integration

Den funktionalistiske integrationsteori omfattede teorier om en nyorganisering af det internationale politiske system på baggrund af erfaringerne under verdenskrigene. En bærende tanke bestod i at henlægge det internationale samarbejde omkring specifikke sagsområder eller funktioner til særlige internationale organer. Dette udtrykte en pragmatisk organisering af internationalt samarbejde, der bevarede staterne som det internationale systems væsentlige enheder, men igennem det funktionelt specifikke samarbejde sikrede en højere velfærd. Det er i høj grad en sådan pragmatisk funktionalisme, der har domineret skandinavisk og britisk udenrigspolitik og tænkning omkring internationale organisationer. En central funktionalistisk teoretiker er David Mitrany.

Den føderalistiske integrationsretning havde også freds- og velfærdsorienterede målsætninger, men orienterede sig især mod politiske initiativer til skabelsen af overstatslige, føderale, strukturer globalt og/eller regionalt. Igennem første halvdel af 1900-t. blev den føderalistiske integrationsretning støttet af stærke politiske bevægelser, der arbejdede for skabelsen af et føderativt organiseret Europa. Føderalismens centrale teorier beskæftiger sig med etablering af føderale strukturer i statsdannelsesprocesser. Vigtige føderalistiske teoretikere er C.J. Friedrich og John Pinder (1925-2015).

Den neofunktionalistiske integrationsteori, også kaldet føderal funktionalisme, kombinerer føderalisternes tanker om overstatslighed med funktionalisternes om sektorbestemt integration. Teorien tilsigter gradvis og sektorvis at skabe politisk integration inden for særlige områder, altså regional politisk integration. Et centralt begreb i neofunktionalismen er spill over, det forhold, at integration på ét sektorområde (måske) vil medføre integration på et andet. Neofunktionalismen blev den mest indflydelsesrige integrationsretning i den tidlige fase af den europæiske integrationsproces. Det var en neofunktionalistisk tankegang, der lå bag oprettelsen af først Kul- og Stålunionen og siden EURATOM og EØF og dermed EF. Blandt neofunktionalismens vigtigste teoretikere er Ernst B. Haas, Philippe C. Schmitter og J.S. Nye.

Den transaktionsanalytiske integrationsretning adskiller sig fra funktionalismen og neofunktionalismen ved i modsætning til disse at lægge hovedvægten på de integrationsformer, der findes på de økonomiske, sociale og kulturelle områder. Igennem empiriske analyser af transaktionerne på de forskellige økonomiske og kulturelle områder, fx handel, personudvekslinger og kommunikation, søger teorien at beskrive integrationssammenhænge og -forløb, ikke mindst mht. dannelsen af kulturelt funderede fællesskaber, der skulle gøre krig utænkelig (såkaldte sikkerhedsfællesskaber). Transaktionsanalysens centrale teoretiker er Karl W. Deutsch.

Den intergovernmentalistiske integrationsteori tolker især integration ud fra enkeltstaternes politikker og interesser. Retningen er en fortsættelse af traditionelle og realistiske tolkninger af international politik og samtidig en reaktion på de øvrige klassiske integrationsteorier.

Nyere integrationsteori fortsætter især debatten mellem neofunktionalister og intergovernmentalister, men udbygger bl.a. med studier af dels institutionel udvikling, dels beslutningsprocesser i systemer, hvor der er beslutningstagere på mange forskellige niveauer (multilevel governance). Der går en lige linje fra de klassiske integrationsteorier til teorierne om interdependens i international politik. De klassiske integrationsteorier kom i krise i midten af 1970'erne, bl.a. fordi de havde vanskeligt ved at forklare den faktiske udvikling i EF, men interessen for integrationsteorier er fra midten af 1980'erne igen blusset op. Der foregår i slutningen af 1990'erne en blomstrende integrationsteoretisk debat, der særlig er knyttet til vanskeligheder ved at beskrive og forklare udviklingerne i den europæiske integration.