Socialistisk Folkeparti

Aksel Larsen blev i november 1958 ekskluderet af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og dannede derefter Socialistisk Folkeparti sammen med andre tidligere medlemmer af DKP. Uenigheden i DKP havde bl.a. drejet sig bl.a. om graden af ideologisk selvstændighed i forhold til det sovjetiske kommunistparti, og den uenighed var blevet forstærket efter Sovjetunionens invasion af Ungarn i 1956. Aksel Larsen anmeldte Socialistisk Folkeparti i Folketinget 24. november 1958, og den stiftende kongres blev afholdt 15. februar 1959.

Ifølge anden paragraf i partiets love (2018) er SF’s mål at "virke for socialisme gennem udvidelse af demokratiet. Partiet arbejder på et marxistisk idegrundlag". SF’s ideologiske basis er rød og grøn: demokratisk socialisme og hensyn til miljø. Ved partiets dannelse var der i lyset af bruddet med DKP fokus på, at socialisme skulle indføres ad demokratisk vej og på afskaffelse af militæret og nedrustning.

Fordelingspolitik er vigtig for SF. Partiet har for eksempel et vedtægtsbestemt fagligt landsudvalg, der har til opgave at styrke partiets arbejdsmarkedspolitiske indsats, blandt andet i samarbejde med partiets fagligt aktive medlemmer.

Mange andre mærkesager og temaer er med tiden kommet til. SF markerer sig blandt andet på miljøpolitikken med en grøn dagsorden, på ”en human flygtningepolitik” og ligestilling både i forhold til køn og seksualitet. SF ligger dermed på venstrefløjen, både når det gælder fordelingspolitik og den ny- eller værdipolitiske dimension. SF har i sin organisering også lagt vægt på at samarbejde med folkelige, sociale bevægelser som freds-, kvinde- og miljøbevægelserne.

Der er et stykke vej fra SF’s slogan fra 1992 om, at ”Holger og konen siger nej til Unionen” til den første sætning på SF’s hjemmeside om partiets EU-politik (maj 2020): ”SF er et EU-engageret parti med en stærk grøn, solidarisk og international profil.” De to citater viser, at SF’s EU-politik har været præget af skepsis og intern uenighed, men den generelle tendens er, at SF har bevæget sig i en mere EU-positiv retning.

Som andre fløjpartier har SF også haft intern splittelse mellem de ideologisk rene og dem, der pragmatisk ønsker indflydelse, selvom det er ideologisk små sejre. Det skete fx, da SF indgik i et regeringssamarbejde efter valget i 1966, og de førstnævnte forlod SF og dannede det nye parti Venstresocialisterne i 1967.

SF’s vælgertilslutning har været noget af en rutsjebanetur, siden partiet i 1960 fik valgt 11 folketingsmedlemmer. Lavest lå SF med 7 mandater ved folketingsvalgene i 1977 og 2015, højest i 1980’erne og ved valget i 2007. SF har udviklet sig fra et arbejderparti til et funktionærparti. Funktionærgruppen består fortrinsvis af offentligt ansatte (især kvinder) i social-, sundheds- og uddannelsessektoren.

SF har ved de seneste fem valg til landets kommunalbestyrelser fået indvalgt mellem 116 og 340 medlemmer, flest i 2009 og færrest i 2013, hvilket viser, hvordan landspolitiske tendenser kan slå igennem ved kommunalvalg.

SF har været repræsenteret i Europa-Parlamentet siden 1979, oftest med ét medlem, men i tre perioder (1984-1989, 2009-2014 og fra 2019) med to medlemmer. SF’s medlemmer sad før 2004 i en gruppe sammen med andre europæiske venstrefløjspartier, men skiftede i 2004 til gruppen De grønne/Den Europæiske Fri Alliance, som består af grønne og regionale partier, der tilsammen spænder bredere inden for det politiske spektrum.

Efter folketingsvalget i 1966 var der rødt flertal, og Socialdemokratiet dannede regering med støtte fra Socialistisk Folkeparti; det såkaldt ’røde kabinet’. I 1967 brød fire utilfredse folketingsmedlemmer og menige medlemmer med SF og dannede Venstresocialisterne, hvormed det røde kabinet mistede folketingsflertallet.

SF var støtteparti for Poul Nyrup Rasmussens regeringer 1994-2001, mens partiet under VKO-flertallet 2001-2011 ikke havde nogen reel indflydelse. SF arbejdede fra Villy Søvndals tiltræden som formand i 2005 for at øge muligheden for at deltage i regering. Det lykkedes med dannelsen af Helle Thorning-Schmidts mindretalskoalitionsregering med Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF efter folketingsvalget i 2011.

Ikke alle i SF’s bagland var begejstrede for de politiske beslutninger, som partiets ledelse og ministre tog i regeringen, og det kulminerede med beslutningen om at sælge aktierne i DONG til Goldman Sachs. Som resultat heraf trådte SF ud af regeringen i januar 2014, men fortsatte som parlamentarisk støtteparti.

Pia Olsen Dyhr, der har været formand for SF siden 2014, har ikke afvist, at partiet igen kan indgå i regering. Efter valget i 2019 blev SF sammen med Enhedslisten og Radikale Venstre et af tre støttepartier for Mette Frederiksens socialdemokratiske etpartiregering. I perioden har SF stået nærmere regeringen end de to øvrige støttepartier. Partiet har fokuseret på at fremme sine mærkesager, senest formuleret i 2022 i en liste på 16 krav til en ny regering, bl.a. en ny lov om biodiversitet, et særskilt ministerium med ansvar for at løse mistrivsel blandt børn og unge samt en bevarelse og udbygning af de minimumsnormeringer i daginstitutionerne, som var partiets mest prominente mærkesag ved valget i 2019.

SF har lige fra begyndelsen lagt stor vægt på medlemmernes deltagelse og indflydelse på partiets vigtige politiske beslutninger, og partiet har derfor skabt en medlemsorganisation både af navn og af gavn. For eksempel vælges formanden ved en urafstemning blandt alle medlemmer. Bortset fra partiets seneste storhedstid 2008-2013, hvor medlemstallet toppede med lige under 18.000, har partiets medlemsopbakning ligget på under 10.000.

I 1970'erne opstod Socialistisk Folkepartis kvindegrupper, som bl.a. førte til, at partiet i 1979 som det første indførte kønskvotering. Kvindegrupperne ophørte i 1988.

Aksel Larsen var som stifter den naturlige første partiformand. Da han gik af efter det røde kabinet og valgnederlaget i 1968, blev han afløst af Sigurd Ømann, som gik af i 1974 efter valgnederlaget ved jordskredsvalget i december 1973. Gert Petersen, der også havde været med til at stifte partiet, sad på formandsposten indtil 1991 og oplevede dermed både stor tilbagegang og stor fremgang.

SF har tradition for kampvalg om formandsposten. I 1991 vandt Holger K. Nielsen over Steen Gade, mens Pia Olsen (senere Pia Olsen Dyhr) og Meta Fuglsang i 2005 tabte til Villy Søvndal. I 2012 var baglandets utilfredshed med SF’s regeringsdeltagelse en afgørende forklaring på, at det ikke var ledelsens kandidat, sundhedsminister Astrid Krag, men det mere ukendte folketingsmedlem Annette Vilhelmsen, der kom sejrrigt ud af formandsvalget med 2/3 af medlemmernes stemmer.

I starten af 2014 trådte SF ud af regeringen, Annette Vilhelmsen gik af som formand, og en del folkevalgte og medlemmer skiftede parti. Der var på det tidspunkt bred enighed om, at kampvalg ikke var nødvendigt for at demonstrere SF’s deltagerdemokratiske ambitioner, og kun Pia Olsen Dyhr stillede op til formandsposten.

• Socialistisk Folkepartis kvindegrupper

• SF's hjemmeside
• SFU's hjemmeside

• Hans Mortensen (2014): SF. Magtens Pris (People’s Press)
• Aage Frandsen (2018): Folkesocialisten. SF's historie fortalt af Aage Frandsen (Forlaget Momenta)