Bibliotekarforbundet (BF) er det tidligere navn på bibliotekarernes faglige, forhandlingsberettigede landsorganisation. Den skiftede i 2020 navn til Forbundet Kultur og Information, KI. Den 1. november 2023 fusionerede organisationen med DM (tidligere Dansk Magisterforening ).

BF blev stiftet i 1923 og var frem til 1969 kollektivt tilsluttet Danmarks Biblioteksforening. Forbundet er nu medlem af Akademikerne (tidligere Akademikernes Centralorganisation, AC). Blandt BF's mærkesager har været en styrkelse og udvikling af bibliotekerne som et rum for formidling af informationer og kultur. I nyere tid har BF markeret sig som en organisation for informationsspecialister.

BF udgav indtil 2010 fagbladet Bibliotekspressen, som derefter skiftede navn til Forbundet Kultur og Informations fagmagasin Perspektiv. Organisationen har en gang om året uddelt Døssingprisen.

KI havde 4300 medlemmer (2022). I marts 2023 stemte 94,35 % af medlemmerne for en fusion med Dansk Magisterforening. Fusionen trådte i kraft den 1. november 2023.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig