Konsul, person, som af regeringen udsendes til tjeneste i udlandet, udsendt konsul, for at arbejde med såkaldt konsulære sager. De er typisk af praktisk art, fx at fremme samhandelen, varetage pas- og visumsager og notarialforretninger, yde bistand til statsborgere fra udsenderstaten i sager om fængslinger, barnebortførelser, dødsfald o.l. Regeringen kan også udpege en i udlandet fastboende egnet person som valgt eller honorær ulønnet konsul. For at være egnet skal den pågældende nyde almindelig anseelse og have en vis position på stedet med gode forbindelser til myndigheder og organisationer. Efter dansk praksis kan fremmede statsborgere vælges, men under i øvrigt lige forhold skal danske foretrækkes.

Faktaboks

Etymologi
Ordet konsul kommer af latin consul, af consulere 'rådslå, rådspørge'.

En konsulær repræsentation ledes alt efter sin betydning af en generalkonsul, en konsul eller en vicekonsul og betegnes hhv. generalkonsulat, konsulat og vicekonsulat; de tidligere konsularagenter, der havde rang efter vicekonsuler, er gået af brug. Et konsulat ledes undertiden af en konsul med personlig titel af generalkonsul.

For tiden (2017) har Danmark i alt ca. 470 konsulære repræsentationer spredt over jordkloden, fortrinsvis i havnebyer og byer af handelsmæssig betydning. Konsulater er administrativt underlagt den stedlige diplomatiske repræsentation.

Historie

Konsulatsvæsenet kendes i de internationale relationer fra middelalderen og opstod først i de østlige Middelhavslande. Da handelsforbindelser udviklede sig mere og mere, udpegede handelshusene permanente lokale repræsentanter som agenter til varetagelse af deres interesser i udenlandske handelsbyer, og som følge af et stigende behov for at beskytte handelen og for at bistå ved afgørelsen af handelstvister begyndte staterne at overlade visse offentlige funktioner til disse handelsagenter som consules electi 'valgte konsuler'. Ved middelalderens slutning var konsulatsvæsenet blevet en almindelig og permanent form for internationale relationer i Europa. Da det i 1700- og 1800-t. viste sig påkrævet at styrke staternes kommercielle interesser og give statsborgere i udlandet yderligere administrativ og retlig bistand, suppleredes de valgte konsuler i et vist omfang med udsendte, særligt uddannede, lønnede konsuler (consules missi). Deres status, funktion og immuniteter blev fastlagt i tosidede konsularaftaler. Disse retsregler blev på FN's initiativ kodificeret og nedfældet i Wienerkonventionen af 1963 om konsulære forbindelser, og den er tiltrådt af de fleste lande.

De første danske konsuler i udlandet var valgte konsuler, der blev ansat i slutningen af 1600-t. Antallet er gennem tiden blevet øget kraftigt. I 1893 blev konsulernes forhold for første gang reguleret ved lov. For at styrke forbindelsen mellem konsulerne og Danmark er der siden 1955 blevet afholdt regelmæssige konsulmøder i København.

Tidligere havde konsulerne i visse lande, fx Kina, Tyrkiet og Egypten, konsularjurisdiktion, dvs. domsmyndighed over landsmænd i konsulatsdistriktet i både borgerlige sager og straffesager. De traktater, der dannede grundlag herfor, betød et væsentligt indgreb i landets selvstændighed og er nu overalt ophævet.

Oprettelse

Oprettelse af konsulære repræsentationer sker ved en konsularaftale mellem udsender- og modtagerstat. En aftale om diplomatiske forbindelser vil i almindelighed tillige indebære aftale om oprettelse af konsulære forbindelser. Hvis de diplomatiske forbindelser afbrydes, medfører det ikke i sig selv afbrydelse af de konsulære forbindelser.

Konsulater som del af udenrigstjenesten

I Danmark ligesom i de fleste andre lande udgør de konsulære repræsentationer sammen med Udenrigsministeriet og de diplomatiske repræsentationer den samlede udenrigstjeneste.

Forskellen mellem konsuler og diplomater består dels i, at diplomater repræsenterer udsenderstaten i alle sager, som vedrører eller opstår i hele modtagerstatens område, mens konsuler alene varetager konsulære sager og kun inden for et afgrænset konsulatsdistrikt, dels i, at diplomater træder i forbindelse med regeringsmyndighederne, mens konsuler i almindelighed alene har kontakt med lokale myndigheder i konsulatsdistriktet. Forskellen giver sig udslag mht. fremgangsmåden ved udnævnelse og godkendelse: For diplomatiske repræsentationschefer skal der søges agrément (godkendelse) og udfærdiges akkreditiv (introduktionsbrev fra statsoverhoved til statsoverhoved). For konsulatschefer udfærdiger afsenderstaten et konsulpatent, dvs. et udnævnelsesbrev, som bl.a. specificerer hans konsulatsdistrikt. Opholdslandets udenrigsministerium skal have meddelt eksekvatur (godkendelse), før konsulatschefen tiltræder sin post.

Ligesom diplomater har konsuler ret til uhindret kommunikation med hjemlandet og til at benytte hjemlandets flag og våbenskjold. Opholdsstatens ret til når som helst og uden begrundelse at erklære diplomater for persona non grata gælder også mht. udsendte konsulatsembedsmænd.

Udsendte konsulatsembedsmænd har visse privilegier og immuniteter, der er mindre vidtgående end diplomaters. Hvad honorære konsulater angår, har modtagerstaten ifølge Wienerkonventionen pligt til at beskytte konsulatsområdet og respektere konsulatsarkivets og konsulatsdokumenters ukrænkelighed og til at yde den honorære konsul "den beskyttelse, der måtte være påkrævet på grund af hans officielle stilling".

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig