Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Estland - forfatning

Oprindelig forfatter EAA Seneste forfatter Redaktionen

Forfatningen trådte i kraft 3.7.1992 efter at være blevet vedtaget ved en folkeafstemning fem dage tidligere. Den bygger udtrykkelig på 1938-forfatningen. Forfatningsændringer kræver, at to på hinanden følgende siddende parlamenter med mindst ,3/5-majoritet, dvs. 61 stemmer, vedtager et forslag om en forfatningsændring. Den lovgivende magt ligger hos det folkevalgte parlament, Riigikogu, der har 101 medlemmer.

Estland er inddelt i 12 valgdistrikter, heraf 3 i Tallinn. Ordinære parlamentsvalg skal afholdes hvert fjerde år ved direkte forholdstalsvalg med en 5% spærregrænse. Stemmeberettigede, er estiske statsborgere, der er fyldt 18 år, herunder også de, der er bosat i udlandet. Stemmer afgivet før valgdagen kan afgives elektronisk via internettet, mens de på selve valgdagen afgives i valglokaler. Efter en forfatningsændring (2015) er valgretsalderen ved kommunalvalg nedsat til 16 år, og ved kommunalvalgene i 2017 påregnes ca. 24.000 16- og 17-årige at have stemmeret.

Præsidenten skal være født ester og fyldt 40 år; han vælges af parlamentet for en femårig periode og kan højst besidde embedet i to på hinanden følgende perioder. Præsidenten udpeger statsministeren, han er øverstkommanderende for de væbnede styrker og kan foreslå parlamentet at erklære landet i krigstilstand. Parlamentet kan erklære landet i undtagelsestilstand.

Annonce

Læs mere om Estland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
EAA: Estland - forfatning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=72411