Italiens forfatning og politiske system

Republikkens forfatning er fra 1948 med ændringer fra 1993. Den lovgivende magt ligger hos et tokammerparlament, Senatet og Deputeretkammeret. Valgperioden er fem år i begge kamre.

Senatet har 315 valgte medlemmer, som er fordelt proportionalt på Italiens 20 regioner, samt 11 senatorer, der er udpeget på livstid af præsidenten blandt landets ledende skikkelser inden for videnskab, kunst, litteratur og samfundsvidenskab. Deputeretkammeret har 630 medlemmer.

I 1993 ændredes valgreglerne, således at 75% af de valgte medlemmer af Senatet er valgt ved simpelt flertal i enkeltmandsvalgkredse og resten ved forholdstalsvalg. Et lignende system indførtes for Deputeretkammeret med dets 28 regionsbaserede valgkredse. De to kamre er ligestillede i deres magtbeføjelser.

Præsidenten er statsoverhoved og vælges for syv år af et valgkollegium, der er sammensat af medlemmer fra begge kamre samt 58 regionale repræsentanter; statsoverhovedet skal være mindst 50 år. Præsidenten kan opløse parlamentet, dog ikke i de sidste seks måneder af sin embedsperiode.

Den udøvende magt ligger hos statsministeren, som er udpeget af præsidenten, og et ministerråd, dvs. en regering, der er sammensat efter forslag fra statsministeren og godkendt af præsidenten. Med titel af ministerrådspræsident leder statsministeren ministerrådet, der er ansvarligt over for parlamentet.

Regionerne nyder i stigende grad selvstyre. Hver region har et regionsråd med en lovgivende magt, der er udformet under hensyntagen til den enkelte regions særegenhed. Rådene vælges hvert femte år ved almindelige, direkte valg. Regionernes udøvende magt ligger hos en giunta regionale, der er ansvarlig over for regionsrådet.

En regeringskommissær samordner regionernes og parlamentets aktiviteter. Regionerne Sicilien, Sardinien, Trentino-Alto Adige, Friuli-Venezia Giulia og Valle d'Aosta har særlig vidtgående selvstyre.

Af den italienske forfatningsdomstols femten medlemmer udpeger præsidenten, parlamentets kamre i fællig samt landets højeste domstole hver fem medlemmer. Foruden at domstolen skal bedømme, om love og dekreter er i overensstemmelse med forfatningen, kan den afgrænse statens og regionernes beføjelser, afgøre konflikter mellem stat og regioner og mellem regionerne samt stille præsident og ministre til ansvar for deres embedsførelse.

Efter afholdelse af en folkeafstemning i 2001 blev det besluttet at give regionerne øgede beføjelser over uddannelse og miljø samt ret til at udpege fredsdommere. Magtbalancen mellem den centrale regering og de lokale styrende organer forventes også at blive ændret; bl.a. vil regeringskommissæren blive erstattet af et råd, der repræsenterer kommunerne og provinserne.