• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

defensivt forsvar

Oprindelig forfatter BMoel Seneste forfatter Redaktionen

defensivt forsvar, ikke-offensivt forsvar, nationalt forsvar, der i kraft af sin struktur, bevæbning og/eller opstilling ikke kan anvendes til angreb. Idéen stammer fra Vesttyskland i 1970'erne, da målet var at overflødiggøre atomvåben uden at svække forsvarsevnen. Herfra spredte interessen sig til de nordiske lande, England, Holland, USA og fra 1987 også til USSR, hvorved begrebet defensivt forsvar kom til at påvirke forhandlingerne forud for CFE-aftalen. Defensivt forsvar kan udformes efter forskellige modeller, fx som territorialforsvar, dækning af hele territoriet med stationære styrker uden evne til grænseoverskridende operationer, som højteknologisk grænseforsvar og som disengagement, gensidig tilbagetrækning fra grænseområder.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Møller: defensivt forsvar i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=62394