udligning

De primære skattekilder i udligningen af beskatningsgrundlag er indkomstskatter og grundskatter. Ud over disse indgår der fra Strukturreformen i 2007 også udligning af selskabsskat og fra 2021 desuden udligning af de såkaldte dækningsafgifter for offentlige ejendomme.

I udligningen af udgiftsbehov indgår to hovedkategorier af udgiftsbehovskriterier: aldersbestemte udgiftsbehov og socioøkonomiske udgiftsbehov. De centrale kriterier i de aldersbestemte udgiftsbehov er antal indbyggere i forskellige aldersgrupper. Jo flere børn og ældre (og jo ældre de er), der er i en kommune i forhold til antallet af borgere i den erhvervsaktive alder, jo større er de beregnede udgiftsbehov og dermed det beløb, som kommunen får gennem udligningssystemet. De socioøkonomiske udgiftsbehov bliver målt ved kriterier som borgere uden beskæftigelse, med lav indkomst, kort uddannelse og/eller uden erhvervsuddannelse. Desuden indgår kriterier som familier i almene boliger, indvandrere, enlige ældre og børn af enlige forsørgere samt strukturelle forhold som befolkningstæthed og afstand til arbejdspladser. Jo flere socioøkonomisk ressourcesvage borgere der – målt på disse kriterier – er i en kommune, jo større er de beregnede udgiftsbehov og dermed det beløb, som kommunen får gennem udligningssystemet.

Indenrigsministeriet (pt. Indenrigs- og Boligministeriet) udsender normalt hvert år i juni måned en større samlet redegørelse til kommunerne, hvoraf det fremgår, hvordan udligningsbeløbene bliver for det kommende budgetår for hver enkelt kommune og hvordan de er blevet beregnet. Publikationen offentliggøres samtidig på ministeriets hjemmeside.

I udligningssystemet 2021 er fastsat en maksimal udligningsgrad på 95 %. Dette gælder for kommuner med lavt beskatningsgrundlag og kommuner med højt udgiftsbehov. For disse kommuner udlignes op til 95 % af forskellene mellem beskatningsgrundlaget og udgiftsbehovene pr. indbygger i kommunen og det landsgennemsnitlige niveau. For kommuner med højt beskatningsgrundlag og kommuner med lavt udgiftsbehov er den maksimale udligningsgrad tilsvarende 93%. En mellemgruppe af kommuner mht. beskatningsgrundlag udlignes med 75 %.

Udligningssystemet er grundlæggende et omfordelende nulsumsspil, hvor nogle kommuners gevinster modsvares af andres kommuners tab. Skal en kommune have mere, skal andre kommuner have tilsvarende mindre. Kommunerne kan derfor godt blive enige om, at de ønsker et mere retfærdigt udligningssystem. Men hvad der er et mere retfærdigt udligningssystem, vil der ofte være 98 forskellige meninger om, for hvad den ene kommune mener er mere retfærdigt, vil den anden kommune anse for at være mere uretfærdigt. Politisk kan det derfor også være omkostningsfyldt at lave ændringer i udligningssystemet, da ændringer ofte vil blive mødt af to typer af utilfredse borgmestre. For det første de borgmestre, der er utilfredse med at de skal af med flere penge. For det andet de borgmestre, der mener at de ekstra penge, de får, er alt for lidt i forhold til størrelsen af de skævheder, som de mener, at de burde have været kompenseret for.