afhængighedsteori
Opgøret med moderniseringsteori
Teorien opstod blandt latinamerikanske samfundsforskere i midten af 1960'erne. Den var en reaktion på udviklingsteorierne (herunder moderniseringsteorien) som vestlige, især nordamerikanske forskere havde lagt frem.
Ulandenes udvikling ifølge moderniseringsteorien
Ifølge moderniseringsteorien ville ulandene følge samme udvikling som de vestlige ilande. Den ville gå fra det fattige landbrugssamfund frem til det moderne industrisamfund med dets høje levestandard. Det ville ske i takt med, at de barrierer, som forhindrede ulandenes modernisering, var blevet fjernet.
Barriererne var fx manglende investeringer, uproduktivt landbrug, svage politiske systemer og traditionelle livsholdninger. De rige ilande kunne fremme moderniseringen, blandt andet med investeringer og moderne teknologi.
Afhængighedsteoretikernes blik på virkeligheden
De latinamerikanske forskere gjorde med deres afhængighedsteori gældende, at virkeligheden var en anden: Ulandene leverer især råvarer (jernmalm, kobbermalm, jute, bomuld osv.) til ilandene, mens disse leverer forarbejdede færdigvarer (maskiner og andet produktionsudstyr, biler, køleskabe, fjernsyn osv.) til den tredje verden.
Bytteforholdenes forringelse
Bytteforholdene forringes til stadighed for ulandene, dvs. at råvarerne bliver stadig mindre værd i forhold til færdigvarerne. Det havde argentineren Raúl Prebisch påpeget allerede i 1950.
Årsagen er, at efterspørgslen på færdigvarer stiger hurtigere end efterspørgslen på råvarer. Samtidig giver stigende effektivitet i ilandene sig ikke udslag i lavere priser på færdigvarer, men i en stigning i reallønnen for ilandenes arbejdere.
Der finder altså et ulige bytte sted, som forringer ulandenes udviklingsmuligheder.
Tredjeverdens-landenes underudvikling
Afhængighedsteoretikerne gik dog et skridt videre. De fremhævede, at ulandene aldeles ikke gennemgår samme udviklingsproces som ilandene. At Latinamerika og andre regioner i den tredje verden ikke udvikles, men underudvikles. At ilandene har udviklet sig på bekostning af ulandene. Og at det verdensomspændende kapitalistiske system altså producerer både udvikling (i ilandene) og underudvikling (i den tredje verden) på én og samme tid.
De mente, at der er en klar sammenhæng mellem disse processer, og at det derfor er ilandenes dominans, der er årsagen til problemerne i den tredje verden. Så længe forbindelserne til ilandene består, vil der være blokeret for udvikling i den tredje verden.
Vejen væk fra underudvikling
En reel, nationalt uafhængig økonomisk udvikling må nødvendigvis basere sig på en socialistisk model, hvilket kun kan lade sig gøre, hvis ulandene løsriver sig fra det "blokerende" kapitalistiske verdenssystem.
Dermed var grunden lagt til en lang række analyser af afhængighedsforhold inden for handel, investering, teknologi, lån osv., som blev gennemført i 1970'erne af de ledende afhængighedsteoretikere Theotonio Dos Santos, Ovaldo Sunkel, Ruy Mauro Marini og Andre Gunder Frank.
Afhængighedsteoriens svagheder
Men der var svage punkter i teorien. Nogle ulande havde succes med en hurtig industrialisering inden for rammerne af det kapitalistiske system.
Nyere afhængighedsteoretikere, fx brasilianeren Fernando Henrique Cardoso, understreger, at afhængighedsforholdene mellem i- og ulande må analyseres i tæt samspil med de politiske og økonomiske forhold i de enkelte ulande. Derved kan opnås en mere nuanceret analyse; selvom ulandene er afhængige, er de ikke nødvendigvis dømt til underudvikling.
Man må nøje undersøge det enkelte lands afhængighed af den rige verden og landets interne muligheder for at udvikle sig. Kun derved kan man komme frem til en nøjagtig vurdering af udviklingsmulighederne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.