• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

ikke-vold

Oprindelig forfatter BMoel Seneste forfatter Redaktionen

ikke-vold, kampform, der er baseret på afvisning af fysisk vold mod mennesker. Blandt fortalere for ikke-vold kan nævnes Henry D. Thoreau, Lev Tolstoj, Mahatma Gandhi og Martin Luther King. Andre betegnelser for ikke-voldsanvendelse er socialt forsvar og civilt eller civilt-baseret forsvar. Motiverne til anvendelse af ikke-vold kan være forskellige, ligesom anvendelsesområder og udtryk varierer; fx er der uenighed om berettigelsen af sabotage og lignende former for "vold" mod ting.

Moralsk kan ikke-vold være begrundet i en ubetinget afvisning af berettigelsen af voldelige midler, hvilket oftest er religiøst motiveret, som tilfældet er hos hinduer, buddhister og i nogle kristne sekter, fx kvækerne. Sociologisk-politisk kan ikke-vold begrundes med, at "vold korrumperer", og at vold er uforenelig med demokrati og menneskerettigheder. Politisk pragmatisk argumenteres der for, at ikke-vold er mere effektiv end voldelige kampmidler, og at ikke-vold vil overflødiggøre militæret og fremme ned- og afrustning, hvorved resurser til andre formål frigøres.

Ikke-vold anskues bl.a. som et kampmiddel med universel anvendelighed; det kan anvendes i arbejds- eller borgerrettighedskonflikter, fx de sortes borgerrettighedskamp i USA, og i det nationale forsvar, og af nogle opfattes ikke-vold som et alternativ eller supplement til det militære forsvar.

Annonce

Ikke-vold som national forsvarsmetode vil skabe tillid, fordi det udelukker angreb på andre (se defensivt forsvar). Det hævdes, at den krigsforebyggende effekt af ikke-vold som forsvar er tilstrækkelig: Det kan ikke forhindre en invasion og besættelse, men det kan forholde angriberen gevinsterne herved, fx gennem strejker eller sabotage af produktionsanlæg.

Til offensive formål er ikke-vold bl.a. blevet benyttet i kampen for Indiens løsrivelse fra England (Mahatma Gandhi), i den amerikanske borgerrettighedsbevægelse (Martin Luther King), i kampen mod militærkup (Kapp-kuppet i Tyskland, 1920) og i forbindelse med den algeriske generalopstand i 1961. De oftest nævnte eksempler på succesfuld anvendelse af ikke-vold som nationalt forsvar omfatter Ruhrkonflikten 1923, folkestrejkerne mod den tyske besættelse 1940-45, bl.a. i Danmark, modstanden mod den sovjetiske invasion af Tjekkoslovakiet i 1968 og Litauens frigørelse fra Sovjetunionen i 1990. Det er omdiskuteret, om ikke-vold var det afgørende i disse historiske tilfælde, og om erfaringer herfra kan anvendes på andre væbnede konflikter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Møller: ikke-vold i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=96245