Region Midtjylland.

.

Region Midtjylland er en forvaltningsenhed, der blev oprettet som led i Strukturreformen. Reformen blev vedtaget i Folketinget i juni 2004 og trådte i kraft d. 1. januar 2007. Her blev Danmarks 14 amter nedlagt og afløst af fem regioner.

I regionen indgik de tidligere Ringkøbing og Aarhus Amter samt den nordlige del af Vejle Amt og den sydlige del af Viborg Amt.

Dermed kom Region Midtjylland til at omfatte 19 midtjyske kommuner "fra kyst til kyst" med tilsammen 1.322.048 indbyggere (d. 1. januar 2021) og med Aarhus Kommune som den folkerigeste (352.751 indbyggere).

Region Midtjylland har hovedsæde i Viborg, men administrative enheder findes desuden i Holstebro, Horsens og Aarhus. Regionsrådet har 41 folkevalgte medlemmer.

Regioners helt dominerende hovedopgave er sundhedsvæsenet. I 2020 brugte Region Midtjylland 26,0 mia. kr. på sundhedsområdet. Regionen driver også en række institutioner for udsatte grupper og har opgaver indenfor regional planlægning af bl.a. kollektiv trafik. Regioner kan ikke selv udskrive skat men finansieres af bidrag fra stat og kommuner.

Regionsrådets politiske sammensætning

Det første kommunal- og regionalvalg efter den nye opdeling blev afholdt d. 15. november 2005.

Ved konstitueringen efter valget blev den tidligere amtsborgmester i Viborg, Bent Hansen (S), den første regionsrådsformand i Region Midtjylland. Hans samlede borgmester- og formandstid kom til at strække sig fra 1990 til 2017. Han blev også fra 2006 formand for Danske Regioner, som afløste Amtsrådsforeningen.

Valget i 2017 ændrede ikke meget ved magtfordelingen i Regionsrådet, hvor Socialdemokraterne siden regionsrådets begyndelse har vekslet mellem 15 og 16 pladser, mens Venstre har ligget mellem 11 og 14 pladser. Ved valget i 2017 blev stemmeprocenten 72,7.

Socialdemokratiets nye spidskandidat, Anders Kühnau, blev 2017-valgets topscorer med 62.959 personlige stemmer og blev ny regionsrådsformand. Tidligere venstreborgmester i Ikast-Brande Carsten Kissmeyer fik 38.720 personlige stemmer.

Mandatfordeling og stemmeprocent ved Regionrådsvalg i 2005, 2009, 2013, 2017 og 2021 i Region Midtjylland*
2005 2009 2013 2017 2021
A. Socialdemokratiet 16 15 16 15 13
B. Radikale Venstre 2 1 2 1 2
C. Det Konservative Folkeparti 3 3 2 1 6
D. Nye Borgerlige - - - 0 1
F. Socialistisk Folkeparti 2 6 2 2 3
I. Liberal Alliance - 0 1 1 0
K. Kristendemokraterne 1 0 0 1 1
O. Dansk Folkeparti 2 3 3 3 1
P. Psykiatri-Listen - - - 1 1
V. Venstre 14 11 13 13 11
Ø. Enhedslisten 1 0 2 2 2
Å. Alternativet - - 0 1 0
D.** Fælleslisten 0 2 0 - -
I alt 41 41 41 41 41
Kvinder 14 12 13 12 22
Mænd 27 29 28 29 19
Stemmeprocent 72,2 % 67,8 % 73,9 % 72,7 % 69,1 %

*DANMARKS STATISTIK – STATISTIKBANKEN.DK/AKVA3 SAMT KMDVALG.DK

** Regionsliste Fælleslisten Vest

Regionens hovedopgaver

Blandt de 26,0 mia. kr. i sundhedsudgifter i 2020 var de største poster de somatiske sygehuse med 17,2 mia.kr., psykiatrien med 1,8 mia. kr. og almen lægehjælp med 2,3 mia. kr.

Sygehusstrukturen er siden regionens dannelse blev ændret i takt med en øget specialisering. Det største sygehus er Aarhus Universitetshospital i Skejby, der siden regionens dannelse er blevet udbygget med støtte fra den statslige kvalitetsfondspulje til bygning af de nye sygehuse, der ofte omtales som supersygehuse. Hospitalet er udover Rigshospitalet i København det mest specialiserede sygehus i Danmark.

Regionshospitalet Gødstrup er det andet supersygehus i regionen og overtager ved sin åbning i 2022 de fleste funktioner fra de gamle hospitaler i Holstebro og Herning.

Placeringen af det store hospital i Gødstrup udenfor Herning blev vedtaget af regionsrådet i 2008 og blev en af rådets mest omdiskuterede beslutninger. Det skyldtes især protester fra Holstebro, Lemvig og Struer.

Psykiatrien i Region Midtjylland har sin egen organisation adskilt fra det somatiske sygehusvæsen. Udover distriktspsykiatri er der psykiatriske sygehuse, der bl.a. er placeret i nybyggerierne i Skejby og Gødstrup.

Se også region og Strukturreformen.

Region Midtjyllands hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig