.
.

Befolkning, samling af mennesker i et bestemt geografisk område. Befolkning kan omfatte den bosiddende befolkning (de jure befolkning) eller den faktisk tilstedeværende befolkning (de facto befolkning), dvs. også personer, som midlertidigt opholder sig i området, fx turister. Befolkningen i et land vil som regel have statsborgerskab i det pågældende land. Staten har personalhøjhed over og beskyttelsesret over for sin befolkning. Hvis befolkningen ikke er genstand for ind- eller udvandring, kaldes den en lukket befolkning. Forekommer dette, er det en åben befolkning. En befolkning kan opdeles og analyseres efter kriterier som fx bopæl, køn, alder, civilstand (ugift, gift, fraskilt og enkestand), etnisk gruppe, uddannelse, erhverv, fag og stilling. Tilsammen er alle disse grupper udtryk for befolkningsstrukturen.

Inden for disciplinen demografi søges befolkningsstrukturen forklaret ved hjælp af de såkaldte demografiske komponenter, dvs. fødsler, dødsfald, vandringer, vielser og skilsmisser.

Befolkningsstatistik

De vigtigste kilder til oplysning om en befolknings størrelse, struktur og vækst har indtil 1970 været folketællingerne og den løbende registrering af de demografiske komponenter. Imidlertid blev der gennem Det Centrale Personregister (CPR) i Danmark i 1968 etableret en kilde, som i en vis forstand repræsenterer en sammenfatning af disse.

Danmarks første folketælling blev sat i værk af regeringen i 1769. Pga. befolkningens mangelfulde skrive- og læsefærdighed kunne oplysningerne ikke indhentes ved at udsende spørgeskemaer til hver husstand og lade husstandsmedlemmerne udfylde skemaerne. I byerne var det derfor særlige embedsmænd, på landet præsterne, som fik til opgave at udfylde skemaet på grundlag af mundtlige oplysninger fra de enkelte husstande.

Ved de følgende tællinger i 1787 og 1801 anvendtes stort set samme system. Ved den næste tælling i 1834 overdrog man på landet præstens hverv til degnen, hvorefter der indtil 1870 gennemgående blev afholdt tællinger hvert 5. år. Fra og med folketællingen i 1870 overgik arbejdet på landet til de nyoprettede sogneråd. I resten af århundredet gennemførtes kun folketællinger hvert 10. år, mens de i 1900-t. er blevet afholdt hvert femte år. Den sidste folketælling fandt sted 9.11.1970. Pga. registerudviklingen vil der ikke blive afholdt flere traditionelle folketællinger i Danmark.

Det var kirken, som i sin tid tog initiativet til registreringen af de demografiske komponenter, fordi der til de tre demografiske hændelser fødsel, vielse og død var knyttet de kirkelige handlinger dåb, bryllup og begravelse.

I Danmark udstedtes i 1645 og 1646 forordninger om førelse af kirkebøger i hvert sogn, således at kirkebogen skulle indeholde oplysninger om antallet af fødsler, vielser og dødsfald. Efterhånden øgedes oplysningerne om disse tre komponenter, ligesom andre kilder begyndte at supplere kirkebøgerne.

I løbet af 1800-t. blev udstedelse af fødsels- og dødsattest gjort obligatorisk. Det stigende antal borgerlige vielser medførte, at en væsentlig del af vielsesregistreringen foregik uden om kirkebøgerne, idet disse vielser siden er blevet registreret hos borgmesteren.

I forbindelse med det store opsving i udvandringen til Nordamerika blev der i 1869 iværksat en registrering af vandringer til oversøiske områder. Denne registrering blev i 1924 udvidet til at omfatte alle vandringer såvel inden for som ud over landets grænser (kommunale folkeregistre).

Indsamling af skilsmissestatistik begyndte først i 1896, idet antallet af skilsmisser indtil da havde været meget begrænset. For de to sidste komponenters vedkommende, vandringer og skilsmisser, har der således hele tiden været tale om en registrering, som ikke inddrog præsterne.

Mens næsten alle lande i industriregionerne efterhånden har udviklet en pålidelig og landsdækkende registrering af de demografiske komponenter, gælder det samme kun for et mere begrænset antal lande i udviklingsregionerne.

Dannelsen af CPR var en nyskabelse i Danmark. Hver person blev tildelt et ticifret nummer, under hvilket der er registreret oplysninger om navn, bopæl, køn, fødselsår, civilstand, statsborgerskab m.v. Ved hjælp af indberetningerne om de demografiske komponenter kan registret hele tiden holdes ajour.

Fødselsanmeldelser og indvandringsblanketter danner grundlag for indførelse af nye personer i registret, mens dødsattester og udvandringsblanketter muliggør frasortering af personer. Indberetninger vedrørende vielser, skilsmisser og dødsfald tjener til at holde civilstandsoplysningerne ajour. På denne måde har man på ethvert tidspunkt en slags tælling af den danske befolkning i elektronisk form, hvilket umiddelbart muliggør en statistikproduktion.

I 1976 og 1981 gennemførte Danmarks Statistik en registerfolketælling. Disse opgørelser byggede udelukkende på oplysninger, som blev uddraget fra CPR samt Kildeskattesystemets Register, Erhvervsregistret og Uddannelsesregistret. Ved hjælp af personnummeret kan man kombinere de forskellige registres oplysninger om samme person. I dag er CPR hovedkilden til demografisk statistik i Danmark.

Reproduktion

Reproduktionsmål er talmæssige udsagn om en befolknings evne til at bevare og forøge sin størrelse. Den naturlige befolkningstilvækst, dvs. forskellen mellem antal levendefødte og døde, giver en vurdering af de aktuelle tilvækstforhold i en lukket befolkning.

Tilvæksten afhænger af fertilitets- og dødelighedsniveauet i de enkelte aldersklasser, men også af befolkningens aldersstruktur. En befolkning kan fx have særlig gunstige vækstvilkår ved at have en stor andel af kvinder i den mest fertile alder, dvs. 30-34 år. Denne store andel kan igen være forårsaget af en stigning i fødselstallet 30-34 år tidligere. I så fald vil både den store andel af særlig fertile kvinder og den stærkere befolkningstilvækst være af midlertidig karakter. Derfor har man indført reproduktionsmål, som viser, hvorledes en lukket befolkning vil vokse på længere sigt, hvis der ikke sker nogen ændring af fertilitets- og dødelighedsniveauet inden for de enkelte aldersklasser, dvs. et mål, som i modsætning til den naturlige befolkningstilvækst ikke påvirkes af en aldersfordeling, der ikke kan opretholdes på længere sigt.

En første tilnærmelse til et sådant mål er bruttoreproduktionstallet, som angiver, hvor mange levendefødte piger en generation på 1000 kvinder ville sætte i verden, hvis de i løbet af den fertile alder (15-49 år) fødte i overensstemmelse med et givet fertilitetsniveau i de enkelte aldersklasser, og ingen af kvinderne afgik ved døden før efter udløbet af deres fertile alder. Hvis bruttoreproduktionstallet er større end eller lig med 1000, vil en lukket befolkning under de givne forudsætninger være i stand til at reproducere sig selv.

Det andet reproduktionsmål er nettoreproduktionstallet, som tager hensyn til dødeligheden blandt kvinder inden 50-årsalderen. Dette mål angiver, hvor mange levendefødte piger en generation på 1000 kvinder ville sætte i verden, hvis de hhv. fødte og døde i overensstemmelse med et givet fertilitets- og dødelighedsniveau i de enkelte aldre. Et nettoreproduktionstal på 1000 medfører en stagnerende befolkning.

Kønsfordeling

Antallet af mænd pr. 100 kvinder i de forskellige aldersklasser (kønsfordelingen) fremviser normalt et karakteristisk forløb i en lukket befolkning, nemlig et overskud af mænd, der falder indtil 50-års alderen. Herefter er der et stigende overskud af kvinder.

Mandsoverskuddet i de yngre aldersklasser skyldes, at der fødes flere drenge end piger. Kønsproportionen, dvs. antallet af levendefødte drenge pr. 100 piger, er 106 (2012).

Den efterfølgende udvikling skyldes større dødelighed blandt mænd. I den samlede befolkning er der normalt et kvindeoverskud. Da mænd som regel er i flertal blandt emigranter, kan lande med stor indvandring have et overskud af mænd.

Befolkningsfremskrivning

Hverken den naturlige befolkningstilvækst eller brutto-/nettoreproduktionstallet kan forudsige befolkningens størrelse og struktur om fx fem eller ti år. Til dette formål anvendes en befolkningsfremskrivning, som er en beregning af en befolknings størrelse og fordeling efter fx køn og alder på en række fremtidige tidspunkter. Beregningerne foretages under forudsætning af et givet niveau af fertilitet, dødelighed og vandringer.

En fremskrivning baseres normalt på, at man år for år beregner afgangen blandt hhv. mænd og kvinder i de enkelte aldersklasser på grundlag af en overlevelsestavle. Derefter udregnes år for år antallet af levendefødte ved hjælp af bestemte forudsætninger om fertilitetsniveauet i de enkelte aldersklasser.

Det beregnede antal levendefødte deles mellem drenge og piger på grundlag af den konstante kønsproportion. Endelig kan man indregne virkningen af en given nettovandring.

Ved at anvende denne fremgangsmåde er det principielt muligt at beregne antallet af mænd og kvinder i alle aldersklasser så langt frem i tiden, man ønsker det. En befolkningsfremskrivning er således en mere eller mindre nuanceret videreførelse af fortiden; jo længere fremskrivningsperioden er, desto større bliver usikkerheden.

Befolkningsudvikling

Befolkning. Verdens befolkning i mio. 1650-2025.

.

I år 1 skønnes verdensbefolkningen at have udgjort 1/4 mia. mennesker. Omkring 1650 var den vokset til 1/2 mia. mennesker svarende til en årlig gennemsnitsvækst på ca. 1/2‰. Tilvæksten fremkom som forskellen mellem et gennemsnitligt fertilitetsniveau pr. år på 3-4% og et lidt lavere dødelighedsniveau.

Tilvæksten har været meget ujævn. Perioder med betydelig befolkningsfremgang er afløst af perioder med voldsom tilbagegang på grund af krige, hungersnød og epidemier. I 1650 befandt næsten hele verdens befolkning sig i Europa, Afrika og Asien.

Omkring år 1800 var verdensbefolkningen vokset til 0,9 mia. i kraft af en betydelig forøgelse af folketallet i Europa og Asien. I samme periode formindskedes Afrikas folketal en smule på grund af slavehandelen. Efter år 1800 begyndte helt nye væksttendenser at gøre sig gældende.

I år 1900 nåede den samlede befolkning op på over 11/2 mia. svarende til en årlig vækst i 1800-t. på lidt over 1/2%. Stigningstakten i Europa og Amerika var langt højere end tidligere og væsentlig større end i Asien. Også for Amerikas vedkommende var der tale om stigninger i den europæiske befolkning, da praktisk taget hele indvandringen til Amerika bestod af europæere.

Den stærkere befolkningstilvækst var fremkaldt af et fald i dødeligheden i Europa og Nordamerika. Dels forsvandt epidemierne lidt efter lidt, og dels blev det gennemsnitlige dødelighedsniveau reduceret til kun at udgøre 2% i mange europæiske befolkninger.

Årsagen var den tekniske revolution inden for landbrug og håndværk, som medførte en forbedret levestandard og ernæring. Endvidere skete der fremskridt inden for lægevidenskaben og den offentlige hygiejne (vandforsynings- og kloaksystemer). Fertilitetsniveauet var derimod stort set uændret indtil slutningen af 1800-t.

I 1900-t. har verdensbefolkningens gennemsnitlige vækst udgjort knap 11/2% om året, idet væksten efter 1950 har været ca. 2%. Verdens indbyggertal udgjorde 6,9 mia. i 2010.

I 1900-t. har befolkningstilvæksten i industriregionerne været svagere end i udviklingsregionerne. Afsvækkelse af befolkningstilvæksten i industriregionerne blev fremkaldt af en stærk fertilitetsnedgang, som mere end opvejede det fortsatte dødelighedsfald. Fertilitetsnedgangen var udtryk for en tilpasning til ændringerne i disse samfunds økonomiske og sociale strukturer, som gjorde det uhensigtsmæssigt med store børneflokke.

I slutningen af 1980'erne var befolkningstilvæksten kun 1/2%. Udviklingen fra et højt til et lavt fertilitets- og dødelighedsniveau kaldes den demografiske transition.

Den stærke befolkningstilvækst i udviklingsregionerne er fremkommet på grundlag af et højt fertilitetsniveau og et faldende dødelighedsniveau. Dette fald er i betydeligt omfang fremkaldt af en stigende anvendelse af vestlig teknik og medicin inden for sygdomsbekæmpelse (massevaccinationer, antibiotikabehandlinger, antimalariakampagner, desinfektionskampagner m.v.).

Mange af disse landes økonomiske og sociale strukturer har derimod kun i begrænset omfang ændret sig. Derfor motiverer samfundsstrukturen i utilstrækkeligt omfang til en omfattende fertilitetskontrol; det gælder især Sydasien, Mellemøsten og Afrika.

Læs videre om Jordens befolkningsudvikling fra 2010 her.

Befolkningsteorier

Allerede i oldtiden kan man, fx hos Platon og Aristoteles, finde tilløb til generelle udsagn om årsagerne til og konsekvenserne af befolkningsudviklingen, men den første omfattende befolkningsteori, som stadig spiller en afgørende rolle, blev i 1798 fremsat af Thomas Malthus.

I sin bog An Essay on the Principle of Population beskæftiger Malthus sig med forholdet mellem befolkningsvækst og produktionen af levnedsmidler. Bogen udkom i stadigt reviderede udgaver indtil hans død i 1834.

Malthus hævdede, at der var en tendens til, at befolkningen voksede hurtigere end dens evne til at frembringe levnedsmidler. Befolkningen voksede nemlig som en geometrisk række, 1, 2, 4, 8, 16 osv., mens landbrugsproduktionen kun kunne vokse som en aritmetisk række, 1, 2, 3, 4 osv.

Da befolkningen i det lange løb ikke ville kunne overleve ved at vokse hurtigere end produktionen af levnedsmidler, måtte der på et vist tidspunkt skabes en balance mellem befolkningens størrelse og mængden af fødevarer.

Tilvejebringelsen af balancen måtte da ske ved en begrænsning af befolkningens størrelse, fx vha. krige, hungersnød og epidemier (positive forhindringer). Ethvert overskud af levnedsmidler ville med tiden beslaglægges af befolkningstilvæksten, og en mangelsituation ville igen opstå.

Det ville nødvendiggøre en hæmning af befolkningstilvæksten, således at de positive forhindringer måtte træde i funktion for at fremkalde den nødvendige stigning i dødeligheden.

Naturligvis kunne man tænke sig, at befolkningens størrelse kunne holdes inden for de rammer, som mængden af fødevarer afstak, ved at fertiliteten blev reduceret (forebyggende forhindringer). Thomas Malthus mente imidlertid, at mennesket på dette punkt var styret af det seksuelle instinkt, der fra naturens hånd var givet som en fast og uforanderlig størrelse.

Thomas Malthus anså i øvrigt fødselskontrol inden for ægteskab for en last og så bort fra muligheden. Hermed fik hans teori karakter af en naturlov, som står uden for menneskenes herredømme. Hans befolkningslov havde således gyldighed for ethvert samfund. Selvom Malthus anbefalede sene ægteskaber som et middel til reduktion af børneantallet i familien, regnede han næppe med, at tanken kunne gennemføres i tilstrækkeligt omfang.

Ud fra sin teori måtte Thomas Malthus bekæmpe ethvert forsøg på forbedring af levevilkårene for de dårligst stillede i samfundet ved hjælp af indgreb fra statsmagtens side. Dette ville blot forbedre disse klassers mulighed for at formere sig og derved gøre ernæringsproblemet større. Malthus' tanker fik i den vestlige verden stor indflydelse på den offentlige debat om behovet for og nytten af samfundsændringer.

Thomas Malthus' befolkningslov blev angrebet fra mange sider såvel før som efter hans død. En af kritikerne var Karl Marx. Hans kritik af Thomas Malthus rettede sig først og fremmest mod den antagelse, at der skulle eksistere en bestemt befolkningslov, som havde generel gyldighed.

I modsætning hertil fremholdt Karl Marx, at hver samfundsform havde sin specielle befolkningslov. Der gjaldt således en særlig befolkningslov for et industrisamfund, hvor produktionsmidlerne var i privateje (det kapitalistiske samfund).

En sådan samfundsform måtte efter Karl Marx' opfattelse karakteriseres ved tilstedeværelsen af en overskudsbefolkning, som viste sig ved, at en del af arbejdsstyrken var uden arbejde.

Den såkaldte industrielle reservearmé fremkom pga. en stadig opsamling af kapital i de enkelte virksomheder i form af ny arbejdsbesparende produktionsteknik, som overflødiggjorde arbejderne. Dette ville ske uanset befolkningstilvækstens størrelse.

En overgang til et samfund med produktionsmidlerne i samfundseje (det socialistiske samfund) ville derimod betyde afskaffelsen af den industrielle reservearmé, da en anden befolkningslov ville gælde for denne samfundsform. Mens Thomas Malthus altså gav befolkningstilvæksten skylden for de sociale problemer og så bort fra samfundets indretning, forholdt det sig lige omvendt hos Karl Marx.

Thomas Malthus' befolkningslov har i revideret form også i dag fundet tilhængere, nemlig de såkaldte neo-malthusianere. De anser befolkningsudviklingen for at udgøre den vigtigste årsag til de eksisterende globale, økonomiske og sociale problemer. I modsætning til Thomas Malthus går neo-malthusianerne stærkt ind for børnebegrænsning i ægteskabet gennem anvendelse af moderne prævention.

Mens Thomas Malthus først og fremmest beskæftigede sig med misforholdet mellem befolkningsmængden og ernæringsmulighederne, har neo-malthusianismen også inddraget faktorer som fx energi-, råstof- og forureningsproblemer.

I analysen af sammenhængen mellem befolkning og samfund har begrebet den optimale befolkning indtaget en fremtrædende plads. Ved den optimale befolkning i et land forstås den folkemængde, som betinger den størst mulige velfærd pr. indbygger.

Som en tilnærmelse til målingen af befolkningens velfærd anvendes indkomsten pr. indbygger. Normalt tænker man sig, at indkomsten pr. indbygger stiger med øget befolkningstæthed indtil et vist punkt, fordi man før det punkt kan opnå stordriftens og arbejdsdelingens fordele i forbindelse med en bedre udnyttelse af transportanlæg m.v.

Ved en stadig forøgelse af befolkningstætheden vil gennemsnitsindkomsten begynde at falde, fordi man tvinges til at inddrage en ringere landbrugsjord og udnytte mindre tilgængelige energi- og råstofforekomster. Ud fra dette begreb kan overbefolkning forstås som en befolkningsmængde, der overstiger den optimale befolkning.

Befolkningspolitik

Befolkningspolitik omfatter de mål, som statsmagten opstiller for befolkningsudviklingen, og de midler, som anvendes hertil. Midlerne vil omfatte foranstaltninger, som kan påvirke de demografiske komponenter.

Når statsmagten fastlægger bestemte mål for befolkningens vækst eller størrelse, foreligger der en kvantitativ eller demografisk befolkningspolitik. Hvis målet er at øge befolkningstilvæksten, er det en ekspansiv befolkningspolitik, i modsat fald en restriktiv. En ekspansiv befolkningspolitik kan fx realiseres ved hjælp af foranstaltninger, som øger antallet af levendefødte og indvandrede.

Baggrunden for en ekspansiv befolkningspolitik kan være, at et land besidder store mængder af resurser, som menes at kræve en større befolkning for at kunne udnyttes. Der kan også være tale om militære og magtpolitiske hensyn.

Det var utvivlsomt de vigtigste motiver bag de tyske nazisters befolkningspolitik i 1930'erne, da man gennem intensiv propaganda opmuntrede til flere fødsler. Propagandaen blev understøttet med ydelse af bosætningslån ved indgåelse af ægteskab, og en fjerdedel af lånet blev eftergivet for hvert barn, som blev født i ægteskabet.

Gennem de sidste årtier er den restriktive befolkningspolitik blevet udbredt i udviklingslandene pga. deres store befolkningstilvækst, som betragtes som en hæmsko for en tilstrækkelig hurtig økonomisk og social udvikling.

I adskillige udviklingslande søger statsmagten at begrænse antallet af fødsler gennem oplysning om svangerskabsforebyggende midler kombineret med en agitation, som søger at vise fordelene ved små familier.

I nogle lande, fx Kina, anvendes sanktioner, når en kvinde føder det andet barn. Disse sanktioner kan bestå i, at der ikke gives betalt barselsorlov, ligesom faderens eller moderens mulighed for lønstigning og avancement bringes til ophør, og eventuelle bonusordninger bortfalder.

I mange samfund gennemføres imidlertid en lang række foranstaltninger, som får indflydelse på de demografiske komponenter, uden at der har foreligget et bevidst ønske om at påvirke befolkningsudviklingen.

Svangerskabsforebyggende midler og oplysning om dem stilles til befolkningens rådighed for at gøre det muligt for familierne at bestemme, hvor mange børn de vil have, og hvornår de vil have dem, uden tanke på konsekvenserne for fødselstallet og dermed befolkningens størrelse.

I sådanne tilfælde foreligger der en velfærdspolitik eller en kvalitativ befolkningspolitik. I Danmark føres der således udelukkende kvalitativ befolkningspolitik.

Jordens befolkningsudvikling fra 2010

Fra 2010 til 2050 forventes Jordens befolkning ifølge FN's befolkningsprognose at vokse fra 6,9 til 9,6 mia. Den samlede tilvækst på 2,7 mia. vil finde sted i de nuværende udviklingsregioner... læs videre om jordens befolkningsudvikling fra 2010.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig