Rumæniens forfatning

En ny forfatning var nødvendig efter foreningen af Moldavien og Valakiet i 1859. Denne første rumænske grundlov holdt helt til 1923, hvor 1. Verdenskrigs omvæltninger og skabelsen af Storrumænien krævede en ny grundlov.

Grundloven knyttede de nyvundne provinser Bessarabien, Transylvanien og Cadrilater til det gamle kongerige (Regat) i en centraliseret national enhedsstat.

1923-grundloven ophævedes under det kongelige diktatur fra 1938 til 1940, og i praksis varede denne ophævelse frem til krigens slutning i 1944. På papiret genindførte man i 1944 1923-forfatningen frem til 1948.

Efter den sovjetiske overtagelse af landet efter 2. verdenskrig fik landet en ny grundlov i 1948. Den definerede landet som en folkerepublik og som en suveræn nationalstat. Grundloven rummede flere af de højtidelige bestemmelser fra de tidligere om privat ejendomsret og om frihedsrettigheder, men der var tale om vinduespynt. De nye magthavere havde ikke brug for magtdeling eller en fri presse.

På trods af grundlovens ord nationaliserede regimet i løbet af få år næsten alle private virksomheder ved hjælp af dekreter og ophævede politiske partier og civile organisationer.

Denne grundlov (officielt kaldet ”Vi bygger socialismen”) var delvis en kopi af Stalins 1936-grundlov, som Stalin selv havde beskrevet som verdens hidtil mest demokratiske forfatning. 1952-forfatningen fastslår, at magten ligger hos folket og udøves gennem den store nationale forsamling (Marea Adunare Nationala) og folkerådene (sovjetterne). Straks herefter begrænses denne bestemmelse, når det hedder, at arbejderklassen spiller den ledende rolle. Magtdelingsprincippet var helt fraværende. Som noget nyt skrev man i § 2, at det var USSR, der befriede Rumænien fra fascisterne, kapitalisterne og de store jordejere. På den måde var det USSR, der skabte folkerepublikken Rumænien. Der var tale om begrænset national suverænitet. Efter bruddet med Tito i 1948 definerede man en folkerepublik gennem dens faste underordning af USSR.

I denne reviderede grundlov defineredes republikken ikke som en folkerepublik, men som en socialistisk republik. Staten hed nu Rumæniens Socialistiske Republik (Republica Socialista Romania).

Grundloven, som man officielt kaldte ”Socialismen har sejret”, afspejlede Rumæniens gradvise frigørelse fra Moskva. Respekt for den nationale suverænitet og uafhængighed samt princippet om ikke-indblanding erstattede de tidligere formuleringer om afhængighed af USSR.

Et helt kapitel omhandlede borgernes rettigheder og pligter, men disse var uden reelt indhold. Senere beskrev grundloven statens centrale og lokale organer, opbygningen af administrative organer og retsvæsenet. Landets egentlige magthaver (kommunistpartiet) omtaltes ikke i grundloven.

Efter omvæltningen i 1989 gik der næsten to år, før en ny grundlov trådte i kraft.

En grundlovgivende forsamling godkendte i november 1991 den første postkommunistiske grundlov, men den trådte først i kraft efter godkendelse ved en folkeafstemning den 8. december 1991.

1991-grundloven er forskellig fra de tidligere ved i selve teksten at nævne dødsstraffens afskaffelse, samt at tortur og tvangsarbejde er forbudt. Borgerne har fri bevægelighed i ind- og udland, og private breve må ikke kontrolleres af politiet. Nye frihedsrettigheder er ret til at strejke og ret til frit at forsamle og organisere sig.

Republikken Rumænien er en suveræn, uafhængig, udelelig, national enhedsstat (art. 1). Det rumænske folk udgør en enhed og er statens grundlag (art. 4). Staten garanterer nationale mindretals rettigheder (art. 6). Bagvaskelse af landet er forbudt (art. 30) og trofasthed mod fædrelandet er en hellig pligt (art. 54).

Parlamentet, der er statens øverste repræsentative organ, består af to kamre: deputeretkammeret (330 medlemmer) og senatet (136 medlemmer). Parlamentet er landets eneste lovgivende myndighed, hvis medlemmer hvert fjerde år vælges ved frie og hemmelige valg.

De to kamre mødes hver for sig, men i nogle sager i fælles sessioner. Hvert kammer vælger en præsident, som er en indflydelsesrig post.

Parlamentet kan i en fælles session suspendere præsidenten med simpelt flertal efter først at have konsulteret forfatningsdomstolen. For at suspendere præsidenten skal der inden 30 dage afholdes en folkeafstemning om spørgsmålet. Parlamentets magt over præsidenten er med andre ord begrænset.

Præsidenten vælges hvert femte år. Hvis ingen kandidat opnår over halvdelen af stemmerne i første omgang, vælges den kandidat med flest stemmer i anden runde. En præsident kan kun sidde i to perioder. Præsidenten skal underskrive vedtagne love, men kan returnere en vedtaget lov til fornyet behandling i parlamentet, men kun en enkelt gang.

Præsidentembedet er relativt magtfuldt, da præsidenten udnævner regeringen og kan deltage i et regeringsmøde. Hvis det sker, leder præsidenten mødet. Præsidenten kan under visse omstændigheder opløse parlamentet og desuden udskrive en folkeafstemning efter konsultation med parlamentet. Med til præsidentens kompetence hører at indgå internationale aftaler, når disse er vedtaget i parlamentet.

Præsidenten er øverstbefalende for de væbnede styrker og kan udstede mobiliseringsordre.

Præsidenten udpeger en kandidat til premierministerposten fra det parti, der har flertallet i parlamentet eller en koalition med et flertal bag sig. Kandidaten skal inden 10 dage udarbejde et regeringsprogram og stille med en ministerliste. Først når programmet og ministerlisten ved en tillidsafstemning i en fællessession af de to kamre er godkendt, er regeringen dannet.

Regeringen træffer beslutninger og udsteder forordninger i henhold til regeringsprogrammet. Beslutninger og forordninger er først gyldige efter offentliggørelse i statstidende (Monitorul Official). Premierministeren orienterer parlamentet om regeringsbeslutningerne. Ministre kan blive kaldt i samråd for at svare på spørgsmål i parlamentet. Regeringen kan i visse situationer udstede dekreter.

Regeringen er ansvarlig overfor parlamentet, som kan stille regeringen et mistillidsvotum. Præsidenten kan ikke afskedige premierministeren.

I hvert amt udpeger regeringen en statslig embedsmand. Præfekten, der fungerer som statens regionale repræsentant, koordinerer ministeriernes opgaver i de enkelte amter.

Rumænien er inddelt i 42 amter (judete), inkl. Bukarest, 318 bykommuner og 2700 landkommuner. Amterne styres af et amtsråd med en amtspræsident som leder, by- og landkommuner styres af byråd med borgmestre som ledere. Alle lokalpolitikere er folkevalgte.

Rumæniens medlemskab af NATO (2004) og EU (2007) krævede en ændring i grundloven, der derfor blev revideret i 2003. Ændringerne i grundloven betyder, at EU-love i visse tilfælde står over nationale love. Det rumænske parlament godkendte i en fælles session optagelsen i både NATO og EU med to tredjedeles flertal.

• Rumæniens politiske partier
• Rumænien