Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Holland - forfatning og politisk system (Politiske partier)

Oprindelig forfatter Feilb Seneste forfatter Redaktionen

Den religiøse og politiske opsplitning førte i slutningen af 1800-t. også til en "søjleopdeling" af landets politiske struktur. Kirkelige og/eller ideologiske tilhørsforhold blev afgørende for valg af skole, universitet, fagforening, hospital, sportsklub og politisk parti, og hollandsk politik blev herefter i høj grad et spørgsmål om at mægle mellem "søjlerne".

Det første hollandske masseparti, Anti-Revolutionaire Partij, ARP, dannedes i 1879 og søgte ud fra et ortodokst calvinistisk standpunkt at modarbejde det moderne profane samfund; herudfra spaltede sig i 1908 det konservative Christelijk-Historische Unie, CHU. Desuden fandtes flere små, strengt ortodokse calvinistiske partier.

Et romersk-katolsk parti, Rooms-Katholieke Staatspartij, tiltrak fra 1926 de fleste katolske vælgere; efter 2. Verdenskrig tog det navneforandring til Katholieke Volkspartij, KVP, og gav adgang for ikke-katolikker.

Annonce

Det socialdemokratiske Partij van de Arbeid, PvdA, har rødder tilbage til 1894, men det reorganiseredes i 1946.

Forskellige liberale partier har siden 1948 været samlet i Volkspartij voor Vrijheid en Democratij, VVD.

Siden 1960'erne er søjlesystemet i nogen grad brudt ned, og et liberalt-radikalt parti, Democraten 66, D66, stiftedes i 1966 for at sprænge den eksisterende partistruktur. For at modvirke stemmetab slog ARP, CHU og KVP sig i 1980 sammen i Christen Democratisch Appel, CDA, og i 1989 fusionerede flere venstrefløjspartier i en rød-grøn koalition, Groen Links.

Lijst Pim Fortuyn, LPF, blev stiftet 2002 på kritik af Hollands politik mht. indvandring og integration. Partiet fik i første omgang mange stemmer og mandater, men efter mordet på stifteren Pim Fortuyn er partiet gået tilbage.

Foruden disse partier er der flere mindre, og da der ingen spærregrænse findes, er flere småpartier repræsenteret i Generalstaterne.

Læs mere om Hollands forfatning og politiske system, eller læs om Holland generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne Kari Feilberg: Holland - forfatning og politisk system (Politiske partier) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 5. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=92404