Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

autoritære regimer

Oprindelig forfatter KCLa Seneste forfatter Redaktionen

autoritære regimer, styre- eller regeringsformer, der er karakteriseret ved en diktatorisk eller enevældig (autoritær) statsmagt. I autoritære regimer er alle magtbeføjelser som oftest samlet hos en enkelt magtbærer, og regeringsmagten er som regel uden begrænsninger. Magtbeføjelserne kan udøves af en enkeltperson, en persongruppe, en komité eller et parti. Ordet autoritær karakteriserer måden at styre på, ikke den eller dem, der styrer.

Inden for samfundsvidenskaberne henregnes begrebet autoritære regimer normalt til fænomener, der tilhører 1900-t., selvom det ifølge den givne definition også kunne henføres til fænomener i andre historiske perioder, fx til enevælden.

Et autoritært regime, som ofte har erstattet et demokratisk regime, fremstår som et ikke-demokratisk modstykke til den demokratisk-pluralistiske regimetype, der kendetegnes ved, at regeringsmagten er folkeligt begrundet og afledt af et parlament (en folkerepræsentation).

Annonce

Inden for den autoritære regimetype i videste forstand falder også to andre regimetyper fra nyere tid, det fascistiske regime og det totalitære diktatur, der dog samtidig er mere end en styreform og i sin yderste konsekvens indebærer total kontrol med samfundet.

Generelt kan anføres følgende karakteristiske træk ved autoritære regimer: 1) Den udøvende magt, dvs. regeringen, er styrket og selvstændiggjort i forhold til parlamentet, der ikke kontrollerer regeringen og ikke indgår i den politiske beslutningsproces. 2) Regeringsmagten er alene legitimeret ved magtbesiddelse. 3) De statslige magtinstrumenter, politiet og hæren, spiller en stor og ukontrolleret rolle. 4) Den politiske pluralisme er indskrænket, idet der kun er et etpartisystem eller et system med et hegemonisk (dvs. dominerende/ledende) parti. 5) Retstilstanden vil ofte være en form for undtagelsestilstand, idet dele af forfatningen er sat ud af kraft, og borgerlige rettigheder indskrænket eller ophævet. 6) Den offentlige mening er regeringskontrolleret. 7) Regimet fremholder undertiden en fællesskabs- eller integrationsideologi som basis, hvilket kan være nationalisme eller antikommunisme.

Historie og regimetyper

1900-t. har fremvist forskellige autoritære regimer. De blev etableret i mange af de europæiske stater, der efter 1. Verdenskrigs slutning i 1918 havde fået et demokratisk system; dette skulle gentage sig efter 1945. I mellemkrigstiden tog de ofte form af diktatur, og denne periode er da også blevet kaldt diktaturets tidsalder. I de fleste af de 18 europæiske stater, hvor det demokratiske system frem til 1940 blev ophævet, blev det erstattet af mere eller mindre autoritære styreformer, som kan opdeles i forskellige hovedformer. De fascistisk-nazistiske regimer og det bolsjevikiske diktatur i Rusland, der medregnes her, var dog andet og mere end autoritære regimer.

Præsidialstyret

Dette styre er karakteriseret ved, at en præsident udøver et faktisk magtmonopol og reelt regerer uafhængigt af et parlament. Som eksempel kan anføres præsidialregeringerne i Tyskland i begyndelsen af 1930'erne, der kunne regere ved hjælp af artikel 48 i Weimarforfatningen om undtagelsestilstand. Heinrich Brüning, Franz von Papen, Kurt von Schleicher og Hitler stod i spidsen for disse regimer frem til skabelsen af Det Tredje Rige i sommeren 1934. Det tyske parlaments rolle var indskrænket, og parlamentsvalg havde ingen indflydelse på regeringsmagten.

Person- og partidiktaturet

Om nogle af de person- og partidiktaturer, der blev oprettet i mellemkrigstiden, kan siges det samme som om præsidialstyret. I Portugal oprettede António de Oliveira Salazar i 1933 en autoritær stænderstat, Estado Novo, der var baseret på et etpartisystem. Østrig fik også et autoritært, stænderopbygget system, austrofascismen, da parlamentet i 1933 blev sat ud af funktion. Regeringsmagten baserede sig på den Vaterländische Front, på Heimwehr og på brugen af forordninger. Denne form kunne genfindes i andre lande, hvor det demokratiske system var bukket under.

Militærregimet

En variant, der bl.a. var meget udbredt under 2. Verdenskrig, er militærstyret, der er karakteriseret ved, at militærpersoner eller grupper (juntaer) udøver det autoritære styre. Bedst kendt er nok general Francos militærdiktatur i Spanien (1939-75), under hvilket Franco med støtte fra den fascistiske falange regerede Spanien enevældigt. Francos regime regnes almindeligvis ikke for et fascistisk regime, men for et militærdiktatur, der havde visse mål og midler til fælles med de fascistiske regimer og med militærstyret i Japan fra 1941-45. I 1973 fik den sydamerikanske stat Chile et lignende regime, da militæret styrtede præsidenten, og general Pinochet overtog magten (indtil 1988). I Grækenland afsatte en gruppe oberster regeringen i 1967, og obersterne overtog som junta magten indtil 1974.

De fleste af de militærdiktaturer, som navnlig stater i den tredje verden har gennemlevet, kan karakteriseres som autoritære regimer. Ud over Chile kan nævnes militærstyret i flere stater i Sydamerika, fx i Paraguay (1954-91) og i Argentina (1976-83), militærstyrer i Afrika, fx i Sudan (fra 1969), i Libyen (1969-2011), i Etiopien (1974-90) og i Zaire (Den Demokratiske Republik Congo) (1973-1997) samt i Burma (Myanmar) i Sydøstasien (1962-2011).

Det fascistisk-nazistiske regime

Dette er karakteriseret ved, at en fascistisk eller nazistisk bevægelse er kommet til magten eller kommet med i magten og er et autoritært regime, idet det selvstændiggør regeringsmagten på bekostning af parlament og forfatning. I Italien eksisterede det fra 1922 til ca. 1925 og i Tyskland i alt fald i de første måneder af 1933. Men det fascistiske regime var også andet og mere end et autoritært regime, idet stat og styre blev fasciseret, ved at den fascistiske bevægelse og dens form for politik satte sig igennem i staten. Det forandrede stat og styre og gav statslige og magtmæssige beføjelser til ikke-statslige organer såsom SA og SS. Den nazistiske Førerstat, der blev etableret i sommeren 1934, medførte en helt ny slags styre.

Det totalitære regime

De fascistiske regimer, især det nazistiske, opfattes af nogle som tilhørende den totalitære regimetype. Dette er dog næppe rimeligt. Det totalitære styre er karakteriseret ved, at styret, dvs. det regerende parti, politisk og ideologisk tilstræber total kontrol med samfundet i sin helhed. Altså ikke kun med regeringsmagt og offentlighed, men også med upolitiske områder som økonomi og privatsfære. Ideologisk kaldes dette totalitarisme. Det var den italienske fascistleder Mussolini, der med formlen lo stato totalitario formulerede den totalitære fordring. Den anses dog ikke for at være blevet realiseret i Italien, hvor der med kirken og kongen eksisterede områder, der var uafhængige. Det nazistiske regime i Tyskland kom givetvis langt længere med hensyn til kontrol over samfund og stat, og staten selv var i en vis forstand mere totalitær, men samtidig polykratisk (dvs. at den bestod af flere forskellige magtcentre).

Tættest på det totalitære regime kom givetvis de russiske bolsjevikker, navnlig i Stalins regeringstid. Karakteristiske træk for et totalitært regime er en omfattende partiideologi og en terroristisk gennemførelse af denne ideologi med politistatsmetoder, kommandoøkonomi, etpartistyre, censur og kontrol og med en slags revolution ovenfra i form af omfattende mobilisering af masserne.

Se også ideologier i 1900-t og totalitarisme.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karl Christian Lammers: autoritære regimer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 28. marts 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=42375