• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kenya - forfatning

Oprindelig forfatter Grage Seneste forfatter Redaktionen

Kenyas forfatning er fra uafhængighedsåret 1963 med flere ændringer; bl.a. i 2001. Republikken blev indført i 1964. Etkammerparlamentet, Nationalforsamlingen, har 224 medlemmer, hvoraf 210 vælges ved almindelige, direkte valg for en femårsperiode, mens tolv medlemmer udpeges af partierne i forhold til deres mandater og nomineres af præsidenten; herudover er parlamentets speaker og Kenyas generaladvokat medlem.

Den udøvende magt har præsidenten, der vælges ved direkte valg for fem år. I december 1991 blev oppositionspartier legaliserede. I 1992 gennemførtes en forfatningsændring, ifølge hvilken en præsidentkandidat for at blive valgt skal have dels landsomfattende majoritet, dels mindst 25% af stemmerne i fem af de syv provinser. Præsidenten udpeger en vicepræsident og ministre og leder regeringen; han kan når som helst opløse Nationalforsamlingen, men nyvalg skal afholdes inden 90 dage.

Læs mere om Kenya.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben W. Grage: Kenya - forfatning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=105562