beslutningsprocesteori

Beslutningsprocesteori, politologisk teori, der beskriver de faktorer, der påvirker beslutninger. Spørgsmålet bag beslutningsprocesteorierne lyder: Hvorfor træffes visse beslutninger frem for andre?

Udtrykket en rationel beslutning henviser til den dominerende antagelse inden for klassisk beslutningsprocesteori: Individet handler rationelt. Når en person har fastlagt de mål, som vedkommende gerne vil nå, fx at blive bedre orienteret, vælger den pågældende det handlingsalternativ, som bedst er i stand til at bringe ham eller hende nærmere målet — fx at købe en encyklopædi.

Den antagelse, at individet handler rationelt, anvendes ofte som model til analyse af beslutninger. Det er her forudsat, at den enkelte vælger den beslutning, der maksimerer hans eller hendes egen nytte på basis af fuldt kendskab til sagen og dens konsekvenser (homo economicus). Men såvel i politik som i dagliglivet bliver beslutninger ofte taget på en helt anden måde. Her træffes beslutninger under tidspres uden fuld information om handlingsalternativer og med begrænset viden om, hvilke konsekvenser en bestemt beslutning vil have. Beslutninger tages ofte i grupper, hvori der ikke er enighed om målene. Her er tale om begrænset rationalitet.

På trods af, at forudsætningerne om fuld individuel rationalitet stort set aldrig er opfyldt i praksis, er beslutningsprocesteori som sagt i vidt omfang baseret herpå. Specielt i økonomisk videnskab, men også inden for statskundskab er teorien om det rationelle valg grundlag for mange forskellige teorier om vælgeradfærd, koalitionsdannelse, budgetadfærd, administrative beslutninger, kollektive goder m.m. Teoriens styrke er enkelhed og stor forklaringskraft.

Til analyse af politiske beslutninger er der imidlertid udviklet en række alternative modeller:

1. Den bureaukratiske model, ifølge hvilken beslutningerne bestemmes af forhandlingsprocessen. Deltagerne har forskellige interesser, og deres valg kan være bestemt af ønsket om at styrke eller bevare egne magtpositioner. Deltagernes beslutningsalternativer kan derfor ligge langt fra konkrete målrationelle valg i en given situation. Beslutninger bliver kompromiser og resultat af kamp mellem forskellige interesser — ikke rationelle valg. Analyse af beslutninger forudsætter her, at de interesser og den magt, deltagerne i processen har, er kendt.

2. Den organisatoriske model, ifølge hvilken beslutninger ses som et organisatorisk resultat, hvori deltagerne søger at finde beslutninger, der er tilfredsstillende i den konkrete situation. De vælger det, der er godt nok, i stedet for det bedste. Beslutninger baserer sig på organisatoriske rutiner. Handlingsalternativerne er bestemt af, hvad de forskellige organisationer er i stand til at gøre eller plejer at gøre. Beslutningsprocesserne kommer til at bestå af mange små beslutninger, som hele tiden ændres på basis af omgivelsernes reaktioner. For at forstå beslutninger er det nødvendigt at forstå processen samt organisationen, det foregår i.

3. Den psykologiske model, ifølge hvilken beslutninger ses som et resultat af psykologiske processer. Den enkelte har ofte en fejlopfattelse af de informationer, der er til rådighed; i grupper opstår der et gruppepres eller en slags underforståethed mht., hvilke beslutninger der bør træffes. Beslutningsanalyser i denne model må basere sig på et konkret kendskab til de individer, der træffer beslutningerne. Deres individuelle holdninger og perceptioner bestemmer deres valg af beslutningsalternativer.

Beslutningsprocesteorier har et beskrivende, analytisk sigte, men anvendes også normativt til at angive, hvordan beslutninger bør træffes.