Rumæniens politiske partier

Rumænsk partipolitik har siden 1990 været præget af et stort antal partier, interne magtkampe og hyppige opsplitninger, sammenlægninger og navneændringer. Hjemvendte emigranter, der har ønsket et retsligt-politisk opgør med fortiden, har ikke haft stor indflydelse i rumænsk politik.

Efter Nicolae Ceauşescu og kommunistpartiets fald holdtes frie valg i maj 1990, hvor 82 partier stillede kandidater op, herunder tre partier fra tiden før 2. Verdenskrig, Det Nationalliberale Parti, Det Kristeligt-Demokratiske Bondeparti (PNTCD) og Socialdemokratiet, som sluttede sig sammen i koalitionen Det Demokratiske Konvent (CDR) under ledelse af den hjemvendte emigrant Campeanu fra de nationalliberale.

Den sejrende koalition blev imidlertid Fronten til Fædrelandets Frelse (FSN), ledet af ekskommunisten Ion Iliescu, som fik absolut flertal i begge parlamentets kamre, og Iliescu vandt ligeledes det foreløbige præsidentvalg i 1990.

1991 oprettedes et nyt, nationalistisk parti, Det Storrumænske Parti (PRM), især vendt mod landets store ungarske mindretal, som støttede CDR. Samme år fyrede Ion Iliescu sin premierminister, Petre Roman, til fordel for den uafhængige Theodor Stolojan, som dannede en regering af FSN og Det Nationalliberale Parti, som derpå meldte sig ud af CDR.

I 1992 kom så det endelige opbrud i FSN, nu ledet af Roman, idet Iliescu brød ud og dannede sit eget parti Den Demokratiske Front til Fædrelandets Frelse (DFNR). Resterne af CDR var nu samlet under lederen af Bondepartiet, og koalitionens nye præsidentkandidat blev rektoren for universitetet i Bukarest, Emil Constantinescu.

Det tilbageblevne flertal fra FSN kaldte sig fra 1993 Partiet for Socialt Demokrati (PSDR). En ny regering blev baseret på et samarbejde mellem PSDR, PRM, det nationalistiske Partiet for Rumænsk National Enhed (PUNR) og Socialistisk Arbejderparti (PSM), en direkte efterkommer af kommunistpartiet. Denne "brun-røde koalition" af ekskommunister og nationalister brød sammen i 1996 under pres fra dels USA og EU, dels hjemlige strejker og studenterdemonstrationer.

Ved nyvalgene i 1996 blev Ion Iliescu slået af Emil Constantinescu ved præsidentvalget. Regeringsledelsen i den svage koalitionsregering støttet af det ungarske mindretalsparti kom til at ligge hos Det Kristeligt-Demokratiske Bondeparti. Flere ministre trak forlod imidlertid regeringen 1997-98 i protest mod dens manglende evne til at håndtere såvel den økonomiske krise som de nødvendige strukturreformer, herunder privatiseringen og minearbejdernes voldsomme protester mod lukning af urentable miner. I slutningen af 1999 førte en intern magtkamp i Bondepartiet til mindretalsregeringens opløsning.

Før valgene i 2000 rystedes landet af finans- og korruptionsskandaler, og PDSR vandt stort ved lokalvalgene. Parlamentsvalget gav stor fremgang til det nydannede valgforbund Polul Democrat Social din România bestående af PDSR, Det Socialdemokratiske Parti, Det Humanistiske Parti (PUR) samt til Det Storrumænske Parti; det andet nationalistiske parti, PUNR, fik ingen succes ved valget. Valgets store taber blev Bondepartiet, som gled helt ud. Ved præsidentvalget sidst på året vandt Iliescu.

Efter valgene 2000 skete væsentlige ændringer i partisystemet i Rumænien. Ifølge forfatningen måtte præsident Iliescu opgive ledelsen af sit parti, PDSR, der derpå overgik til den nye premierminister Adrian Năstase. PDSR fusionerede 2001 efter med det lille førkommunistiske Socialdemokratiske Parti, PSDR, og overtog dets navn for at opnå medlemskab i den Socialistiske Internationale.

Samme år overtog Traian Băsescu formandsposten i Det Demokratiske Parti (PD). Sammen med det Nationalliberale Parti (PNL) overtog PD ledelsen af Det Demokratiske Konvent. De to partier stillede 2004 op i et valgforbund under det nye navn Demokratisk Alliance for Retfærdighed og Sandhed. Efter forbundets store fremgang ved parlamentsvalget skiftede både det ungarske mindretalsparti og Det Humanistiske Parti, som hidtil havde støttet Socialdemokratiet, side og støttede dannelsen af en centrum-højre regering hvilende på et flertal uden om Socialdemokratiet og PRM.

Ved parlamentsvalget i 2004 lykkedes det ikke Bondepartiet at få et comeback trods oppositionens sejr; PNL gik 30 mandater til 64, Det Demokratiske Parti fra 31 til 48. Det var derfor naturligt, at PNL fik premierministerposten. Centrum-højre partiernes greb om magten konsolideredes, da PD's leder, Traian Băsescu, blev præsident 2004.

Den 19.4.2007 suspenderedes præsidenten af parlamentet for en måned, hvorefter der den 19.5.2007 afholdtes folkeafstemning om hans mulige afsættelse. Præsidenten kunne dog ikke afsættes som følge af manglende majoritet derfor.

Ved præsidentvalget i 2009 genvalgtes Traian Băsescu, men den 6.7.2012 suspenderedes han atter, hvilket forfatningsdomstolen stadfæstede, hvorefter en folkeafstemning den 29. juli skulle afgøre, om Traian Băsescu skal stilles for en rigsret. I mellemtiden blev magten midlertidigt overdraget til parlamentsformanden, Crin Antonescu.

Forsøget på dermed at fratage præsidenten sit embede faldt dog som følge af en for ringe valgdeltagelse på kun 46% af de stemmeberettigede, der ikke levede op til lovkravet om en deltagelse på mindst 50% af vælgerne.