Øresundsaftalen, dansk-svensk samarbejde med det formål at skabe en region omkring Øresund, indledt i tilslutning til, at Øresundsforbindelsen blev færdiggjort. Et mål har været at skabe et fælles arbejdsmarked, hvor man kan arbejde på den ene side af Sundet og bo på den anden, uden at regler om skat, afgifter, ydelser og bidrag bliver en barriere for integrationen i regionen. En aftale herom blev truffet i oktober 2003. Aftalen er fulgt op med lovgivning, der forhindrer dobbeltbeskatning, fjerner urimeligheder i pensionsordninger og social sikring, mindsker broafgiften for grænsegængere (pendlere) m.m.