embedsmand

Under enevælden var embedsmændenes hovedopgave at inddrive skatter og levere det nødvendige informationsgrundlag for de politiske beslutninger. I takt med, at statsmagten blev stærkere i 1700-t. og den offentlige regulering udbygget i 1800-t., tjente embedsmændene tillige staten og ikke kun den enevældige konge. Indførelsen i 1849 af demokratisk repræsentation medførte ikke større ændringer i embedsmændenes opgaver.

I 1821 blev det krævet, at embedsmænd skulle have juridisk embedseksamen, og jurister har siden været en del af den offentlige sektors embedsmænd. Efter 1. Verdenskrig vandt økonomerne indpas, og siden 1960'erne er andre, navnlig en række forskellige samfundsvidenskabelige uddannelser blevet mere almindelige, bl.a. fordi arbejdsopgaverne ændrede sig fra udarbejdelse og fortolkning af love til administration af velfærdsstatens regulering af samfundet. Kommunalreformen i 1970 medførte en tilsvarende udvikling på amtskommunalt ( i dag regionalt) og kommunalt plan. Indenfor forskellige faglige områder kan der være andre fagligheder, eksempelvis indenfor sundhedsvæsenet.

Embedsmændenes løn-, arbejds- og pensionsvilkår blev første gang systematiseret med Tjenestemandsloven i 1919. I 1962 blev der åbnet for overenskomstansættelse af akademikere, og i 1969 blev det for centraladministrationens vedkommende vedtaget, at kun chefer kan ansættes som tjenestemænd.

Kontor- og ekspeditionstid blev først almindelig fra 1907; den var på fem timer, lå om eftermiddagen, og dertil kom en del hjemmearbejde. Det gav mulighed for, at embedsmændene i udstrakt grad kunne påtage sig de såkaldte formiddagsstillinger, som kunne være i såvel privat som offentligt regi og bl.a. blev betragtet som en mulighed for, at yngre fuldmægtige kunne forbedre deres uddannelse. Disse forhold blev ændret med indførelsen af overenskomstansættelse i 1962.

Som noget særegent dansk har embedsmændenes karriereforløb fundet sted inden for det enkelte ministerium, ligesom der ikke er tradition for skift mellem det private erhvervsliv og det offentlige. På begge områder har der imidlertid siden 1980'erne været tegn på større fleksibilitet. Tilsvarende er ancienniteten ikke længere det første kriterium ved forfremmelser.

Under overgangen fra enevælde til demokratisk styreform var der en uklar rollefordeling mellem politikere og embedsmænd. Fra og med forfatningskampen i 1880'erne og 1890'erne udvikledes en unik adskillelse mellem politik og administration, så end ikke de øverste embedsmænd udskiftedes ved regeringsskift. Embedsmændene udviklede som en selvfølgelig etisk forpligtelse en streng partipolitisk neutralitet og loyalitet over for den til enhver tid siddende regering. Siden midten af 1980'erne er det blevet mere almindeligt, at embedsmænd ikke blot fungerer som tekniske og upolitiske administratorer, men tillige som loyale medspillere og rådgivere for ministeren. Denne indflydelse, der ikke er forbundet med et politisk ansvar, har medvirket til at der i dag er politiske (særlige) rådgivere (1-2) for hver minister.

Embedsmænd har pligt til at sige fra overfor ulovlige handlinger, som eksempelvis sås i Tamil-sagen i 1993.