Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

korporatisme

Oprindelige forfattere Grage og KCLa Seneste forfatter Grage

korporatisme, korporativisme, forestillingen om at organisere hele samfundet i korporationer, dvs. faglige sammenslutninger efter erhvervskategori, der skal være en del af eller underlagt staten. Med rødder i senromersk tid udformedes i middelalderen fagligt-økonomiske organisationer, som blev en politisk-ideologisk inspirationskilde under den tyske romantik og ledte til udformningen af en særlig statsform, den korporative stat.

Kendetegnende for de forskellige korporatistiske tankegange er, at lægmænd først og fremmest kan forventes at forstå problemer, som har direkte relation til deres egne faglige områder organiseret som korporationer (ofte med tvungent medlemskab). Generelle politiske spørgsmål anses for at være for komplicerede for det store flertal af folket. Alene medlemmerne af en lille herskende klasse har forudsætninger for at forstå de store overordnede spørgsmål og er følgelig de eneste, der er kvalificeret til at styre samfundet med korporationerne i mere eller mindre underordnet eller rådgivende rolle.

Tankegangen stammer fra Platon og er klart antidemokratisk. For den tyske tænker Adam H. Müller (1779-1829) var den sociale etiks hovedformål således ikke det enkelte menneske, men en større helhed, som fx folket, staten eller i sidste instans hele menneskeheden. Den østrigske nationaløkonom Othmar Spann (1878-1950) understregede, at økonomien hænger intimt eller organisk sammen med de andre sociale faktorer. Hans ideal var stænderstaten, som havde korporative træk.

Annonce

Kristne, navnlig katolske syndikalister genoplivede korporationstankerne som modtræk til de revolutionære syndikalister og socialisterne. Korporatistiske idéer prægede generelt samfundstænkningen i årtierne omkring 1900, da det var en udbredt opfattelse, at det liberale individualistiske samfundssystem var i krise. Således blev den franske sociolog Émile Durkheim overbevist om nødvendigheden af at oprette et lag af organisationer, korporationer og gilder mellem individet og staten, da den ekspanderende markedsøkonomi og den stigende specialisering var ved at opløse de ældre og sammenbindende samfundselementer som familie, naboskab og kirke. Arbejdet og arbejdspladsen var blevet det vigtigste for det moderne menneske, og det var derfor naturligt at gøre organisationer, der var dannet på dette grundlag, til de bærende samfundselementer og de fundamentale politiske enheder. Herved kunne der skabes beskyttelse for individet mod den hurtigt voksende magtkoncentration hos staten, og klassemodsætningerne kunne mindskes. Hans statsopfattelse var i øvrigt klart elitistisk og kritisk mod det parlamentariske demokrati. Den italienske fascismes centralfigur, Benito Mussolini, havde ikke individet i tankerne, men med sine korporatistiske idéer, som skulle være fascismens skelsættende indsats, sigtede han ligeledes på at mindske modsætningerne mellem klasser og — ikke mindre påtrængende i den unge nationalstat Italien — regioner.

Korporatistiske idéer fortsatte i mellemkrigstiden under indtryk af de liberale demokratiers økonomiske og sociale problemer med at fængsle mange medlemmer af intelligentsiaen i Europa, USA og Latinamerika, og idéerne kan ikke betragtes som en udelukkende fascistisk orientering. Såvel fagforeningsfolk og industriledere som i høj grad den katolske kirke viste de korporative tankegange stor interesse.

Den korporative stat

Korporatismen og den korporative stat er i praksis tæt forbundet med det fascistiske regime i Italien 1922-43. Korporatismen blev del af regimets officielle ideologi og udtrykte ifølge Mussolini overvindelsen af liberalisme og socialisme.

Og fascisterne nåede langt i bestræbelserne på at opbygge en korporativ stat, hvis arkitekter var Alfredo Rocco og Giuseppe Bottai. Opbygningen af et nyt socialt og politisk ordenssystem på arbejdsmarkedet indledtes i 1926; arbejdsgivere og arbejdstagere blev socialt og økonomisk ligestillede for dermed at overvinde klassekampen, og med skabelsen af fascistiske syndikater og de overliggende korporationer, der omfattede såvel arbejdsgivere som arbejdstagere, blev en korporativ struktur påbegyndt. Det blev underlagt en korporationsminister, G. Bottai, der blev udnævnt samtidig med ikrafttrædelsen af den korporative stats forfatning 3.4.1926.

Der blev oprettet korporationer inden for de vigtigste erhvervs- og produktionsgrene, og i 1930 oprettedes det nationale korporationsråd under Mussolinis direkte ledelse. Korporationerne blev en del af statsmagten, da det hidtidige andetkammer, Deputeretkammeret, i 1936 blev erstattet af et Camera dei Fasci e delle Corporazioni som øverste lovgivende organ. Dets fundament lå ikke længere i valgkredse, men i korporationerne; af de 823 medlemmer kom 66 fra det fascistiske parti, resten fra de i alt 22 branchedefinerede korporationer. Korporationskammeret fik dog ikke nogen lang levetid, idet det reelt blev suspenderet, da Italien gik med i 2. Verdenskrig.

I virkeligheden var indretningen af den korporative stat mere et udtryk for det fascistiske diktaturs ønske om at kontrollere arbejdsgivere og især arbejdere end ønsket om at varetage de forskellige erhvervsgruppers interesser. I praksis favoriserede korporationssystemet arbejdsgiverne (og den fascistiske stat), idet det blandt andet førte til ophævelse af ottetimersdagen, til suspension af arbejdernes interesserepræsentation og tillige bidrog til lønsænkninger. Samtidig muliggjorde det forskellige statskapitalistiske indgreb, der resulterede i skabelsen af store statslige foretagender, fx IRI i 1933.

Den italienske korporatisme inspirerede udviklingen i andre lande, fx Østrig og Argentina, der i form af hhv. austrofascismen og peronismen optog elementer af den korporative statsidé; især indordningen af fagforeningerne. Det samme var tilfældet for Spanien og Portugal. Men også nazismen i Tyskland var inspireret af den. Oprettelsen af Deutsche Arbeitsfront, DAF, i maj 1933 må opfattes som udtryk herfor. DAF skulle træde i stedet for de opløste fagforeninger, men blev ikke som korporationerne en del af statsmagten.

Den ovenfor behandlede korporatisme må ikke sammenblandes med neokorporatisme, hvori korporationer eksisterer som et system for interesserepræsentation i demokratiske systemer med deltagelse af erhvervs- og interesseorganisationer i offentlige beslutningsprocesser.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben W. Grage, Karl Christian Lammers: korporatisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=232890