Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

ekstremisme

Oprindelig forfatter KCLa Seneste forfatter Redaktionen

ekstremisme, negativt ladet begreb, der ofte bliver hæftet på yderligtgående politiske holdninger eller strømninger, der i deres radikalitet afviser det demokratiske system og sætter spørgsmålstegn ved demokratiets karakter af retsstat og dets pluralisme samt afviser demokratiske metoder uden at udelukke anvendelse af vold og terror til at opnå disse holdningers og strømningers politiske mål.

Den demokratiske forståelse definerer ekstremisme som den diametrale modsætning til demokratiske værdier, og som politisk system fremtræder ekstremisme ofte som diktatur, fx det nazistiske diktatur i Tyskland 1933-45 og det kommunistiske diktatur i Sovjetunionen 1917-89.

Historisk set har der som udfordring til demokratiet eksisteret forskellige former for ekstremisme. Herved skelnes der principielt mellem højre- og venstreekstremisme, der dog begge er antidemokratiske i mål og midler. Højreekstremisme er ideologisk nationalistisk, fremmedfjendsk eller racistisk som eksempelvis den tyske nazisme og den italienske fascisme. Venstreekstremisme er socialrevolutionær som eksempelvis den russiske bolsjevisme eller Rote Armee Fraktion (RAF) i Vesttyskland.

Annonce

Ordet ekstremisme kommer af latin extremus 'yderst'.

Begrundet i historiske erfaringer er det, der defineres som politisk ekstremisme, forbudt i nogle stater. Det mest slående eksempel herpå er Den Tyske Forbundsrepublik, der tolkede den demokratiske Weimarrepubliks undergang i 1933 som konsekvens af angreb fra den politiske ekstremisme fra højre til venstre. Derfor fik den (vest)tyske forfatning i 1949 en særlig ekstremismeartikel, § 21, der gjorde det muligt at forbyde partier og grupper, hvis mål var at skade og ødelægge det demokratiske politiske system. Den fik et særligt organ, Verfassungsschutz, hvis opgave var at overvåge politiske grupper og partier, der blev betragtet som trusler mod demokrati og stat. I den årlige rapport fra Verfassungsschutz om opgaven med at forsvare demokratiet mod dets fjender begrundes det med det "wehrhafte" demokratis vilje til også offensivt at føre opgøret med den politiske ekstremisme fra venstre og højre; heri omtales de ekstremistiske politiske organisationer og aktiviteter, der ud fra denne målsætning bliver overvåget og registreret. Blandt de ekstremistiske strømninger, der overvåges, kan nævnes nynazisme, højreekstreme partier som NPD, venstreekstremistiske strømninger som autonome og anarkistiske grupper og DKP samt ekstremistiske udenlandske grupper som PKK og Scientology-sekten.

I det tidligere Vesttyskland førte bekæmpelsen af den politiske ekstremisme i 1972 til den såkaldte ekstremistbeslutning eller "Radikalenerlass" (se Berufsverbot), der gjorde det muligt at afkræve alle ansøgere til offentlige stillinger og statsansatte og offentligt ansatte en troskabsed over for det "frie demokrati"; begrundet tvivl om ansattes og ansøgeres forfatningstroskab har ført til Berufsverbot. Denne beslutning, der var rettet mod kommunister og venstreorienterede, var meget omstridt, og den har siden 1985 reelt været suspenderet.

Siden terrorangrebet mod New York og Washington, DC, den 11. september 2001 har der især været fokus på religiøs, ikke mindst islamisk ekstremisme. Et antal grupper med forbindelse til og inspireret af terrororganisationen al-Qaeda har gennemført flere angreb i Europa og i Sydøstasien, men den vold, der fulgte med radikaliseringen af nogle muslimer, har især fundet sted i Mellemøsten og i Sydasien. Inspireret af den radikale form for sunni-islam, wahhabisme, der er statsreligion i Saudi-Arabien, er der blevet dannet ekstremistiske grupper i store dele af Mellemøsten og i Pakistan. Den amerikansk ledede invasion og besættelse af Irak i 2003 gav den islamistiske ekstremisme vind i sejlene og gjorde det muligt for radikale grupperinger at vinde fodfæste i Irak og siden også i Syrien. Også i Pakistans og Afghanistans bjergegne samt i Libyen, Yemen, Somalia og Nigeria har sådanne grupper etableret sig og været i stand til at dominere hele regioner.

I Danmark og Europa som sådan har opbakningen til den islamiske ekstremisme været forholdsvis begrænset. Sagen med Muhammed-tegningerne i 2006 gav dog øget fokus på Danmark og bidrog muligvis til en radikalisering af visse miljøer. Gruppernes relativt begrænsede opbakning til trods har det alligevel været muligt for den islamiske ekstremisme at vinde stor opmærksomhed fra medier såvel som fra politikere, ikke mindst på baggrund af trusler om og gennemførelse af attentatforsøg og terroraktioner.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karl Christian Lammers: ekstremisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=69411