Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hovedstadens Udviklingsråd

Oprindelig forfatter BuNi Seneste forfatter Redaktionen

Hovedstadens Udviklingsråd, HUR, politisk myndighed for hele hovedstadsregionen, etableret 2000 med det formål at tegne hovedstadsområdet udadtil og styrke sammenhængen i indsatsen indadtil. HUR blev nedlagt ved gennemførelsen af strukturreformen i 2007.

Udviklingsrådet havde ansvaret for region- og trafikplanlægning, drift af bustrafik og lokalbaner samt for koordinering af erhvervsudvikling, turisme og kultur. Strukturreformen overgav de sidstnævnte opgaver til Region Hovedstaden og Region Sjælland, mens trafikken drives af trafikselskabet Movia, og regionplanopgaven blev delt mellem staten og kommunerne.

HUR bestod af 11 medlemmer, der blev udpeget af og blandt medlemmerne af Københavns og Frederiksberg Kommuners kommunalbestyrelser samt Københavns, Frederiksborg og Roskilde Amtskommuner. De tre amter og de to kommuner finansierede rådets aktiviteter, og de fem borgmestre var fødte medlemmer.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bue Nielsen: Hovedstadens Udviklingsråd i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=93386