fertilitet - udviklingen efter 1960

Fertilitet - udviklingen efter 1960, Danmark har i lighed med andre industrilande gennemlevet en stærk fertilitetsnedgang siden midten af 1960'erne, hvor den samlede fertilitet var 2,6 levendefødte pr. kvinde.

Efter 1966 indtrådte et fald, således at antallet af levendefødte pr. kvinde i 1983 nåede ned på 1,4, hvilket svarer til, at det årlige antal levendefødte faldt fra 88.000 til 51.000. Siden 1983 er der indtrådt en stigning, således at det gennemsnitlige fertilitetsniveau pr. kvinde i 2013 udgjorde 1,7.

Fertilitetsnedgangen skyldes, at en større andel af kvinderne i de yngre generationer er forblevet barnløse, at færre kvinder får flere end to børn, samt at fødslerne finder sted på et senere tidspunkt i kvindernes fertile alder.

Fertilitetsstigningen efter 1983 skyldes, at de kvinder, som ventede med at få børn, har valgt at få dem, men der er hverken i Danmark eller i andre industrilande tegn på, at fertilitetsstigningen er tilstrækkelig til at kompensere for "fødselstabet" i de første årtier efter midten af 1960'erne.

Mens kvindegenerationerne, som blev født i begyndelsen af 1930'erne, i gennemsnit fik 2,4 børn, vil tallet for kvindegenerationerne fra begyndelsen af 1950'erne ikke overstige 1,9 barn.

I så godt som alle industrilande er fertilitetsniveauet lavere end 2,1 barn pr. kvinde, hvilket betyder, at ingen af disse lande vil være i stand til at opretholde befolkningens størrelse på længere sigt med det nuværende fertilitetsniveau, medmindre der kompenseres vha. indvandring.

Bag fertilitetsnedgangen i industrilandene ligger dybtgående holdningsændringer i samfundet. En væsentlig faktor i denne sammenhæng er ændringen af kvindens økonomiske og sociale rolle, som har givet sig udtryk i et højere uddannelsesniveau og stærkt øget erhvervsdeltagelse blandt gifte kvinder.

Disse ændringer har gjort det hensigtsmæssigt for familierne at reducere børnetallet. Der eksisterer et udbredt ønske om, at antallet af børn ikke må blive så stort, at det kommer i konflikt med de forventninger mht. uddannelse, erhvervsdeltagelse og levestandard, som nu næres af begge forældre.

Det er endvidere blevet nødvendigt med et nyt fødselsmønster, som indebærer en højere fødealder, for at give kvinden mulighed for at uddanne sig og opnå fodfæste på arbejdsmarkedet.

Begrænsning og udsættelse af fødslerne er også blevet lettere at iværksætte pga. nye, mere sikre og bekvemme præventionsmidler som p-pillen og spiralen, der blev tilgængelige fra omkring 1960. Den lettere adgang til at få foretaget abort har også gjort det nemmere at realisere bestemte ønsker mht. familiestørrelse.

Fertilitetsniveauet i udviklingslandene er væsentligt højere end i industrilandene, hvilket først og fremmest skyldes, at mange udviklingslande endnu kun i beskedent omfang har gennemgået en omfattende økonomisk og social moderniseringsproces.

Faktorer som industrialisering, øget velstand, bedre uddannelse, lav dødelighed, ændring af kvindens stilling mv., som motiverede fx danske familier til børnebegrænsning, spiller derfor endnu en utilstrækkelig rolle.

Det bør dog nævnes, at der såvel i Syd- og Østasien, herunder Kina, som i Latinamerika er sket et stærkt fertilitetsfald igennem de seneste årtier. I enkelte lande i Sydøstasien er fertilitetsniveauet så lavt, at befolkningen ikke på længere sigt vil kunne reproducere sig selv.

Mht. udviklingen før 1960, se befolkning og Danmark - befolkning.

Læs også om fertilitet generelt.