Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kommunalreformen

Oprindelige forfattere NP og PBog Seneste forfatter Redaktionen

kommunalreformen, 1960'ernes reform af det danske kommunestyre, endeligt gennemført med virkning fra 1.4.1970 med det formål at skabe kommunale enheder, der ville blive i stand til at varetage flere opgaver end hidtil.

Ved kommunalreformen ændredes den kommunale inddeling, og antallet af kommunale enheder begrænsedes fra ca. 1000 kommuner og 25 amtskommuner til 275 kommuner og 14 amtskommuner, også kaldet amter. Fra januar 2007 ændrede Strukturreformen denne opdeling.

Den tidligere sondring mellem landkommuner (amtskommuner og sognekommuner) og købstadskommuner blev ophævet af kommunalrefomen og erstattet af to kommunale niveauer for hele landet, bortset fra Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Annonce

Kommunalreformen medførte en ændret finansiering af de kommunale opgaver. Statsrefusionsordninger vedrørende bestemte typer af kommunale udgifter blev afløst af generelle statslige tilskud, bloktilskud, der skulle fordeles uafhængigt af det faktiske aktivitetsniveau.

Efter kommunalreformen voksede de kommunale opgaver betragteligt. Bl.a. blev psykiatriske hospitaler, særforsorg og gymnasieskoler udlagt fra staten til amtskommunerne. Kommunerne fik vækst i deres traditionelle opgaver, fx inden for daginstitutionsområdet, og fik nye opgaver, bl.a. vedrørende miljø og erhvervsfremme.

Reformens baggrund

Kommunalreformen må betragtes som den vigtigste forudsætning for organiseringen af den danske velfærdsstat i 1900-tallets sidste årtier. Det forberedende arbejde foregik i 1960'erne, hvor mange visioner om fremtidens Danmark så dagens lys, fx i form af landsplanlægning. Indenrigsministeriet foretog omfattende analyser af sammenhængen mellem bopæl og arbejdssted, organisationen af den offentlige service og forskellige kommunestørrelsers styrke til at finansiere lokal offentlig service. Konklusionen var klar i 1966 og blev formuleret som tre hovedprincipper for den fremtidige kommunale inddeling.

For det første kunne en kommune næppe fungere effektivt med færre end 5000-6000 indbyggere, hvilket ansås for tilstrækkeligt som grundlag for egen skole og alderdomshjem, mens amterne skulle være på 250.000-300.000 indbyggere for at kunne bære et fuldt udbygget centralsygehus.

For det andet var det et problem, at de fleste købstæder i realiteten sørgede for service, infrastruktur og arbejdspladser for de omliggende sognekommuner, uden at sognekommunerne betalte for det; beboerne var i "skattely". Løsningen på dette blev at lægge de kommuner sammen, som udgjorde et geografisk sammenhængende byområde.

For det tredje ophævede man købstædernes særlige status; tidligere havde såvel købstæder som amter sygehuse og i et vist omfang gymnasier, men fremover skulle begge opgaver løses af amterne. Alle de nye kommuner blev underlagt amtets tilsyn, mens de gamle købstæder havde været underlagt tilsyn fra Indenrigsministeriet.

Ændrede forudsætninger 1980-2005

Kommunalreformens fædre havde ikke forudset de voldsomme ændringer, som Danmark og den øvrige vestlige verden skulle gennemgå efter 1966, det år, da principperne for kommunalreformen formuleredes. Kommunalreformen hvilede på forudsætninger som fx mange hjemmegående husmødre og stort set fuld beskæftigelse.

De nye kommuner og amter blev efter få år sat til at klare en uddannelseseksplosion, en stærkt voksende kvindelig arbejdsstyrke, som for en stor dels vedkommende fik arbejde i kommunernes social- og sundhedsinstitutioner, og en stærkt stigende arbejdsløshed.

Indtil midten af 1980'erne løstes disse problemer oftest ved at udbygge servicen i skole-, børne- og ældreinstitutioner og i sundhedsvæsenet, samtidig med at en omfattende organisation til social bistand mv. og efterhånden også til aktivering af arbejdsløse blev opbygget. De nye "storkommuners" rådhusorganisation blev udbygget til at administrere det store apparat i en stærk, men funktionelt opsplittet og bureaukratisk enhedsorganisation efter samme mønster i alle kommuner. Desuden voksede den statslige regulering af den kommunale service stærkt.

I 1980'erne begyndte man i kommunerne at eksperimentere med andre organisationsformer, først på det sociale område, dernæst under de såkaldte frikommuneforsøg 1985-91 på stort set alle områder. Disse forsøg ledte frem til mange lovændringer i retning af færre statslige forskrifter for kommunale løsninger og endvidere til demokratisering af skoler og børne- og ældreinstitutioner i form af brugerbestyrelser og rådgivende organer. Desuden begyndte nogle kommuner at udlicitere stadig flere opgaver til private virksomheder.

For politikernes vedkommende søgte man at modvirke en stærk specialisering ved at lægge udvalg sammen, og samtidig blev antallet af enkeltsager i udvalgene reduceret for at få politikerne til at koncentrere sig om de overordnede linjer i kommunalpolitikken.

Institutionsstyret betød, at kommunens fagforvaltninger mistede en række funktioner, specielt af kontrollerende art; i stedet skulle de styrke den overordnede styring og planlægning i kommunen. Det medførte nye og mere specialiserede krav til forvaltningspersonalets faglige kvalifikationer.

Denne udvikling blev søgt videreført med den store kommunale og regionale reform efter årtusindskiftet, Strukturreformen fra 2007.

Se også lokalforvaltning, kommunestyre og Strukturreformen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Preisler, Peter Bogason: kommunalreformen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=108505