Polens forfatning

Efter kommunismens fald i 1989 stod det klart, at Polen skulle have en ny demokratisk forfatning til erstatning for den kommunistiske Polske Folkerepubliks Forfatning fra 1953.

I 1992 blev der vedtaget en midlertidig ”lille forfatning” og nedsat en kommission til at udarbejde en ny forfatning, der skulle leve op til kravene for en demokratisk retsstat samt til FN’s og Europarådets menneskerettigheder.

Arbejdet med forfatningen medførte en politisk debat, der bl.a. omhandlede, hvor meget magt præsidenten skulle have, forholdet til historien og den nationale arv samt den katolske kirkes relation til staten og befolkningen. Forfatningens endelige udformning betragtes som et kompromis.

Polens forfatning endte med at indeholde 243 artikler og er dermed en af Europas længste. Den blev vedtaget af Polens parlament den 2. april 1997, godkendt ved en folkeafstemning den 25. maj, underskrevet af præsidenten den 16. juli og trådte i kraft den 17. oktober 1997.

Forordet til Polens forfatning fastslår, at Polen genvandt sin suverænitet og demokrati i 1989, og at landet henholder sig til ”de bedste traditioner fra Den Første og Anden Republik”, det vil sige perioderne 1569-1795 og 1918-1939, samt til sin tusindårige historie. Samtidig erindres om bitre erfaringer fra perioder, hvor grundlæggende friheder og menneskerettigheder et blevet overtrådt i landet; det henviser til de perioder, hvor det polske land og folk har været underlagt, besat eller domineret af nabolandene, primært Rusland og Tyskland.

I forhold til katolicismen indeholder forordet en dobbelthed, hvor det fastslås, at den polske nation består såvel af dem, der tror på Gud som kilde til grundlæggende værdier som sandhed og retfærdighed, og af dem, som udleder disse værdier fra andre kilder, samt at landets ”kultur er rodfæstet i Nationens kristne arv samt alment menneskelige værdier”.

Forordet fastslår afslutningsvis, at den nuværende polske republik er landets Tredje Republik, og det henholder sig til en række værdier som borgerrettigheder, frihed, retfærdighed, menneskets værdighed, samarbejde mellem myndighederne, social dialog og pligten til solidaritet med andre.

Den polske forfatning indeholder en tredeling af magten, hvor den lovgivende magt ligger hos Sejmen og Senatet, der tilsammen udgør landets parlament. Den udøvende magt ligger hos præsidenten og ministerrådet (regeringen), mens den dømmende magt ligger hos domstolene.

I praksis ligger meget magt i parlamentets lavere kammer Sejmen, der behandler og vedtager lovgivning og samtidig holder magten til at danne regering. Den polske regering skal til enhver tid have opbakning fra et flertal af Sejmens 460 medlemmer.

Parlamentets højere kammer Senatet kan behandle og stille ændringsforslag til Sejmens vedtagne love, men lovene kan dog efterfølgende nedstemmes med simpelt flertal i Sejmen.

Polens præsident har hovedsagelig en repræsentativ rolle, men embedet indeholder også reel magt, idet præsidenten kan nægte at underskrive nye love, der er vedtaget i Sejmen. Et veto fra præsidenten skal derefter forkastes af et flertal på 3/5 af Sejmens medlemmer, hvis præsidenten skal tvinges til at underskrive loven alligevel. Præsidenten kan desuden vælge at sende ny lovgivning til prøvelse ved forfatningsdomstolen, som derefter skal afgøre, om lovgivningen er i overensstemmelse med Polens forfatning, før han underskriver den.

• Sejmen
• Valgsystemet i Polen
• Polens politiske partier