalder. Storbritanniens søherredømme var ubestridt frem til 1800-tallets slutning. Den vældige stigning i den britiske magtposition og produktionskapacitet skabte nye behov for tilgang til markeder og råstoffer.

Ikke altid den gunstigste politik

Kolonialismen blev dog ikke et mål i sig selv; hvor handel var mulig, var uformelt pres den gunstigste politik, og erobring unødvendig. Kolonibesiddelse betragtedes i vide kredse i de europæiske stater som en overflødig omkostning for skatteyderne. Afviklingen af resterne af de danske oversøiske besiddelser i Indien og Afrika illustrerer denne holdning til kolonialisme omkring midten af 1800-tallet.

Et andet eksempel er den britiske politik over for de nye bosættelseskolonier, Canada, Australien og New Zealand, hvis kolonisering indledtes i 1830'erne, og Kapkolonien. I modsætning til de gamle kolonier i Nordamerika fik de fra 1850'erne meget hurtigt og uden konflikter selvstyre under slagordet "responsible government". Kolonierne bevarede dog en ikke ganske klart afgrænset tilknytning til moderlandet, der senere formaliseredes som dominions eller Commonwealth.

Bosættelser og de oprindelige folk

Fælles for de store bosættelseskolonier var, at de ligesom den samtidige nordamerikanske kolonisering af områderne vest for de tretten gamle kolonier etableredes på bekostning af den oprindelige befolkning. De canadiske og australske urbefolkninger var kun i stand til at yde svag modstand.

I New Zealand udgjorde maorierne en mægtigere modstander, men de mest komplicerede problemer opstod omkring Kapkolonien i Sydafrika. Det drejede sig her ikke kun om modstand fra den oprindelige befolknings side, men også om konflikter mellem det britiske kolonistyre og de hollandsktalende kolonister, boerne, der havde skabt deres egne fristater mod nord og øst.

Med Boerkrigen 1899-1902 indlemmede Storbritannien fristaterne i Kapkolonien, men allerede i 1910 dannedes Den Sydafrikanske Union, hvori boerne, men ikke den afrikanske eller farvede befolkning, indgik på lige fod med de engelsktalende hvide.

Britisk ekspansion frem til 1880'erne

Helt frem til 1880'erne var der kun spredt interesse for erhvervelse af nye kolonier, men der var ofte modsigelser mellem denne politiske målsætning og de skridt, der i praksis blev taget for at beskytte allerede erhvervede besiddelser eller handelsmuligheder.

Det britiske herredømme over Indien udbyggedes således mod øst (Burma og Malacca) og nordvest (Sindh og Punjab). Singapore, Aden og Hongkong føjedes til Det Britiske Imperium som militære og handelspolitiske strategiske støttepunkter.

Et nyt fransk imperium

Også etableringen af et nyt fransk imperium i denne periode må snarere betragtes som et sammenfald af tilfældigheder end som led i en samlet plan. Frankrigs erhvervelse af Algeriet er et eksempel: En upopulær fransk regering besatte i 1830 byen Algier.

Begrundelsen var, at sørøveriet skulle bekæmpes, men det reelle mål var at styrke regeringens indenrigspolitiske stilling. Regeringen faldt alligevel, men dens efterfølgere kunne ikke uden tab af prestige trække den franske hær tilbage. Den islamiske modstand krævede en betydelig fransk militær indsats og fortsatte med afbrydelser indtil århundredets slutning, men længe inden var Algeriet blevet erklæret en del af den franske stat, og mere end en kvart million europæere var udvandret til Algeriet.

Det, der var begyndt som en mindre aktion begrundet i fransk indenrigspolitik, havde udviklet sig til en større krig og en bosættelseskolonisering, der ikke indgik i den oprindelige planlægning. En tilsvarende dynamik gjorde sig gældende i den franske politik i Sydøstasien.

En begrænset aktion, der indledtes i 1858, og hvis hovedformål var at beskytte franske missionærer, endte med erobringen af Indokina, dvs. det nuværende Vietnam, Cambodja og Laos, i årene frem til 1893.

Russisk ekspansion

Rusland, der allerede i 1600-tallet havde sat sig i besiddelse af det tyndtbefolkede Sibirien, først og fremmest fordi pelsværket var en vigtig indtægtskilde for den russiske statskasse, indledte i 1800-tallet en mere intensiv koloniseringspolitik.

I århundredets første årtier indlemmedes Kaukasus og Transkaukasien, senere nomadeområdet Kasakhstan og de tættere befolkede centralasiatiske islamiske khanater Khiva, Bukhara og Kokand (1866-76). Denne ekspansion var også mere en følge af lokale stridigheder end resultat af en samlet plan, og først i 1800-tallets sidste årtier tog den russiske udvandring til Sibirien og Centralasien fart.

Imperialisme

Kolonialisme. Verdens dominerende kolonimagters besiddelser sidst i 1930'erne. På dette tidspunkt var det meste af den gamle verden uden for Europa koloniseret (især Afrika, Syd- og SØ-Asien) eller inkorporeret som formelt set mere eller mindre fuldgyldige dele af kolonimagternes nationalstater (fx Sovjetunionen). Til gengæld havde næsten alle de tidligere kolonier (fx i Nord-, Mellem og Sydamerika) vundet deres selvstændighed, og store dele af det britiske Commonwealth havde en høj grad af selvstyre.

.

I årene efter 1880, i den såkaldte imperialistiske fase, skiftede de europæiske stormagters holdning til kolonisering helt karakter.

Hvor kolonierhvervelserne i de foregående årtier oftest havde været afledt af forsvaret af allerede erhvervede positioner og af decentrale beslutninger, der bandt moderlandenes politikere, blev kolonialismen nu et hovedanliggende ikke kun for de gamle kolonimagter som Storbritannien, Frankrig, Spanien og Holland, men også for de nye europæiske stormagter, Tyskland og Italien, og for Belgien, Japan og USA.

I et vildt kapløb fordeltes med enkelte undtagelser hele Afrika, Asien og Oceanien mellem de europæiske stormagter og Japan. Dette varede til 1. Verdenskrigs begyndelse med et efterspil, da tyske kolonier og store dele af Osmannerriget fordeltes som mandater mellem sejrherrerne efter krigen, og da Italien i 1936 erobrede Etiopien.

Grænserne, som ofte er de grænser, vi i dag ser på et politisk verdenskort, blev trukket ved diplomaternes forhandlingsborde, men de formelle krav blev fulgt op af en militær og administrativ indsats, der skulle bevise, at der var tale om faktisk kolonisering.

Baggrunden for det imperialistiske kapløb

Baggrunden for det imperialistiske kapløb, der blev kulminationen på fire århundreders europæisk kolonialisme, har været og er stadig omstridt (se imperialisme). De motiver, der havde præget de foregående århundreders kolonialisme, krigernes, købmændenes, missionærernes og bøndernes, var alle til stede i det imperialistiske kapløb.

Men kapløbet overskred som oftest den rationalitet, der dikteredes af sådanne motiver, og der var langtfra altid tale om en europæisk tilstedeværelse, som kunne begrunde erobring eller kolonisering. Ikke desto mindre fik denne sidste fase af den europæiske kolonialisme, hvor kortvarig den end blev, afgørende politisk, økonomisk og kulturel betydning for de berørte samfund og dermed for verden, som den ser ud i dag.

Afkoloniseringen

Umiddelbart efter 2. Verdenskrig begyndte afviklingen af de europæiske kolonier, afkoloniseringen, i et forløb, der blev næsten lige så hovedkulds og kaotisk, som det imperialistiske kapløb havde været. Kun enkelte steder som i Indien og Sri Lanka var afkoloniseringen forberedt med inddragelsen af "de indfødte" på regeringsniveau.

Alle de europæiske kolonimagter, hvoraf de største, Storbritannien, Frankrig, Holland og Belgien, var på den sejrende side i 2. Verdenskrig, regnede med at kunne bevare kolonierne efter mindre justeringer.

Presset i de koloniserede lande mod den fortsatte kolonialisme kom imidlertid tidligere og blev stærkere end forudset. Dertil kom, at de to nye supermagter, USA og Sovjetunionen, vendte sig mod fortsat kolonialisme.

Afkoloniseringen af Asien

Allerede i 1946 anerkendte USA sin tidligere koloni Filippinernes uafhængighed. Helt uden betydning var det næppe heller, at 27 af de 51 stater, der i 1945 grundlagde FN, var forhenværende kolonier.

Indien var den koloni uden europæisk bosættelse, der havde taget de største skridt i retning af selvstyre allerede før krigen. I 1947 accepterede Storbritannien fuld selvstændighed, men prisen blev landets opdeling i det muslimske Pakistan og Indien.

Allerede det følgende år fulgte Burmas og Sri Lankas afkolonisering; Malaya opnåede først selvstændighed i 1957. I 1997 blev den sidste rest af Det Britiske Imperium i Asien, Hongkong, overdraget til Kina.

For Sydøstasien var det af stor betydning, at kolonierne under krigen havde været afskåret fra moderlandene og var kommet under japansk besættelse. Straks efter den japanske kapitulation udråbtes i Jakarta den uafhængige republik Indonesien. Hollandske forsøg på at forhindre eller forhale afkoloniseringen modarbejdedes af både USA og FN, og i 1949 måtte Holland bøje sig og anerkende uafhængigheden.

I Frankrigs sydøstasiatiske kolonier blev afkoloniseringsprocessen mere langvarig og mere bitter end noget andet sted. Forsøg på et kompromis i form af en union under fransk ledelse mellem det nordlige Vietnam, der kort efter den japanske kapitulation havde erklæret sig uafhængigt, og Laos, Cambodja og Sydvietnam brød sammen allerede i 1946. Efter den næsten otte år lange, blodige Indokinakrig trak Frankrig sig i 1954 ud, men først efter Vietnamkrigen forenedes Nord- og Sydvietnam i 1976.

Afkoloniseringen af Afrika

I Afrika var kun fire stater uafhængige i 1945: Etiopien, hvorfra briterne i 1941 havde fordrevet italienerne og genindsat kejseren, Liberia, der var oprettet i 1847 på amerikansk initiativ som hjemsted for frigivne slaver, Egypten og endelig det af de hvide indvandrere beherskede Sydafrika.

Siden da har flere end 50 tidligere kolonier og protektorater opnået uafhængighed, halvdelen i perioden 1960-64. I de fleste tilfælde forløb frigørelsesprocessen uden store kampe. Bitre stridigheder førte den afrikanske afkolonisering dog med sig, hvor omfattende europæisk bosættelse havde fundet sted, nemlig i Kenya og i Zimbabwe, men frem for alt i Algeriet, hvor forholdet mellem hvide indvandrere og den oprindelige befolkning i 1954 var ca. 1:8.

Først efter otte års guerillakrig og terroraktioner opgav den franske regering i 1962 kampen. Ved en folkeafstemning i Algeriet samme år stemte et overvældende flertal for uafhængigheden, og hundredtusinder af franske kolonister, pieds noirs, vendte tilbage til Frankrig.

Portugal under António de Oliveira Salazars diktatur var den eneste europæiske kolonimagt, der var indstillet på at føre en årelang krig til forsvar for hele sit afrikanske imperium, der omfattede Mozambique, Angola og Guinea-Bissau, og først efter diktaturets fald i 1974 blev kampen opgivet. Sovjetunionens forvandling til en organisation af uafhængige stater i 1991 kan betragtes som en sidste udløber af afkoloniseringen.

Kolonialismens efterdønninger

Den kolonialisme, der begyndte for 500 år siden med de store opdagelser, er et afsluttet kapitel. Den politiske organisationsform, der først udvikledes i Europa, staten og det internationale statssystem, omfatter nu hele verdens befolkning. Under helt eller delvist fremmed herredømme står kun et lille antal områder, der næppe ville have mulighed for at fungere som selvstændige stater.

Dermed er de interesser og behov, der betingede kolonialismen, dog ikke forsvundet hverken i de tidligere kolonimagter eller i de tidligere kolonier. Og arven fra kolonitiden kan være tung; mange etniske og religiøse konflikter skærpes af de mere eller mindre vilkårlige grænser, der skabtes, da kolonimagterne delte verden mellem sig.

Vi har ikke set de sidste konflikter, hvis rødder kan findes i kolonialismen, og vi har ikke set de sidste konflikter, der gør det nærliggende at tale om neokolonialisme.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig