• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

lokalforvaltning (Lokalstyre på landet)

Oprindelig forfatter IDub Seneste forfatter Redaktionen

I landdistrikterne varetog lensmændene, senere kaldet amtmænd, den statslige del af lokalforvaltningen. Lensmændene var de tidligste bindeled mellem landbefolkningen og kongemagten og varetog vha. fogeder bl.a. indkrævningen af skatter, bøder og konfiskationer. De førte tilsyn med fogedernes embedsførelse og havde påtalemyndighed for alle forbrydelser, især grove, som den krænkede ikke kunne eller ville forfølge, ligesom de varetog fuldbyrdelsen af de idømte straffe. De bestyrede endvidere krongodset og varetog visse militære opgaver, men havde ikke dommerfunktioner.

Som lensmandens fuldmægtige havde herredsfogederne oprindelig både dømmende og administrative opgaver for kongen, idet dog de administrative opgaver med tiden blev overtaget af andre fogeder. Efter 1660 udvidedes herredsfogedens øvrighedsbeføjelser i takt med begrænsningen af de private godsejeres patrimonielle myndighed, dvs. de administrative funktioner, der påhvilede dem. Herredsfogederne fik i 1701 tilsyn med overholdelsen af politilovgivningen og i 1708 med veje og med de fattige. I 1791 fik fogederne politiøvrighed også vedr. strafforfølgning sideordnet med funktionen som dommer; denne ordning varede til retsplejereformen af 1919.

Et egentligt lokalt selvstyre fandtes ikke på landet. Først i 1803 og 1814 indførtes i sognedistrikterne et begrænset selvstyre inden for først fattig-, så skolevæsen. I 1841 indførtes amtsråd og de såkaldte sogneforstanderskaber, som efter 1855 betegnedes sogneråd. De skulle styre samtlige sognekommunale anliggender under amtsrådets overtilsyn, mens amtmanden havde tilsynsmyndighed på statens vegne, se amt.

Annonce

Amtsrådene bestod af amtmanden som født formand samt en af amtets provster, som blev udnævnt af Kancelliet, og seks andre af amtets beboere, hvoraf to til tre medlemmer valgtes af de største jordejere, mens resten valgtes af sogneforstanderskaberne. Disse bestod af sognepræsten som født formand samt de største jordejere, mens resten blev valgt af og blandt de beboere, der besad ejendom af en vis størrelse. Herredsfogeden kunne deltage i møderne og havde stemmeret. Efter 1855 erstattedes sognepræsten af en valgt sognerådsformand, men præsten havde stadig sæde i sognerådet og stemmeret, hvad fattig- og skolesager angik.

Landkommunallovene af 1867 og 1933 opretholdt sogneråds- og amtsrådsordningen uændret frem til kommunalreformen i 1970, idet dog reglerne om valg og valgbarhed til sogneråd og amtsråd blev ændret i 1908, da der indførtes almindelig valgret for mænd og kvinder.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Inger Dübeck: lokalforvaltning (Lokalstyre på landet) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=118027



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. lokalforvaltning (Lokalstyre på landet)
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik