Internationale organisationer er institutioner, der er oprettet ved aftaler mellem suveræne stater og med det formål at arbejde for at løse problemer, som staterne ikke kan løse alene. Disse organisationer kaldes mellemstatslige organisationer. Traditionelt har organisationernes arbejde drejet sig om reguleringer af forhold mellem stater, fx krig, handel og transport, men antallet af internationale organisationer er vokset i løbet af 1900-tallet til i dag at omfatte over 16.000, der varetager en meget bred vifte af opgaver for staterne, fx miljø, udvikling og menneskerettigheder. Det stigende internationale samarbejde og den økonomiske, sociale og kulturelle globalisering ligger til grund for en fortsat vækst i såvel antallet af internationale organisationer som omfanget af de områder, de griber ind i. I den internationale politik er internationale organisationer helt centrale beslutningsorganer.

Institutioner, som er oprettet af ikke-statslige organisationer i flere lande, kaldes transnationale organisationer. NATO, FN og FN's særorganisationer er fx mellemstatslige organisationer, mens Internationalt Røde Kors og Greenpeace er transnationale organisationer. Samarbejde på tværs af de to organisationsformer er udbredt; flere af FN's særorganisationer, fx Flygtningekommissariatet, er afhængige af og samarbejder med frivillige transnationale organisationer i den praktiske gennemførelse af deres hjælpeprogrammer i forskellige dele af verden. For begge typer internationale organisationer skelnes der mellem universelle og regionale organisationer. De universelle, fx FN eller FIFA (det internationale fodboldforbund), tilstræber en global medlemskreds, mens regionale organisationer er afgrænset til en bestemt geografisk region, fx Østersørådet og OAU (Organization of African Unity).

Selvom internationale organisationer er oprettet af stater, eksisterer der potentielle modsætninger mellem de enkelte nationale interesser og organisationens samlede interesser, hvilket kommer til udtryk i organisationernes magtbeføjelser og handlekraft. Jo vigtigere de enkelte stater finder et område, desto mindre selvstændig indflydelse tør de overlade til en mellemstatslig international organisation, som da i højere grad bliver et forum for udveksling af interesser og synspunkter end en organisation med magtbeføjelser.

De mellemstatslige internationale organisationer kan også tjene etablerede nationale interesser, der ikke står i deres charter. De kan tjene som legitimitetsforråd; især stormagter kan have brug for at kunne legitimere militære interventioner ved henvisning til generelle principper og opbakning i en regional forsvarsorganisation eller endnu bedre i FN.

Internationale organisationer og deres principper kan bruges indenrigspolitisk i medlemslande eller kommende medlemslande mhp. at få gennemført upopulære foranstaltninger, fx Den Internationale Valutafonds analyser af og krav til de enkelte landes økonomiske politik. Endelig kan en international organisation bistå småstater med afhængighedsspredning; i stedet for en ubehagelig afhængighed af typisk en enkelt stormagt kan småstater sprede deres afhængighed på en række større magter, og alle parter bliver afhængige af organisationen og dens regelsæt. De ovenfor nævnte "skjulte dagsordener" medfører, at en international organisation ofte fungerer som favoritorganisation for bestemte medlemmer og undertiden opretholdes på trods af ineffektivitet i forhold til dens officielle formål. En international organisation er endnu vanskeligere at nedlægge end organisationer på nationalt plan.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig