Finanskontrol, Folketingets overvågning af statsadministrationens udgifter. Kontrollen kan finde sted både før og efter udgifternes afholdelse. Ifølge Grundloven må ingen udgift afholdes uden hjemmel i en finanslov eller anden bevillingslov, som er vedtaget af Folketinget. Finansloven vedtages normalt i december måned forud for bevillingsåret. Folketingets Finansudvalg kan imidlertid ifølge en retssædvane på Folketingets vegne løbende godkende nye udgiftsforslag, der derpå optages i en årlig tillægsbevillingslov. Den efterfølgende finanskontrol sker i forbindelse med Folketingets godkendelse af statsregnskabet; det granskes af de af Folketinget valgte statsrevisorer, der bistås af Rigsrevisionen, som kan foretage særlige undersøgelser af udvalgte områder. Sådanne undersøgelser kan give anledning til kritik af de foretagne dispositioner.