Dagsorden. Anker Jørgensen (tv.), Poul Hartling (i midten) og Hilmar Baunsgaard før åbningsdebatten i Folketinget 1972.

.

Dagsorden, nummereret fortegnelse over sager til behandling på et møde i parlamenter, parlamentsudvalg, partigrupper o.l. I Danmark findes en særlig form for politisk dagsorden, der indgår i det parlamentariske spil mellem partierne i Folketinget. Den kaldes en motiveret dagsorden og er i Folketingets forretningsorden defineret som "et med grunde understøttet forslag om overgang til næste sag på dagsordenen". Formålet med at stille forslag til motiveret dagsorden er at fremkalde en afstemning i folketingssalen, der kan afklare den politiske holdning til et omstridt spørgsmål. Afstemningstemaet kan spænde fra at udtrykke mistillid til regeringen eller en minister til at give regeringen eller en minister tilslutning til en bestemt politik.

Siden folketingsåret 1978/79 har forslag til motiverede dagsordener kun kunnet stilles i forbindelse med debatter om forespørgsler til ministre og i forbindelse med debat vedrørende statsministerens åbningstale i begyndelsen af hvert folketingsår (se åbningsdebat) eller under tilsvarende generelle debatter efter et regeringsskifte. Tidligere kunne motiverede dagsordener foreslås under næsten alle former for debat i folketingssalen, ligesom der kunne stilles ændringsforslag til fremsatte motiverede dagsordener. Det parlamentariske spil mellem partierne kunne derved blive meget kompliceret.

Der blev i begyndelsen af 1990'erne vedtaget omkring 30 motiverede dagsordener om året, men meget sjældent med karakter af mistillidserklæring til regeringen. Mistillidserklæringer med regeringsafgang eller folketingsvalg til følge har kun været vedtaget i 1909 (regeringen Holstein-Ledreborg), 1947 (regeringen Knud Kristensen) og 1975 (regeringen Poul Hartling).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig