Folkeregister, fortegnelse over en kommunes indbyggere, ført siden 1924 i alle danske kommuner. Enhver, der flytter, skal anmelde flytning til folkeregisteret i tilflytningskommunen, og folkeregistrene indberetter alle ændringer til Det Centrale Personregister, CPR. Der gælder særregler for flytning til og fra Grønland og Færøerne samt for søfolk og værnepligtige mfl. Personer, der flytter fra udlandet for at tage ophold i Danmark i mindst tre måneder, optages i folkeregisteret. Asylansøgere optages, når Direktoratet for Udlændinge har meddelt dem opholdstilladelse.

I de sønderjyske landsdele anmeldes fødsel og død til folkeregisteret (personregisterføreren); i resten af Danmark sker disse anmeldelser til den, der fører folkekirkens elektroniske kirkebog, Den Ny Kirkebog, i hhv. det sogn, hvor moderen bor, og sognet, hvor afdøde havde hjemme. Se også fødselsregistrering.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig