Demokratisering, ændring fra autoritær til mere demokratisk styreform, hvilket er en langvarig proces. I Danmark begyndte demokratiseringen således i første halvdel af 1800-t., men først i 1915 fik kvinderne valgret. En demokratisering skrider heller ikke nødvendigvis støt og roligt fremad. I mange tilfælde går processen i stå efter de første, spæde skridt. Demokratisering afhænger af støtte fra befolkningen og især fra de stærkeste og bedst organiserede grupper: den politiske elite, erhvervslivet, militæret og fagforeningerne. Hvis stærke samfundsgrupper bekæmper demokratiseringen, vil det ofte medføre tilbageslag, hvorefter skrøbelige demokratier igen bevæger sig i autoritær retning.

Der er forskellige faser i en demokratiseringsproces. Men inden processen overhovedet kan gå i gang, skal der skabes national enhed. Det store flertal af befolkningen skal ønske at udgøre et politisk fællesskab. Denne forudsætning manglede fx i Sovjetunionen og i Jugoslavien. Derfor måtte der en opdeling til, før demokratiseringsprocessen kunne få fremgang.

Selve demokratiseringen begynder ofte med protester imod det autoritære styre, hvilket kan føre til en demokratisk åbning: Pressen bliver friere, og mulighederne for politisk aktivitet bliver bedre. Næste fase er etableringen af egentlige demokratiske procedurer, først og fremmest afholdelse af frie valg. Sidste fase er konsolidering, der først opnås, når alle vigtige grupper i samfundet tilslutter sig demokratiet og ikke længere anfægter de demokratiske spilleregler. Mange ulande, fx Kenya og Nigeria, er aldrig nået frem til denne konsolidering, men befinder sig i en gråzone mellem halvautoritært og halvdemokratisk styre. Det har vist sig at være vanskeligt for demokratiet at befæste sin stilling i fattige lande med meget store sociale forskelle i befolkningen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig