Detente, (af fr. détente 'afspænding'), tilstand eller proces i international politik, karakteriseret af afspænding mellem stormagter. Begrebet er i nyere tid blevet brugt om den afspænding, der indledtes mellem USA og Sovjetunionen i begyndelsen af 1960'erne og kulminerede med rustningskontrolaftalerne SALT I og ABM-traktaten (Anti-Ballistic Missile) i 1972. Detenten svækkedes i årene derefter og bortfaldt fra 1979 efter Sovjetunionens invasion i Afghanistan og beslutningen om placering af mellemdistanceraketter i Europa; den blev genoplivet efter 1985 og bestod til den kolde krigs ophør i 1989.